1949 - I offentlighedens brændpunkt

"Mirakeldoktoren fra Herford"

Den niårige Dieter Hülsmann havde allerede længe været sengeliggende. Han led af fremskridende muskelsvind, og ingen af de læger og professorer man havde opsøgt, kunne hjælpe ham. Efter at Bruno Groening havde taget sig af drengen, kunne barnet igen løbe rundt. Ingeniør Hülsmann, som var overvældet af sin søns pludselige helbredelse, bad gæsten om at blive. Han ville også indbyde andre syge, som "mirakelmanden" skulle hjælpe.

Bruno Groening tog imod tilbudet, og fra den dag kom der flere, som søgte hjælp. Flere og flere mennesker hørte om de mirakuløse hændelser, der skete omkring Groening. Det varede ikke længe før hans navn var på alles læber. Aviserne skrev om "Mirakeldoktoren", og i den britiske zone blev han dagens samtaleemne. Tusinder strømmede til Wilhelmsplatz, og menneskemasser belejrede huset.

Manfred Lütgenhorst fra "Münchner Merkur" skrev den 24. juni 1949 bl. a.:

"Da jeg om formiddagen ved 10.30 tiden ankom til Herford, stod der foran det lille toetagers hus på Wilhelmsplatz op imod tusind mennesker. Det var et ubeskriveligt billede på elendighed. Talløse lammede i rullestol, andre lammede, som blev båret af deres pårørende, blinde, døvstumme, mødre med åndssvage og lammede børn, gamle bedstemødre og unge mænd trængte sig sammen og stønnede. Næsten hundrede biler, lastbiler og busser var parkerede på pladsen, og alle kom de langvejs fra.

Tror I på, at I bliver helbredte?' spurgte jeg de syge. De nikkede. 'I går skulle De have været her', svarede en mig. 'Hr. Groening var i Viersen i Rhinlandet, og her på gårdspladsen rejste fem lammede sig op og gik helbredte hjem. Fjernhealing havde gjort dem raske - her på gårdspladsen'. De andre syge bekræftede hvad der blev fortalt.

Jeg gik videre gennem menneskemængden og stenograferede deres vidunderlige fortællinger. Disse alene kunne fylde en hel bog. Da jeg tændte mig en cigaret, sagde en ung mand bag mig: 'Vil De sælge mig en?' Han havde uniformsjakke på og lignede en, som var vendt hjem fra Rusland. Jeg gav ham en cigaret. Han tændte den og sagde i overmod: 'Se, nu kan jeg igen gøre det hele selv.' Han bevæge sin højre arm og fingre samt det højre ben. 'Er De også blevet helbredt af Groening?' spurgte jeg. 'Ja, i Rusland blev jeg lammet i højre side. Hr. Groening så på mig, og nu er jeg igen helt rask, jeg kan endnu ikke forstå det.' Lykkelig bevægede han sine lemmer.

Jeg styrede hen imod en gruppe, som flokkedes om en hvidhåret, ca. fyrreårig kvinde. 'Naturligvis er jeg også blevet helbredt af hr. Groening' hørte jeg hende sige. 'Jeg havde meget store mavebesværligheder, tabte mig hele tiden og kunne ikke mere sove for smerter. Tolv personer var vi hos Groening. [...] Mig så han på, og da var det, som om bylderne faldt til jorden som en sten. Siden da har jeg ikke haft smerter, tager igen på i vægt, og røntgenfotografierne, som jeg fik taget, viste uimodsigeligt at bylderne var forsvundet. Jeg  stillede mig til rådighed for den lægelige undersøgelseskommission. Jeg kan fortælle Dem, de var meget forbavsede!' Kvinden fortsatte straks: 'Men det er slet ingen ting. Sidste uge stod en blind mand her på pladsen. Han ventede flere dage og nætter. Da jeg ofte går herhen, kom jeg i tanke om ham. Det gjorde mig ondt for ham, og jeg inviterede ham til at spise med. 'Nej', sagde han afværgende 'jeg må ikke forpasse tidspunktet, hvor hr. Groening kommer herud.' Så bragte jeg ham brød med pålæg, og sagde at jeg ville sørge for at han blev bragt til banegården. 'Jeg behøver ingen hjælp, for da jeg vil kunne gå alene til banegården.' Og så oplevede jeg det med egne øjne. Hr. Groening kom, og den unge mand råbte højt: 'Jeg kan se igen!' Virkelig, sløret var forsvundet for hans øjne. Han beskrev den taske  for mig, som jeg holdt i hånden. Han sagde: 'Der kører en bil, og sådan og sådan er registreringsnummeret', og alene fandt han vej til banegården. Alle de omkringstående græd af glæde."

En undersøgelseskommission blev nedsat, og Bruno Groening fik forbud mod at helbrede. Nogle indflydelsesrige læger var hans erklærede fjender. De satte alt ind på at sætte en stopper for hans virke, og forlangte at han skulle underkaste sine evner til at helbrede en videnskabelig undersøgelse.

Hvilken tænkemåde der lå bag forbudet, bliver tydeliggjort af følgende udsagn fra en toneangivende, medvirkende læge: "Groening kan bevise hvad han vil, man vil alligevel ikke give ham tilladelse til at helbrede." "Det strider mod lægernes faglige ære at indlade sig med Groening."

I slutningen af juni måtte han endegyldigt forlade Herford. Alle anstrengelser for at få en tilladelse til at helbrede ville være omsonst.

"Fænomenet" Groening og videnskaben

Omtrent på samme tid begyndte de medicinske faglige medarbejdere fra tidsskriftet  "Revue" at efterprøve Groenings succes med helbredelser. Marburger-psykologen og medicineren professor dr. H. G. Fischer tog til Herford med en speciel stab af korrespondenter. Der førte han samtaler med de helbredte og måtte overrasket slå fast, at Groenings "metode" virkelig var virkningsfuld. Derpå besluttede "Revue" sig til at bidrage med en videnskabelig opklaring af "Fænomenet Groening". På universitetsklinikken i Heidelberg skulle "Mirakeldoktorens" "helbredelsesmetoder" efterforskes.

Bruno Groening gik ind på Fischers forslag, fordi han ved et gunstigt forløb blev lovet et positivt omdømme. Groening håbede på ad denne vej at have fundet en måde til at kunne arbejde frit.

Den 27. juli begyndte undersøgelserne. De personer, som han skulle bevise sin kunnen på, blev udvalgt fra en bred kreds af syge, som med mere end 80.000 bønfaldende breve havde henvendt sig til ham. Hertil kom nogle patienter fra Ludolf-Krehl-klinikken i Heidelberg. De blev alle først grundigt undersøgt, og der blev stillet nøjagtige diagnoser. Efterfølgende kom de til Groening, som lod sin "metode" virke på dem. Herunder var der altid læger tilstede. De skulle bevidne, hvordan sygdomme tildels forsvandt spontant. Efterundersøgelserne, som blev gennemført på klinikken bekræftede helbredelserne. Selv uhelbredelige lidelser som Bekhterews sygdom (gigt i rygsøjle og bækken med tendens til stivhed) blev helbredt.

I en forhåndsbedømmelse, trykt i "Revue", erklærede professor dr. Fischer udtrykkeligt, at Bruno Groening ikke var nogen charlatan, men en naturbegavet sjælelæge. På denne måde forsøgte han ud fra sin synsvinkel at forklare "fænomenet Groening", uden dog at yde ham retfærdighed.

Den endelige bedømmelse skulle fremlægges efter vurderingen af alle resultaterne. Man forsikrede Bruno Groening, at vejen for hans fortsatte virke endegyldigt ville blive frilagt. I mellemtiden forelagde de to professorer Fischer og von Weizsäcker (under hvis protektorat hele foretagendet lå) følgende forslag for Bruno Groening: De ville finde helbredelsessteder, hvor han skulle arbejde sammen med læger. Ledelsen og udvælgelsen af patienter beholdt de dog selv. Hertil sagde Bruno Groening:

"De finansielle betingelser, som hr. Professor F. har stillet mig i denne sammenhæng, var så forpligtende at de var uantagelige for mig. Naturligvis blev der ført mange drøftelser herom, også med herrer, som ville finansiere dette værk. Jeg har ikke kunnet erklære mig indforstået med forslaget fra hr. professor F., og har afslået det, fordi jeg

1. ikke disponerer over en eneste pfennig, og derfor heller ikke kunne overtage finansielle forpligtelser, som jeg ikke kunne opfylde;
2. aldrig har haft til hensigt at lave forretning ud af hele forehavendet.

Derfor var alt dette et umuligt forlangende for mig. Desuden ville jeg kun gøre det, som var givet mig gennem mit kald: At hjælpe den der søgte hjælp, og derfor stille mig til rådighed for læger og psykoterapeuter, men aldrig at lave forretning ud af hele sagen."

Med Bruno Groenings afslag tabte professorerne interessen for ham. Den lovede erklæring blev aldrig fremlagt. I stedet for at give ham mulighed for at virke frit, blev der lagt nye sten i ve­jen for ham. Som følge af undersøgelsen blev hans "helbredelsesmetode" belagt med begreber som "behandling", "patient" ect. og blev regnet som lægelig virksomhed. Dermed var der forprogrammeret en konflikt med heilpraktikerloven.

Traberhof

Efter afslutningen af Heidelberg-undersøgelserne vendte Bruno Groening sig i august 1949 mod Sydtyskland. Han ville bort fra det røre der var blevet om hans person, og trak sig tilbage på en privat landejendom ved Rosenheim nær München. Først lykkedes det ham at holde sit opholdssted hemmeligt, men efter at den første avis havde fortalt om hans ankomst til Bayern, kom det til en sand masseinvasion.

Op til 30.000 mennesker strømmede dagligt til Traberhof ved Rosenheim. Presse, radio og ugerevy rapporterede. Selv en biograffilm blev der lavet, der bar titlen "Groening" og dokumenterede det, der skete. 

"Zeitungsblitz" skrev i anden uge af september i en særudgave:

"I mellemtiden havde mere end titusind mennesker forsamlet sig og ventede i glødende varme på det store øjeblik, hvor Groening trådte ud på balkonen, talte til mængden og udstrålede sin helbredende kraft. Folk stod tæt sammenpressede for at få det fulde udbytte af hans 'helseudstråling'. Snart begyndte reaktionerne at ske hos de mest syge i rulle- og kørestole, eller hos enkeltstående i periferien. 

Atter begyndte halvblinde at se, de gangbesværede rejste sig, og de lamme strakte deres stive lemmer. Hundreder berettede om forstærkede smerter på de syge steder, om trækken, stikken eller kriblen, om følelsen af en ubeskrivelig 'let-følelse' eller pludseligt forsvundne hovedsmerter."
 

Ikke kun på Traberhof kom det til bibelske scener. Overalt hvor Groening dukkede op, blev han med vindens hastighed omringet af utallige syge. Anita Höhne beskriver tilstanden om Groening i sin bog "Nutidig åndelig helbreder":

"Så snart Groening bare meldte sin ankomst, begyndte valfarten. De scener, som jorunalisten Rudolf Spitz overværede ved et Groening-besøg i september 1949 i München var typiske:

'Omkring kl. 19.00 stod tusinder i Sonnenstrasse. Kl. 22.30 stod de der stadig. I fem år har jeg set meget i krigen, men aldrig har jeg været så rystet som i de fire timer, hvor jeg sad overfor Bruno Groening og oplevede en grufuld parade af elendighed og lidelse. Epileptikere, blinde og lammede på krykker trængtes om ham. Mødre holdt deres lammede børn op mod ham. Der forekom besvimelser, hørtes skrig, bønfaldende råb om hjælp, ønsker, hjertesuk.'

En anden journalist, dr. Kurt Trampler, oplevede også syge på bårer, lammede, en stor menneskemængde på Traberhof ved Rosenheim, hvor Bruno Groening boede dengang. Trampler kom som reporter fra 'Münchner Allgemeinen' - en kølig journalist, der nu fastholdt hvad han selv så og oplevede:

'Vi hørte nu fra balkonen en stemme, der ikke var Groenings, og skyndte os til vinduet. Politichef Pitzer fra München talte til de forsamlede. Han fortalte at den iskiaslidelse der havde plaget ham i årevis, i Groening nærvær var blevet mildnet. Pitzer er bestemt ikke en mand, der hælder til overtroiske fornemmelser, men han kan bevidne, hvad han har oplevet på sig selv. Nu bekendte han sig offentligt til Groening, og CSU-forbundsdagsmedlem Hagen fulgte ham med en lignende erklæring.'"

Også de bayerske myndigheder var venligtsindede mod Bruno Groening. "Münchener Merkur" skrev d. 7. september 1949 under overskriften "Velvilje overfor Groening":

"Ministerpræsident dr. Erhardt erklærede i mandags på en pressekonference, at paragraffer ikke skulle hindre en 'usædvanlig personlighed' som Bruno Groening i hans virke. Efter hans opfattelse var der ingen større vanskeligheder ved Groenings godkendelse i Bayern.

Det bayerske statsministerium for indre anliggender bekendtgjorde ved radaktionens slutning: Den foreløbige afprøvning af Bruno Groenings helbredende virke har til resultat, at den kan betragtes som en kærlighedsgerning, og ikke kan komme ind under heilpraktikerlovens rammer."

På Traberhof blev der stort postyr om Groening. Der indfandt sig mange geskæftige folk, der ville slå mønt af hans evner. De skadede hans ry og anseelse, og bevirkede en distancering fra myndighederne.

Da tilstanden blev uholdbar, trak Groening sig tilbage til de bayerske bjerge. Han ville følge et tilbud om opbygning af et helsested. Det var hans mål at skabe en institution, hvor de der søgte hjælp, kunne opnå helbredelse under ordnede forhold. Læger skulle for- og efterundersøge dem ligesom i Heidelberg, og dokumentere helbredelserne.