Nye veje og opposition

Smarte forretningsmænd om Groening

Et af disse tilbud fik han fra forretningsmanden Otto Meckelburg fra Wangeroog. Af taknemmelighed for helbredelsen af hans kone ville han hjælpe Groening, og forelagde ham konkrete planer til oprettelse af kursteder. Bruno Groening gik ind på forslaget, og Meckelburg blev hans "manager". Sidst i december tog de begge til Wangerooge. Her talte Groening ved nogle arrangementer som Meckelburg organiserede, og bevirkede utallige helbredelser. Han viste den tidligere kz-kommandant fuld tillid. I en dokumenteret erklæring fra den 8. januar 1950 i Wangerooge, lagde han fuldstændigt sit fremtidige virke i hænderne på Meckelburg:

"Hr. Groening erklærer sig indforstået med denne hr. Meckelburg's plan, og forpligter sig til at stille sin person til fuld rådighed for opfyldelsen af det formål, at give grundlæggelsen af foreningen som hr. Meckelburg har til hensigt at danne, og foreningen selv, enhver nødvendig støtte ved sit fremtidige virke, og i det hele taget at gøre alt, hvad der står i hans magt for at tjene de forannævnte mål.
Denne forpligtelse påtager hr. Groening sig såvel overfor hr. Meckelburg personligt, som for den forening der er i færd med at blive dannet, med den førnævnte målsætning.

Hr. Groening forpligter sig desuden til ikke at lade nogen anden person eller andre personkredse få del i denne støtte. Han vil kun udøve sin aktivitet indenfor foreningens rammer, og kun i overensstemmelse med hr. Meckelburg."

Allerede i januar grundlagde Meckelburg "Verein zur Erforschung Groeningscher Heilmethoden" (foreningen til udforskning af Groenings helbredelsesmetoder). Han blev selv forretningsfører med en månedsgage på 1000,- DM. Bruno Groening fik ingen penge. Det viste sig at Meckelburg ikke holdt sine løfter. Han så udelukkende en pengekilde i Groening, og betegnede ham spottende som sin "bedste hest i stalden". De syge var han ligeglad med. Han havde bundet Groening med kontrakten, og "mirakelhelbrederen" måtte gøre hvad han forlangte.

Først i juni 1950 lykkedes det Groening at befri sig for Meckelburg, hvorpå denne svor hævn: "Denne Groening skal jeg nok få bugt med, jeg skal brække alle hans knogler."

I tilslutning hertil arbejdede Groening nogle måneder sammen med heilpraktikeren Eugen Enderlin fra München. Denne var blevet helbredt i Traberhof, og indbød Bruno Groening til at holde foredrag i sin praksis. Dog afslørede også Enderlin sig som en geschæftsmager. Det drejede sig for ham ikke om at hjælpe, men om at slå mønt af "fænomenet Groening". Mod slutningen af året skilte Groening sig fra ham, og endnu et samarbejde i 1952/53 slog fejl af de samme årsager.

I den følgende tid holdt Groening foredrag i et pensionat Weikersheim i Gräfelfing. Journalisten dr. Kurt Trampler indlogerede ham hos sig og organiserede sammenkomsterne. Han havde kendt Groening allerede siden efteråret 1949. Dengang var han kommet til Traberhof som reporter for en avis i München, og havde uventet fået helbredelse for en lidelse i benene. Af taknemmelighed skrev han bogen "Die grosse Umkehr" (den store omvendelse), og talte Groenings sag for myndighederne.

Ligesom hos Enderlin var foredragene i Gräfelfing godt besøgt. Der skete utrolige helbredelser. Dog brast også forbindelsen med Trampler. En dag troede han at han havde lært nok fra Groening, de skiltes og han begyndte som selvstændig helbreder.

Tålmodige bedragere

Igen og igen kom mennesker til Bruno Groening under foregivende af at ville hjælpe ham. Mange var imidlertid kun interesserede i at lave forretning på hans aktiviteter. Sådanne mennesker syntes at blive uimodståeligt tiltrukket af ham. Når de ikke opnåede deres mål, eller han skilte sig af med dem, forsøgte de mange gange gennem langvarige processer at tvinge ham til at betale dem penge.

Som f.eks. fru Hülsmann. Efter at have fundet ud af at hun intet kunne tjene på Groening, klagede hun til arbejdsretten. Hun lod den tid, som hun først havde stillet ham gratis til rådighed, beregne som arbejdstid, og krævede at få efterbetalt sin løn. Bruno Groening måtte resten af sit liv betale hende et månedligt beløb. Det var ikke et enkeltstående tilfælde. I denne eller lignende form viste mange af hans tidligere medarbejdere deres sande ansigt.

Men hvorfor lod Bruno Groening disse formodede hjælpere komme så tæt på sig? Hvorfor holdt han sig ikke bare sådanne "Geschæftsmagere" fra livet?

I et foredrag den 31. august 1950 i München udtalte han sig om dette spørgsmål:

"Hvad mennesker indtil nu ikke har undladt at forsøge, har været at gøre alt for at tjene penge på denne lille mands viden og kunnen. De troede at de havde fundet en guldgrube. De har også til dels haft mulighed for at tjene penge, men har Gud ske lov ikke kunnet drage nytte deraf. Denne type mennesker findes også, netop for at gøre det klart hvordan mennesket er, at det kan træde over lig uden at spørge, om de syge bliver hjulpet eller ej. Der findes mennesker der kan gå over lig, de kan roligt lade en syg ligge. Disse mennesker har aldrig bedt om lov, men har ikke ladet noget uforsøgt for at være i min nærhed. Jeg ved, at der her og der bliver stillet det spørgsmål, at når manden ved så meget, hvorfor har han så ikke vidst det, måske ved han overhovedet ingen ting. Om og hvorvidt jeg ved noget, vil I lidt efter lidt få at vide. Men dette måtte ske. Dette materiale har manglet til denne opbygning, for at gøre vejen fri for jer alle."

Grete Häusler beskriver i sin bog "Hier ist die Wahrheit an und um Bruno Groening" (Her er sandheden ved og om Bruno Groening) følgende begivenhed:

"Da jeg engang til afsked ønskede hr. Groening alt godt, og sagde: 'Hr. Groening, jeg ønsker at De nu må få ro til Deres virke, og ikke bliver plaget af falske medarbejdere", svarede han mig til min største forbavselse: 'Helt forkert, det skal være sådan!' Dengang forstod jeg det ikke, men han forklarede mig hvorfor han måtte gøre alt dette og måtte holde ud. Dermed bekendtgjorde han en stor hemmelighed for mig:

"Jeg ved, hvad et menneske bærer i sig. Men hvis jeg ville sige til folk: 'Det er en løgner, det er en bedrager, en tyv, så ville ingen tro på mig. Hvad kan jeg så gøre? Jeg må trække disse mennesker til mig, lære dem det gode, bevæge dem til omvendelse, og så give dem lejlighed til at lyve, til at bedrage, og til at stjæle. Hvis de så alligevel gør det, så ved alle hvem de er. Så lader jeg dem komme ganske nær til mig, og så er jeg ikke fej, så kæmper jeg."

Den første større proces

1951/52 stod Bruno Groening for første gang for retten i München, anklaget for ulovligt at udføre lægegerning. Havde det bayerske indenrigsministerium i 1949 endnu betragtet hans virke som et frivilligt kærlighedsarbejde, så blev det nu betragtet som et helbredelsesarbejde i lægelig forstand. Anklagen støttede sig på heilpraktikerloven fra 1939, som afløste den indtil da gældende frihed til at helbrede, og som på den tid skulle lægge lægevidenskaben i hænderne på nationalsocialistiske læger. Bruno Groening blev frikendt såvel i første som i anden instans. Højesteretsdommeren ved landsretten i München erklærede i sin domsafsigelse i marts 1952:

"Retten finder det formasteligt at dømme den anklagede på grund af sagkyndiges ensidige skøn. Så om Groenings virke overhovedet kommer under heilpraktikerloven er mere end tvivlsomt, da den falder ind under et område, som i dag er alt for lidt udforsket."

I ankesagsforhandlingerne blev frifindelsen godt nok stadfæstet, men Bruno Groenings virke blev tydeligvis betegnet som helbredende virksomhed i heilpraktikerlovens forstand:

"Den anklagede har således uden tilladelse og uden at være beskikket som læge(,) udøvet konstatering, helbredelse eller lindring af sygdomme, lidelser eller kropsskader på mennesker, en virksomhed som i henhold til HPG (heilpraktikerloven) anses for lægevirksomhed. [...]

Det kunne alligevel ikke komme til domfældelse af den anklagede, fordi han hvad angår sagens objektive, faktiske forhold har befundet sig i en vildfarelse der udelukker skyld, og således under udøvelsen af sin helbredende virksomhed ikke har handlet forsætligt."

På trods af at den vildfarelse, som Bruno Groening uden skyld skulle have befundet sig i, blev afklaret under domsafsigelsen, blev der, selv om han blev frifundet, straks nedlagt retsligt forbud mod at helbrede. Fra nu af måtte Bruno Groening gøre sig klart, at hans virke var en udøvelse af lægekundskab i heilpraktikerlovens forstand, og som sådant var forbudt. Den sande sammenhæng i hans virke blev ikke forstået, den havde i henhold til hans måde at udøve den på ikke noget at gøre med en helbredende virksomhed i lægelig forstand.

Groening-pillen

Igen måtte Bruno Groening søge veje, som skulle muliggøre hans frie virke. Han ville virke på en legal, ordnet måde, og undgå enhver konflikt med heilpraktikerloven. Han var endog parat til at aflægge heilpraktikereksamen, men hans ansøgning blev afslået med en meget tvivlsom begrundelse.

En god mulighed for alligevel at nå ud til mennesker, fik han gennem et tilbud fra Rudolf Bachmann om at grundlægge et "biologisk-dynamisk laboratorium". Der ville Bachmann fremstille to biologisk virkende stoffer af urter efter en gammel opskrift fra et husråd, "G 52" og "L 52", som Bruno Groening så skulle påvirke, dvs. i hvilke han skulle lægge sin helbredende kraft.

Bruno Groening gik ind på tilbudet, og det kom virkelig til fremstilling af præparaterne. Den 9. juni 1953 berettede han om dette forehavende:

"Til fremstilling af disse helbredende midler har jeg fået stillet et laboratorium med alle moderne hjælpemidler til min rådighed, såvel som en stab af videnskabelige medarbejdere. Efter min anvisning var der allerede blevet fremstillet en række lægemidler, med hvilke der er opnået en hidtil ukendt succes. Disse virksomme stoffer blev foruden af talrige læger også kontrolleret på universitetsklinikken i München, og bedømt som virkeligt gode. Den bayerske stats indenrigsministerium har på dette grundlag givet licens til fremstillingen af dette lægemiddel. Den farmaceutiske industri er meget interesseret i præparaterne: udenlandske fabrikker vil overtage salget, kendte firmaer i forbundsrepublikken har tilbudt at købe enkelte recepter."

Senere skrev han om laboratoriepræparaterne:

"Hr. Rudolf Bachmann gav mig i 1953 det tilbud, at han med praktisk hjælp kraftigt ville understøtte mig og mit værk. Hr. Bachmann havde selv fremstillet midlerne [...], og ville med det, som han sagde, skaffe mig et finansielt grundlag, så at jeg herigennem fik lejlighed til at kunne finansiere mit værk (at grundlægge helsesteder for hjælpsøgende syge). For at finde ud af hvordan de midler som hr. Bachmann havde fremstillet blev bedømt fra fagkyndig lægelig side, satte jeg mig i forbindelse med dr. med. Höcht i München, som bestemt forsikrede mig om at midlet var uangribeligt. På baggrund af denne forsikring gav jeg mit navn til laboratoriet, så det fik betegnelsen 'Bruno Groening- laboratoriet'.

Hr. Bachmann ville afsætte disse præparater privat, ganske vist af den simple grund at han ikke ville understøtte grossister eller mellemhandlere (apotekerne). Dette forslag var jeg aldrig indforstået med, og jeg forlangte at dette præparat kun måtte formidles gennem apotekerne. Hr. Bachmann efterkom ikke mit krav; han var en meget nidkær forretningsmand."

Også Bachmann afslørede sig som en geschäftsmager, der kun ville lade pengene gå i sin egen lomme. Han rådede ikke over det godt udrustede laboratorium, og der kom kun meget lidt positivt ud af hele projektet for Bruno Groening. Tværtimod, da Bachmann kort tid efter døde, efterlod han en stor gæld, som Groening i hans sted måtte betale. Om det siger Bruno Groening selv endnu engang:

"Alt i alt vil jeg her blot kort understrege, at jeg

• aldrig havde tænkt mig at gøre forretning ud af det,
• for det andet har resultatet (salg af præpaterne) være lig nul, da hr. Bachmann gennem sin slette handlemåde har bragt mig i den situation, at jeg allerede har måttet betalt tusinder af D-mark, og stadigvæk skal betale. Hr. Bachmann har brugt rigtig mange penge på oprettelsen af laboratoriet. Disse blev skaffet til veje gennem mine venner, lån som jeg nu må betale tilbage. Hr. Bachmann er død i det forgangne år, han kan altså ikke mere opfylde sine forpligtelser i den forbindelse. Da han intet har efterladt sig, er jeg derved først rigtigt blevet den der bærer byrden."

The Groening Association

In order to reach as many people as possible, despite the healing ban, Bruno Groening had established Local Groups at the beginning of the 1950's. There he simply held lectures and directed all his efforts to imparting his teaching about belief to the help seekers.

Groening-forbundet

For på trods af forbudet at kunne nå flest mulige mennesker, var Bruno Groening allerede i begyndelsen af 50-erne begyndt at danne fællesskaber. Der holdt han udelukkende foredrag, og brugte alle sine bestræbelser på at videregive sin troslære til de hjælpsøgende.

Den 22.11.1953 grundlagde han "Groening-frorbundet" i Murnau/Seehausen som paraplyorganisation. Forbundet skulle være registreret i foreningsregisteret, så Bruno Groening herigennem kunne få lovmæssig beskyttelse af sit virke. Dermed skulle en fortsat konflikt med heilpraktikerloven endegyldigt være forhindret.

Groening-forbundets bestyrelsen bestod bl.a. af grev Zeppelin, grev Matuschka, baronesse Anny Ebner von Eschenbach, stadsingeniør Hermann Riedinger og direktør Konstantin Weisser, i begyndelsen også som medstifter Rudolf Bachmann, hvem forbundet ganske vist meget hurtigt skilte sig af med. Bruno Groening blev præsident på livstid.

Heidelberger-journalist og lektor Egon Arthur Schmidt blev sekretær for forbundet. Han havde allerede i Herford stået nær ved "mirakellægens" side, og havde grundlagt foreningen "Bruno Groening-vennernes ring". Denne fungerede dog ikke i Bruno Groenings ånd, og blev efter kort tid opløst. Groening skilte sig på det tidspunkt af med Schmidt, fordi denne havde været uærlig med pengegaverne.

1952 henvendte Schmidt sig igen til Groening og forklarede, at han havde indset sin fejl. Han bad om at måtte hjælpe med i opbygningen af værket, og Bruno Groening tog ham igen til sig som medarbejder. Dermed fik Schmidt endnu en gang lejlighed til at vise, om de syges vel eller kun hans egen finansielle fordel virkelig var en hjertesag for ham.

1955 skilte Bruno Groening sig endegyldigt af med Schmidt, da denne ikke havde ændret sindelag. Han forsøgte som tidligere at profitere af Groenings virksomhed. Ligesom tidligere fru Hülsmann, forsøgte også Schmidt efter adskillelsen at føre processer mod Groening. Han ville kæmpe for at få efterbetalt penge for sit frivillige medarbejderskab.

Forbundets bestyrelse bestod af Konstantin Weisser og Hermann Riedinger. Det så meget lovende ud, da de havde international erfaring og skulle kunne lade deres uddannelser komme Bruno Groenings værk til gode. Det indebar dog også den fare, at de overlegent ville handle mod den simple arbejders vilje, da han ikke levede op til deres uddannelsesniveau.

Med tiden gik udviklingen faktisk i denne retning, og for begge mænd blev det stadig vanskeligere at lade sig modsige af Bruno Groening. De syntes helt at have glemt at forbundet ikke kun bar Groenings navn, men at det også var hans skyld at det var opstået. For dem blev Groening-forbundet mere og mere et mål i sig selv. Den egentlige målsætning, at hjælpe de nødlidende, mistede de ganske af syne. Det så ud som om de ikke ville anerkende, at det var gennem Groening at helbredelserne opstod, og ikke gennem forbundet.

Således udviklede forbundet sig mere og mere til at blive det modsatte af hvad det egentlig skulle være. For den mand, hvis navn det bar, blev forbundet til et fængsel, som i stedet for at gøre ham fri, mere og mere begrænsede hans muligheder.