De sidste stationer

Den store retssag

Den 4. marts 1955 rejste statsadvokaturen på ny anklage mod Bruno Groening. Atter blev han anklaget for at have forbrudt sig mod heilpraktikerloven. Som et yderlige anklagepunkt blev han sigtet for et tilfælde af uagtsomt manddrab.

Efter at anklageskriftet var blevet sendt til ham, henvendte han sig til sine venner:

"Mine kære venner!

I disse dage har den samlede presse og radioen offentliggjort en mere eller mindre tendentiøst udstyret meddelelse, hvori det hedder at Münchens statsadvokatur II har forberedt en anklage mod mig for uagtsomt manddrab. I slutningen af 1949 skulle jeg have lovet en 17-årig tuberkuløs pige helbredelse, og dermed have forhindret hende i at opsøge et sanatorium og en læge. Jeg skulle derfor være skyld i dette unge menneskes død.

De som med en klar forstand har læst eller hørt denne erklæring, må have erkendt hvad hensigten er med den: At skabe forvirring blandt mine venner, og at afholde alle søgende fra yderligere at beskæftige sig med vore bestræbelser, og det erkendelsesmateriale som jeg har forkyndt. Med alle midler forsøger man at hæmme mine og Groening-forbundets, såvel som jeres aktiviteter.

Selvfølgelig ser tingene anderledes ud end de bliver fremstillet! Jeg behøver ikke at komme med nogen redegørelse herfor til mine venner. De ved at jeg ikke giver noget 'helbredelsesløfte,' og at jeg aldrig fraråder lægelig behandling.

Allerede i 1952 blev jeg frikendt. Er det ikke mærkværdigt at "tilfældet Kuhfuss", som allerede fremkom i slutningen af 1949/1950, ikke allerede blev trukket frem i 1951/1952 i retssagen mod mig, selv om alt bevismaterialet blev fremlagt dengang!

Er det ikke påfaldende, at undersøgelserne til indledningen af en fornyet retssag imod mig lige fremkommer på det tidspunkt, hvor offentligheden fik kendskab til Groening-forbundets dannelse den 22.11.1953 i Murnau! Lige siden januar 1954 er talrige lokale vennekredsledere og venner, såvel som forbundsmedlemmer, er blevet forhørt og overvåget gennem politimæssige foranstaltninger."

Forberedelserne til retssagen trak ud i mere end to år. Bruno Groenings forsvar blev betydeligt vanskeliggjort. Næsten alle forsvarets vidner blev afvist, mens anklagerens vidner blev godkendt. Blandt dem befandt sig også to af Groenings tidligere medarbejdere: Eugen Enderlin og Otto Meckelburg. Især Meckelburg - som i første retssag endnu var medanklaget - vendte sig i påfaldende skarp form mod Groening. Han satte alt ind på at skade ham.

I anklagepunktet om uagtsomt manddrab spillede han en afgørende rolle. Det drejede sig om et tilfælde, som indtraf i den tid hvor han var "manager" for Groening.

I november 1949 var sparkasseembedsmand Emil Kuhfuss kommet til et af Groenings foredrag med sin syttenårige datter Ruth, som led af dobbeltsidig lungetuberkulose.

Groening indså straks at pigen ikke mere kunne hjælpes, og udtalte sig på passende måde overfor en tilstedeværende læge. Men Meckelburg plagede ham voldsomt, og forlangte at han skulle tage sig af tilfældet. Derfor kom det efter foredraget til et personligt møde mellem Bruno Groening og Ruth Kuhfuss. Groening indgav den syge nyt mod, og opfordrede faderen til at sørge for en fornyet undersøgelse hos en specialist efter ni dage. Dermed ville han opnå at pigen, som ikke mere ville have med lægerne at gøre, igen kom under lægelig behandling. Faderen forsikrede at han ville tage sig af det.

Den efterfølgende korrespondance blev afviklet af Meckelburg, og nåede ikke frem til Bruno Groening. Først i maj 1950 hørte han igen om Ruth Kuhfuss. Faderen havde i mellemtiden sendt bønfaldende breve til Groening med indtrængende anmodning om at få besøg af ham. Meckelburg sendte ikke brevene videre, men aftalte egenhændigt - uden Groenings vidende - et møde med hr. Kuhfuss. Først kort før den fastsatte dato underrettede Meckelburg Groening, og tvang ham til at komme med.

Senere påstod Meckelburg, at Bruno Groening havde givet pigen et løfte om helbredelse. Det var dog ham selv, der havde forsikret faderen om at han ville få Groening til at helbrede datteren. Meckelburg så i sparkasseembedsmanden en god pengekilde som han ville øse af, men dertil behøvede han Groening. Kort efter dette besøg skilte Groening sig af med Meckelburg.

En tung anklage der blev rejst mod Bruno Groening var, at han skulle have forbudt Ruth Kuhfuss at blive behandlet af en læge. Imod denne talte dog den kendsgerning, at han allerede ved det første møde med pigen havde sendt hende til læge - hvad selv anklagerens vidner bekræftede -. Også ved en radiotale i efteråret 1949 tilrådede han mennesker "at man får foretaget en afsluttende undersøge af en læge". Han rådede altid de hjælpsøgende til at vise deres læge tillid.

Ruth Kuhfuß, der allerede havde nogle smertefulde, men mislykkede helbredelseskure bag sig, vægrede sig ved at skulle gennemgå flere behandlinger. Den 30. december 1950 døde hun af følgerne fra sygdommen.

Dr. med. Otto Freihofer belyste det lægelige synspunkt i en sagkyndig bedømmelse af tilfældet Ruth Kuhfuss:

"Ved en nøgtern vurdering må enhver lægmand komme til den overbevisning, som også Säckingens sundhedsmyndigheder siden kom til, at en helbredelse i betragtning af den 'meget alvorlige tilstand' menneskeligt set var udsigtsløs, i henhold til den lægelig diagnose: 'Livstruende' henholdsvis 'fare ved udsættelse'. Ligeledes ville enhver ærlig og 'sine ira et studio' tænkende læge, som ikke alt for selvbevidst tror at han ved besiddelsen af de nyeste medikamenter kan give afkald på naturens kræfter, måtte give professor Lydtin fra München ret i hans erklæring om, 'at det ikke kunne afgøres, om der før den 5.11.49 var en større sandsynlighed for helbredelse'.
Det er efter min mening mere end besynderligt, at patienten i det hele taget levede indtil den 30. december 1950, så en vis forlængelse af livet kan Groenings indflydelse alligevel have givet.

Afslutningsvis vil jeg gerne sammenfatte min sagkyndige udtalelse derhen, at følgende påstande:

• 'at der havde været udsigt til helbredelse',
• 'at patienten Kuhfuss' livstid kunne have været forlænget endnu mere, hvis hr. Groening aldrig var komme i nærheden af hende', ikke kunne forudsiges med sikkerhed og derfor ikke var berettigede.

I en skrivelse fra 1956 påpeger tidligere gymnasierektor Josef Hohmann det paradoksale i anklagen mod Bruno Groening hvad angår uagtsomt manddrab:

"Sandheden ses tydeligst bag kulisserne, når man vender forløbet om.

Lad os afprøve denne sætning ved tilfældet Kuhfuss. Vi siger altså, at den tuberkuløse pige i begyndelsesstadiet først var kommet til hr. Groening, og at han uden held havde forsøgt at kurere på denne tuberkulose i 1½ år. Vi betegner denne fase som A.

Derpå går pigen som dødskandidat til professorer og læger, og dør under deres behandling. Det betegner vi som fase B.

Retssagen begynder. Læger optræder som sagkyndige. De skal undersøge hvem der er den uskyldige. Og jeg vil indgå det største væddemål om at alle læger og professorer, alle medicinske læreanstalter, ja alle læger i hele verden vil tilslutte sig fase B med denne bemærkning: Her troner uskylden med glorite om hovedet, for hvordan skulle vi kunne stå til ansvar for hvad en anden har lavet af 'brølere' under en behandlingstid på 1½ år? Det ville ligefrem være latterligt og absurd!

Og netop der, efter fase B, står Groening under anklage. Følgelig har han hele den moderne lægestand stående, måske en hel million videnskabsmænd bag sig, der i sluttet trop demonstrerer deres uskyld (!)."

I slutningen af juli 1957 kom det ved nævningedomstolen i München-området til et retsmøde. I anklagen for uagtsomt manddrab blev Bruno Groening frifundet. For overtrædelse af heilpraktikerloven blev han ikke desto mindre pålagt en bøde på 2000,- DM.

Selv om dommen ved første blik ser positiv ud, var den uantagelig for ham. Den ville svare til et definitivt forbud mod hans virke. Advokaten, som vurderede dommen meget mere positivt end Groening, begik den fejl ikke at appellere dommen, som så blev appelleret af statsadvokaturen. Det andet retsmøde fandt igen sted i München midt i januar 1958.

Adskillelse fra Groening-forbundet

I mellemtiden kom det i oktober 1957 til et opgør mellem Bruno Groening og forbundets ledelse. Ved snæversynet bureaukratisme havde forbundet skadet Bruno Groening meget.

Anledningen til diskussionen var retssagens kendelse, ifølge hvilken Bruno Groening indenfor kort tid skulle betale 2000,- DM i bøde. Da han ingen penge fik for sit virke, og derfor ikke rådede over tilstrækkelige finansielle midler, havde forbundsledelsen allerede fra begyndelsen af retssagen besluttet at de ville bære de forefaldende udgifter. Om bødestraffen talte med her, var der dog uenighed om i bestyrelsen. Man ville ad tidrøvende, bureaukratiske veje kontrollere, om forbundet overhovedet var forpligtet til at betale de 2000,- DM. Først derefter skulle man bekymre sig om at bringe gælden ud af verden. Dermed var det til at forudse at de nødvendige midler - om overhovedet - ville nå Bruno Groening alt for sent. Forbundet ville altså passivt have set på hvordan Bruno Groening, hvis han ikke kunne betalte den fastsatte bøde, i stedet måtte gå i fængsel. Derved kom det til et åbent opgør, og sluttelig til et brud.

Bruno Groening omtalte i sin 62 sider lange "Bilanz über die Tätigkeit des Bundes" (status over forbundets virksomhed) alle de punkter, hvor forbundet havde skadet ham. Sammenfattende forklarede han:

"Når jeg nu i dag drager sammenligninger mellem mine tidligere omgivelser (de smarte forretningsfolk Meckelburg, Enderlin, Schmidt og Hülsmann) og mine nutidige omgivelser (forbundsledelsens medlemmer), kommer jeg til samme slutresultat: I dag er der i sidste ende sket det samme som dengang. De, der ville være mine største, nærmeste og bedste venner, er i dag ikke blevet anderledes end de forrige var. Dengang bedrog beskidte håndværkere mig. I dag har venner svigtet, idet de roligt kunne se på at jeg måtte gå gennem processer, gå gennem domfældelse, ved at jeg ingen hjælp fik, ved at jeg ikke kunne opsøge mine vennekredse uden bil, ved at man intet foretog sig mod pressehetzen, ved at man kun anrettede forvirring, ved at man simpelthen ikke var der for mig, når jeg behøvede mennesker der med deres uddannelse og deres stilling i det verdslige liv havde kunnet og burdet have støttet mig, ved at jeg ikke kunne komme til det som jeg nu engang er her på denne jord for.

Ingen af disse venner har sat deres personlighed ind for at frigøre mig, ingen havde mod til virkelig at stå inde for mig. Intet er sket. Småligt bureaukratisk har man truffet beslutning på beslutning. Ingen er virkelig trådt i skranken for mig, ingen har virkelig sat alt ind på med hele sin arbejdsindsats at befri mig fra alle disse kampe, i processerne, imod pressen, som en hjælper med vognen der var gået i stykker, en som tog sig af smuds og bagtalelse osv. osv., og som stillede sig foran mig, så jeg kunne gøre det, hvortil jeg er kommet på denne jord:

At formidle livskraften til menneskene, og at føre menneskene til troen.

At jeg behøver ro til det, og ikke igen og igen må blive forhindret heri gennem verdslig, ydre indflydelse, at jeg behøver en virkelig beskyttelsesmur for uforstyrret at lade det virke, som er givet mig, det har ingen tænkt på, ingen af mine venner, ingen af dem der ville være mine venner. Og dette er det beskæmmende, og for mig det skuffende:

• Smarte forretningsfolk har villet drage nytte af mig, de gav sig tilkende som slette mennesker.
• Venner fra Groening-forbundet er for lunkne, for ligeglade, for dovne, jeg vil ikke sige ondsindede.

Og resultatet er det samme:

Jeg er ikke blevet fri. Mange venner fra forbundsledelsen har ikke holdt deres løfte. Man har blot kneblet mig gennem alle foranstaltningerne."

Weisser trådte tilbage, og Groening-forbundet, som det aldrig var lykkedes at få optaget i foreningsregisteret, blev efter kort tid opløst. I stedet kom "Forening til fremme af sjæleligt-åndeligt og naturligt livsgrundlag". Den blev grundlagt i 1958, og dens formænd var Erich Pelz for Tyskland og Alexander Loy for Østrig. Men heller ikke denne forening, som var den sidste der blev grundlagt i Bruno Groening's levetid, skulle udrette det som han håbede. I vedtægterne blev hans navn ikke engang nævnt.

Hans ord bandlyser sygdom

Under disse stridigheder og kampe fortsatte Bruno Groenings virke. Således skrev dr. Horst Mann 1957 i en artikelserie i "Neues Blatt" under overskriften "Hans ord bandlyser sygdom" bl.a.:

"Næste morgen kørte jeg fra Hameln til Springe, den lille by ved Deister. Også her var der dannet et Groening-fællesskab. Helbredelsen af en række mennesker havde været udgangspunktet herfor. Også her oplevede jeg, som tidligere i forskellige landsbyer i Schleswig-Holstein, i Augsburg, Hameln, Wien, Plochingen og andre byer: Mennesker stod op og fortalte mig om deres sygdomme. De fortalte mig hvilken læger der havde behandlet dem. De fortalte om deres helbredelse, som de kunne takke Groening for, og altid var de parate til at løfte hånden og bekræfte deres udsagn under ed.

'Allerede som baby gik begge mine ben ud af led i hofteleddet', fortalte 50-årige Julie Prohnert fra Hannover. 'Senere kunne jeg kun gå ved hjælp af krykker. Lægen kunne kun lindre min lidelse. Da jeg hørte et foredrag af hr. Groening, mærkede jeg en stærk reaktion. Min ryg, der allerede var helt krummet sammen, blev lige igen. Jeg kunne gå igen. Jeg har ikke siden haft tilbagefald ...'

'Jeg havde leddegigt og var til stadighed plaget af udslet og bylder. Det har hr. Groening befriet mig for', sagde Wilhelm Gabbert fra Hameln.

'Min galdelidelse kunne kun gøres udholdelig med morfin', berettede Kurt Severit fra Evestorf. 'Jeg takker Bruno Groening for at have befriet mig fra denne lidelse.'

'Jeg havde meget højt blodsukker', berettede Robert Thies fra Springe. 'Men endnu mere truende var en svaghed i hjertemuskulaturen. I dag har jeg ikke mere besvær med disse to lidelser. Det takker jeg hr. Groening for.'

There was a string of such examples. The people who told me of their stories of all ages. Men, women and children. Many illnesses were listed, from headaches through nerve inflammation, Ischias problems, kidney and gall-bladder complaints to heart disturbances and paralysis.

But there was something else that affected me deeply. With great openness and in front of all those listening, many people told of how, through Groening they had experienced an inner change. The constant drive for success, and purely egoistic attitude had given way to an inner calm and peace and a sociable way of thinking.

As a result of all these conversations with people who felt themselves to have been healed by Bruno Groening, one question raised itself increasingly strongly in me: Was healing possible for all people, or - much more boldly put - for all diseases? Where did the limits lie for this energy which radiated from Groening? Were there not dangers here?(….)

On my last visit I put this question to him. 'I cannot and do not want to force anybody ', he answered me. 'If someone closes themselves, and is not prepared in themselves to open themselves to the energy which will bring order, then I am in myself not in a position to intrude. All I do is to challenge these people to burst the fetters of the evil that prevent well being and health.'

I had another question: 'Every disease has a different degree of danger', I said. 'Supposing a seriously ill person, who has been abandoned by several doctors, allows a doctor, who is still prepared to fight for his patient, to call you on his behalf. Would you be able to help?

'Yes', Groenings reply came without his hesitating. 'If the patient has belief, and if the doctors trusts the path he has taken, success will not be absent. The combined belief will develop unimagined powers in the patient. Most often the success occurred quickest precisely when the despairing person clutched at the last straw. ' "

Denne række kunne fortsættes. Det var mennesker i alle aldre der berettede for mig. Mænd, kvinder og børn. Mange sygdomme blev opremset, begyndende med hovedpine, over nervebetændelse, iskias, nyre- og galdelidelser, til hjertefejl og tilfælde af lammelser.

Men der var også noget andet, som berørte mig dybt. Frimodigt fortalte mange her foran alle tilhørerne, at de gennem Groening havde oplevet en indre forvandling. Jagten efter succes og den egoistiske indstilling var veget for en indre ro og besindighed og tanke for fællesskabet.

Ved alle disse samtaler med mennesker, der følte sig helbredte gennem Bruno Groening, blev et spørgsmål stadig stærkere i mig: Var helbredelse mulig hos ethvert menneske - eller endnu dristigere - ved enhver sygdom? Hvor lå grænserne for den kraft der udgik fra Groening? Var der ingen fare ved den? [...]

Ved mit sidste besøg stillede jeg ham dette spørgsmål. 'Jeg kan og vil ikke tvinge noget menneske', svarede han mig. 'Når nogen lukker af og ikke bærer beredvilligheden i sig til at udvikle kraften, til at skabe orden, så mangler jeg også beredvilligheden til at gribe ind. Dette menneske opfordrer jeg kun til at sprænge lænken til det onde, som forhindrer helbredelsen.'

Jeg havde endnu et spørgsmål: 'Nogle sygdomme er mere farlige end andre', sagde jeg. 'Lad os sige at en alvorligt syg, som er opgivet af flere læger, lader Dem tilkalde af en læge som endnu kæmper for sine patienter. Ville De så kunne hjælpe?'

'Ja', sagde Groening. Han sagde det uden at tøve. 'Når den syge tror på det, og lægen har tillid til sin metode, vil succesen ikke udeblive. Den fælles tillid vil udvikle uanede kræfter i den syge. Hyppigt kommer succesen netop allerhurtigst der, hvor det syge menneske fuld af fortvivlelse griber efter det sidste halmstrå.'"

Retssagerne fortsætter

Ved appelretsmøderne i januar 1958, kom det Bruno Groening til skade at det ikke var ham, men statsadvokaturen der havde anket dommen. Det var dog ikke kun denne forsømmelighed fra hans daværende advokat der skadede ham; også dennes tøvende udlevering af akterne til Groenings nye juridiske konsulent forhindrede forberedelsen til retsmøderne.

Som en yderligere ulempe, sammenlignet med det første retsmøde, udviste modstandernes vidner en langt mere sikker optræden. De syntes at være blevet enige om punktet "Lægens forbud".

Dommen lød denne gang sådan:

Otte måneders fængsel på grund af uagtsomt manddrab, og 5000,- DM i bøde for overtrædelse af heilpraktikerloven. Dommen blev gjort betinget.

Baronesse Anny Ebner von Eschenbach, der havde overværet både det første og det andet retsmøde, betegnede dommen som en skændsel for Tyskland.

Bruno Groening erklærede, at han blev straffet for at gøre det gode. Han beklagede, at ingen under hele processen havde interesseret sig for hvordan en helbredelse skete, ikke engang hans egen advokat. Hvis man var gået ind i dette spørgsmål, ville det have vist sig at hans virke intet havde at gøre med lægelig behandling. Så havde man måtte indstille processen. Men opklaringen af dette spørgsmål interesserede ingen sig for i retssalen. Man havde en forudfattet mening om Groening, og var ikke indstillet på at afvige fra den.

Heller ikke dette blev dog enden på retssagen. Denne gang anmodede Bruno Groening om appel. Tidspunktet for retsmødet blev af højesteretten i München fastsat til d. 22. januar 1959. Men i mellemtiden indtraf noget tragisk i Bruno Groenings liv.

Hans vej ender i Paris

I efteråret 1958 kørte han til Paris med sin anden kone, fru Josette, som han havde giftet sig med i maj 1955, og lod sig undersøge af en ven, kræftspecialisten dr. Pierre Grobon. Analysen af flere røntgenoptagelser gav resultatet: mavekræft i fremskredent stadium. Dr. Grobon ville straks operere, men det afslog Bruno Groening.

Han kørte tilbage til Tyskland og forberedte julefesterne for vennekredsene. Den 4. december indtalte han et lydbånd, som skulle afspilles ved alle julefester. Derpå kørte han igen med sin kone til Paris. I mellemtiden havde dr. Grobon informeret den ansete specialist i kræftkirurgi, dr. Bellanger. På dennes klinik i Rue Henner, ikke langt fra Montmartre, blev han opereret den 8. december. Udfaldet var forskrækkende for lægerne: det var meget værre end røntgenoptagelserne lod ane - det kunne ikke mere nytte noget at operere. Operationssåret blev straks lukket igen.

Josette Groening skrev om dette:

"De kunne dog ikke begribe, at Brunos ydre fremtoning røbede så lidt om hans frygtelige indre lidelse, at han stadig kunne trække vejret normalt, at hans stofskifte endnu i den sidste uge havde fungeret upåklageligt, at hans blodbillede så glimrende ud. I dette fremskredne stadium kommer der hele tiden opkastninger ved den mindste optagelse af næring, og den hårdt prøvede patient dør langsomt af sult. Hos Bruno var der slet ikke sådan."

Til sine lægers forbavselse kom han sig meget hurtigt og kørte tilbage til Tyskland, hvor han oplevede julefesten.

Midt i januar 1959 havde han 3 dages møde med bestyrelsesformændene for den nye forening, og fik fastlagt hvordan værket skulle opbygges. Ingen af de to anede at det skulle blive deres sidste møde med Bruno Groening.

Den 21. januar fløj han igen til Paris. På grund af en blokering af tyktarmen var en operation uundgåelig. Den 22. januar 1959, kl. 9.00 - på samme tid som appelsagen i München begyndte - blev Bruno Groening på ny opereret. Han måtte lade det overgå sig selv, som han havde sparet utallige mennesker for. Han kunne og måtte ikke hjælpe sig selv.

Da han denne morgen lå i narkose, kom der pludselig et kraftigt tordenvejr over i Paris. Hans kone berettede:

"Det følgende naturfænomen var også mærkeligt. Den 22. januar 1959, mens min mand endnu lå i narkose, formørkede et pludseligt opstået uvejr med lyn og torden den lune og lyse dagsstemning I Paris. Det blev så mørkt at man ved højlys dag måtte tænde lys. Søsteren udtrykte sin forbavselse over et så kraftigt tordenvejr.

I dagene efter operationen var Brunos temperatur, blodtryk og puls fuldstændig normalt. Han stod endda op to gange og satte sig i en lænestol."

Den 25. blev han bevidstløs, og den følgende dag, den 26. januar 1959 kl. 13.46, døde Bruno Groening på Clinique Henner af kræft, som lægen skrev på dødsattesten.

Var det virkelig kræft? Dr. Bellanger sagde efter den anden operation følgende:

"Ødelæggelserne i Brunos krop er frygtelig, det er en total indre forbrænding. Hvordan han har kunnet leve så længe og uden de forfærdeligste smerter, det er mig en gåde."

Bruno Groening havde allerede flere år før sagt:

"Hvis man vil forbyde mig mit virke, brænder jeg op indvendig."

Hvordan Bruno Groening bar denne bitre skæbnes kors, viser et brev som dr. Grobon skrev den 26. februar 1959 til hans enke.

"Disse [om lægernes anstrengelser for Bruno Groening] var vel helt naturlige, og jeg må vel sige, at de har fundet en vældig støtte i Bruno Groenings mod, hans viljekraft og betydelige personlighed. [...] Han gik Kristi vej."

I et brev fra december 1974 gav dr. Bellanger igen udtryk for sin beundring for Bruno Groening:

"Bruno Groening var en mand med hjerte, et værdifuldt menneske, der gjorde sig gældende; og hans værdighed ansigt til ansigt med lidelse og død fremkalder endnu i dag beundring."

Bruno Groenings lig blev brændt i et krematorium i Paris, og urnen blev bisat på skovkirkegården i Dillenburg.

Retssagen blev erklæret bilagt på grund af anklagedes død, og en endelig dom blev aldrig afsagt.

"Mirakeldoktoren fra Herford", som havde bragt helbredelse til tusinder og atter tusinder af mennesker, døde ensom og forladt i en lille gyde i Paris. Hvorfor måtte det ske? Hvorfor måtte han bære så bitter en sorg? Hvorfor kunne han ikke hjælpe sig selv?

Dertil skriver Grete Häusler i bogen "Das Heil erfahren, das ist Wahrheit" (At opleve helbredelse, det er sandhed):

"Bruno Groening har i den korte tid han var her på denne jord bevirket meget godt. Hjælperens og helbrederens evne fik han som vuggegave. Overalt hvor han kom, skete der vidunderlige ting, som man ikke kunne forklare med forstanden. Han trådte frem for offentligheden i 1949. Efter de store helbredelser som skete i Herford, og efter at han i ind - og udland var kommet på alles læber, fik han efter 3 måneder forbud mod at helbrede. Man forfulgte ham og lavede hetz mod ham, man førte den store proces imod ham og ville straffe og dømme ham. Hvorfor? Hvem havde han gjort noget ondt? Ingen, men han havde gjort så meget godt for tusinder af mennesker, som ikke noget andet menneske kunne have givet dem. Uskyldig ville man straffe ham! Uskyldig forbød man ham at gøre det, som Gud havde budt ham at gøre - at hjælpe menneskene!

Bittert har han måttet bære denne ondskabsfuldhed i Paris på kræftklinikken i Rue Henner! Under store smerter brændte han op indvendig af den Heilstrom, som han ikke fik lov til at lede videre. Menneskets lov forbød ham dette i Tyskland. På baggrund af alle løgne og bagvaskelser stod han der, anklaget som en forbryder!

Stille og alene, uden at nogen venner vidste om det, bar han alle menneskehedens lidelser. Og det var en byrde, som han ikke bar forgæves! Sådan skulle være, det var ikke mere muligt at hjælpe menneskene på anden måde."

Og i hendes bog: "Jeg lever, for at menneskeheden kan leve videre", skriver hun:

"Vi mennesker skal være meget omhyggelige i omgangen med ordet 'offer'. Men her, hvor Bruno Groening døde i Paris, har dette ord i sandhed fået sin fulde vægt."

Kun sådan var det muligt at følgende ord kunne gå i opfyldelse, hvilket i dag bliver bevidnet af utallige succesberetninger:

"Når jeg ikke mere er på denne jord som menneske, dvs. når jeg har måttet aflægge min fysiske krop, er menneskeheden kommet så langt, at hver enkelt menneske selv kan opleve hjælp og helbredelse."