Forberedelsestid (1906 - 1948)

Da aviserne i maj 1949 skrev om "Mirakeldoktoren fra Herford", havde Bruno Groening en livsvej bag sig der var rigt velsignet med erfaringens frugter, og hårdt brolagt med afsavnets sten.

Barndom og ungdom

Bruno Groening blev født den 31. maj 1906 i Danzig-Oliva (Gdansk) som det fjerde af ægteparret August og Margarethe Groenings syv børn. Hans forældre bemærkede allerede tidligt det usædvanlige ved deres søn. Som når faderen mange gange kom buldrende og skældende hjem, og der så pludselig lød en høj stemme fra spædbarnets værelse. Når forældrene forskrækkede så efter, var alt igen stille, og den lille lå fredeligt i sin vugge. Men faderen holdt op med at buldre, og gik efterhånden sagte gennem huset. Sådanne og lignende hændelser fremmedgjorde ham for forældre og søskende. Faderen kunne endog blive uhyggelig til mode. Jo ældre Bruno Groening blev, desto mere fremmed blev han for sin omverden. Ked af det over sine omgivelsers hårdhjertethed flygtede den lille Bruno ud i naturen. Han følte sig mere tiltrukket af dyrene, træerne og buskene end af menneskene. Ofte forsvandt han i timevis i den nærliggende skov.

"Her oplevede jeg Gud. I hver busk, i hvert træ, i hvert dyr, ja selv i stenene. Overalt kunne jeg stå og gruble i timevis - der var egentlig ikke noget tidsbegreb - og altid fornemmede jeg det, som om hele mit indre liv udvidede sig i én uendelighed."

Han deltog aldrig i sine jævnaldrendes vilde slagsmål. Derfor blev han ofte genstand for ond spot, og han blev pryglet og straffet for at være anderledes.

Med tiden blev det aspekt i Bruno Groenings væsen tydeligt, der senere skulle føre til betegnelsen "Mirakeldoktoren". I hans nærvær blev dyr og mennesker raske. Under den første verdenskrig søgte han især ofte til lazarettet, hvor han var en velkommen gæst. De sårede følte sig godt tilpas i hans nærhed, og mange blev raske. Syge sendte også bud til hans mor, at hun skulle komme til dem med den lille Bruno. I familien og bekendtskabskredsen tog man gerne imod drengens helbredende evne.

Bruno Groening skriver om sit levnedsløb: "Allerede som lille barn blev syge mennesker fri for deres lidelser i mit nærvær, og både børn og voksne blev ved ophidselse eller stridigheder fuldkommen rolige ved nogle ord fra mig. Som barn har jeg også kunnet konstatere, at dyr der sædvanligvis blev anset for sky eller ondskabsfulde, viste sig godmodige og tamme overfor mig. Mit forhold til barndomshjemmet var af den grund underligt og anspændt. Jeg stræbte snart mod fuld selvstændighed for at komme bort fra min families uforstående holdning."

Forberedende år

Efter at have gået i folkeskolens femte klasse, begyndte Bruno Groening en handelsmæssig uddannelse, som han dog efter faderes pres måtte afbryde efter 2½ år. Murerformanden ville have at hans søn ligeledes skulle lære et byggefag. Han lod ham uddanne som tømrer, men heller ikke her kom det til en afgangseksamen. Efterkrigstidens urolige økonomiske forhold lod det ikke komme så vidt. Tre måneder før afslutningen af hans læretid, måtte firmaet hvor han var i lære, lukke på grund af manglende ordrer. I den følgende tid levede han af de mest forskelligartede arbejder. Han drev næsten to år sit eget bygge- og møbelsnedkeri, var beskæftiget som fabriks- og løsarbejder, og arbejdede som telegrampostbud og svagstrømsmontør. Egon Arthur Schmidt skrev om denne tid:

"Forskellige arbejdskolleger fortalte mig, at det var særligt kendetegnende, at alt arbejde han tog fat på lykkedes for ham, hvad enten han reparerede ure, radioapparater, eller var beskæftiget som blikkenslager. Tekniske ting lå særdeles godt for ham. Han havde heller aldrig været bange for at udrette det groveste og tungeste kropsarbejde. Som havnearbejder havde han trukket på nøjagtig samme hammel som sine andre kammerater. Han vedgik åbent, at det jo hørte med til vejen at den førte ham gennem det dybe, for at kunne nå det høje. Et gammelt kinesisk ordsprog siger: 'Den der aldrig er gået gennem sumpen, kan aldrig blive nogen helgen.' Der foreligge tilstrækkelige vidneudsagn fra tidligere rejsefæller, hvoraf en først nåede mig for nylig, og hvor det enkelt og uden forbehold siges, at fortælleren i et etårigt samarbejde med Bruno Groening kun mindedes ham som den bedst tænkelige kammerat, han nogen sinde havde haft."

Som 21-årig giftede han sig. Dog havde hans kone ingen forståelse for ham. Hun ville tvinge ham ind i et snævert, borgerligt familieliv, og opfattede hans helbredelser som "griller". Sønnerne Harald og Günter blev født i 1931 og 1939, og døde begge da de var 9 år gamle. Selv om mange mennesker allerede havde oplevet helbredelser gennem Bruno Groening, troede Gertrud Groening ikke på sin mands helbredelseskraft. Hun betroede ikke børnene til ham, men til lægerne. Men lægerne kunne ikke hjælpe. Begge drengene døde på sygehuset, Harald 1939 i Danzig, Günter 1949 i Dillenburg. For Bruno Groening var det et tungt skæbneslag. Selv mange år efter fik han tårer i øjnene, når han talte om sønnerne.

Således var tiden mellem verdenskrigene en forberedelsestid for ham for hans senere virke. Han måtte gøre mange bitre erfaringer, for at kunne forstå og have medfølelse med mennesker i alle sociale lag.

I anden verdenskrig blev han indkaldt til Værnemagten i 1943. Der kom det til stridigheder. På grund af sin vægring mod at skyde på mennesker, blev en krigsret stillet ham i udsigt. Til slut kom han dog alligevel til fronten. Han blev såret, kom i russisk fangenskab, og kom i slutningen af 1945 som hjemstavnsfordrevet til Vesttyskland.

Bruno Groenings holdning i krigstiden var præget af hans ønske om at hjælpe. Selv ved fronten benyttede han enhver lejlighed til at hjælpe sine kammerater eller civilbefolkningen.

I en russisk landsby muliggjorde han adgangen til hærens levnedsmiddeldepot for den hungertruede befolkning. I fangenskabet kæmpede han for at skaffe sine kammerater bedre klæder, bedre mad og bedre husly. Utallige der led under hungerødemer, hjalp han til helbredelse. I krigens rædsel har han ikke dræbt noget menneske, men hjulpet utallige.

I december 1945 blev han løsladt fra fangenskabet, opbyggede sig en ny eksistens i det hessenske Dillenburg, og hentede sin familie til sig. Efter at hans anden søn også var død, og hans kone ville forbyde ham enhver hjælpende virksomhed, skilte han sig fra hende. Han følte sig forpligtet til at lade de helbredende kræfter han rådede over, komme alle mennesker til gode. Han sagde: "Jeg tilhører ikke den enkelte, jeg tilhører menneskeheden."

I begyndelsen af 1949 førte hans vej ham til Ruhrområdet. Gennem nogle helbredtes beretninger blev flere og flere mennesker opmærksomme på Bruno Groening. Han drog fra hus til hus, altid derhen hvor der var brug for ham, hvor syge bad om hjælp. Således virkede han i små kredse, til han i marts 1949 fik en invitation fra en ingeniør i Herford til at besøge dennes søn.