Bruno Groening (1906-1959)

Bruno Groening - et usædvanligt menneske

I 1949 kom navnet Bruno Groening fra den ene dag til den anden i offentlighedens søgelys. Der blev talt om ham i pressen, radioen og Ugejournalen. I månedsvis blev den unge tyske republik holdt i ånde af begivenhederne omkring "mirakeldoktoren", som han hurtigt blev kaldt. Der blev lavet en biograffilm, nedsat videnskabelige undersøgelseskommissioner, og myndighederne beskæftigede sig helt op på højeste plan med fænomenet Bruno Groening. Den nordrheinwestfalske socialminister lod Bruno Groening retsforfølge på grund af overtrædelse af Heilpraktiker-loven, den bayerske ministerpræsident erklærede derimod, at man ikke måtte lade et så "exceptionelt fænomen" som Groening falde på gulvet på grund af paragrafrytteri. Det bayerske indenrigsministerium betegnede hans virksomhed som "fri udøvelse af kærlighed".

I alle befolkningslag blev der diskuteret heftigt og kontroversielt om fænomenet Bruno Groening. De emotionelle bølger gik højt. Gejstelige, læger, journalister, jurister, politikere og psykologer talte alle om Bruno Groening. Hans mirakuløse helbredelser var for den ene nådesgaver fra en højere magt, og for den anden charlanteri. Imidlertid blev det gennem medicinske undersøgelser dokumenteret, at der faktisk var tale om helbredelser.

Bruno Groening, der blev født i Danzig i 1906, og som efter krigen emigrerede til Vesttyskland som hjemstavnsfordreven, var en jævn arbejder. Han levede af de mest forskelligartede jobs, og arbejdede som tømrer, fabriks- og havnearbejder, telegrambud og svagstrømsmontør. Nu var han pludselig i centrum for den offentlige interesse. Nyhederne om hans mirakuløse helbredelser bredte sig over hele verden. Fra alle verdens lande strømmede det ind med syge, bønnebreve og tilbud. I titusindvis af mennesker, der søgte helbredelse, valfartede til de steder, hvor han virkede. Der var ved at ske en medicinsk revolution.

Men der var også modsatrettede kræfter på spil. Indflydelsesrige læger, kirkefunktionærer, jurister og tidligere medarbejdere forsøgte med alle midler at få Bruno Groenings virksomhed forbudt. Han blev forfulgt med forbud mod at helbrede, og der blev indledt retssager mod ham. Alle forsøg på at styre hans virke ind i faste rammer mislykkedes. For det første på grund af modstand fra toneangivende samfundskræfter, for det andet på grund af hans medarbejderes udygtighed eller pengebegær. Da Bruno Groening døde i Paris i 1959, var den sidste retssag imod ham i fuld gang. Processen blev indstillet, og der blev aldrig afsagt en endelig dom. Men mange spørgsmål forblev åbne.