Interviews med samtidsvidner

H. Steurer: "Toget hvor Bruno Groening sad, rullede ind på banegården i Innsbruck, hvor det holdt en kort tid. Bruno Groening trak vinduet i sin kupe ned og så ud. Samtidig stod jeg og ventede på denne perron. Jeg havde stærke smerter.

Jeg havde hørt om Bruno Groenings virke for den lidende menneskehed gennem en avisartikel. Hurtigtoget, som Bruno Groening så ud fra, holdt overfor. Jeg gik derhen og bad Bruno Groening om han ville hjælpe mig, da jeg havde så stærke smerter. Bruno Groening gik et øjeblik ind i kupeen, og rakte mig så en stanniolkugle ud gennem vinduet. Han sagde at jeg skulle lægge kuglen på det smertende sted og bede. Så kørte hans tog igen.

Smerterne stammede fra kvæstelserne fra sprængstykkerne ved en mineeksplosion. Jeg mistede dengang mit høje øje og en arm. Jeg fulgte straks Bruno Groenings råd og lagde kuglen på. I løbet af kort tid forsvandt smerterne, og de kom ikke igen. Fra første øjeblik gjorde hr. Groening et fantastisk stort indtryk på mig. Jeg havde følelsen af at han var en menneske, der virkelig kunne hjælpe. Han forlangte heller ikke penge for kuglen, men hjalp mig simpelthen uselvisk."

Interview med samtidsvidnet E. Süffert

En nabo førte mig sammen med hr. Groening i München. Hun vidste, at jeg i ca. 14 år havde lidt meget af en svær astma, og at livsmodet ofte forlod mig. Jeg blev venligt modtaget. Bruno Groening sad bag et skrivebord, jeg foran uden at krydse arme og ben. Bruno Groening opfordrede mig til at trække vejret roligt og dybt. Det gjorde vi begge, hvilket forekom mig komisk og latterligt. Ind...ud...ind...ud. Så mærkede jeg en varme i benene. Hr. Groening talte til mig om den fint ophelede operation. Det havde jeg ikke sagt et ord om. Han sagde til mig at han kunne mærke det hele på sig selv, og på den måde fik viden om det. Han vidste at jeg efter min tidligere smitsomme gulsot ofte måtte stå op i løbet af natten for at lade vandet, og at jeg ofte i dagevis ikke kunne forlade min stol. Bruno Groening vidste simpelthen alt. Nu havde jeg ikke mere lyst til at grine. Han opfordrede mig til igen at trække vejret dybt. Så fik jeg et slemt anfald, og jeg fornemmede det som om en klippeblok lå oven på mig. Hr. Groening åndede lige så kraftigt som jeg. Pludselig, lige før jeg var ved at blive kvalt, fik jeg en følelse af at en energi strømmede gennem min krop fra hovedet til maven. Derefter kunne jeg frit trække vejret igennem. Om natten sov jeg så roligt, at min mand vækkede mig. Han ville se om jeg levede endnu. Tidligere sad jeg mere op i sengen end jeg lå. Jeg hørte mig selv blæse som et damplokomotiv på vej ind på hovedbanegården i München.

Ved mødet opfattede jeg Bruno Groening som meget tankefuld. Jeg oplevede en åndelig forbindelse fra ham til mig. Bruno Groening gav mig tre små stanniolplader, som jeg skulle lægge på bryst og mave. Han sagde, at jeg så kunne trække vejret godt igennem. Det gjorde jeg også.

Siden dengang har jeg aldrig haft anfald.

Interview med samtidsvidnet L. Schlüter, Herford, Wilhelmsplatz

Herford var det sted, hvor Bruno Groenings virke begyndte i stort omfang. Også pressen bemærkede det og skrev om det. I tusindvis kom mennesker fra nær og fjern for at søge og opleve at få hjælp og helbredelse. Blandt de mange mennesker stod fru Schlüter sammen med sin blinde svigermor, som var fysisk meget svækket, og hele tiden behøvede hjælp med påklædning, dagligt toilette osv. ...

Fru Schlüter fortalte følgende:

"Jeg fik kendskab til de mange helbredelser gennem et illustreret blad. Der var bl.a. billeder, som viste hvad der skete i Herford. Jeg sagde til mig selv, at der måtte jeg hen med svigermor!

Stuvet sammen som sild i en tønde stod vi der midt iblandt alle disse mennesker på Wilhelmsplatz foran nr. 7. Til højre for os var der ca. 30 mennesker, der sad i kørestole. Vi ventede og ventede. Der var ingen der talte. Alle var spændte og kiggede op på balkonen, hvor Bruno Groening ville komme frem. Det var allerede sen aften. Der kom en ud på balkonen for at berolige os. Han sagde, at Bruno Groening stadig var hos andre der søgte hjælp. "Hav tålmodighed! Bruno Groening kommer helt bestemt!" Sådan ventede vi længselsfuldt i tre dage og tre nætter. Pludselig stod Bruno Groening der, og alle glædede sig. Bruno Groening sagde at vi alle søgte hjælp og helbredelse, og at Gud er den største læge. Derpå forlangte han at de lamme rejste sig fra deres kørestole. "De kan gå! Rejs Dem op!" Ingen gjorde det. Atter gav Bruno Groening de lamme mod, bad dem have tillid til Gud og rejse sig. "Tro dog på at De kan, rejs Dem!"

Så rejste den ene efter den anden sig op af kørestolene. De kunne gå! Ingen kunne fatte det. Alle var tavse. Folk græd ved dette syn. Så sagde Bruno Groening: "Jeg beder blinde og døvstumme om at komme hen til indgangen." Nu gik jeg derhen med min svigermor, og blandt andre talte han også med hende. Der ved indgangen tog Bruno Groening også et ca. to år gammelt, døvstumt barn fra sin mors arm. Hr. Groening rørte ved barnet og talte med ham. Lidt senere holdt han en stemmegaffel hen til barnets øre. Derpå drejede barnet hovedet. Det var helt tydeligt at se, at barnet nu kunne høre. Et andet barn kom til at se. Det var de mest gribende scener, jeg har set i mit liv.

Senere kørte vi hjem igen. Min svigermor kom til at se så meget, at hun ved egen hjælp frit kunne bevæge sig rundt i sit hjem. Hendes almentilstand forbedredes, så hun ikke mere behøvede hjælp til påklædning og dagligt toilette.

Bruno Groening var beskedent og enkelt klædt som alle andre. Dog udstrålede han kærlighed som ingen anden. Man kunne med det samme have tiltro til ham. Hans udstråling sagde simpelthen mere en tusinde ord.

Interview med samtidsvidnet fr. Loschek, Herford

Vi boede dengang i Herford. Ved et tilfælde kom min mor og jeg forbi Wilhelmsplatz. Mange mennesker var samlet der. Bruno Groening stod på balkonen i nr. 7 og talte til dem. Vi blev stående et kort øjeblik og så os interesserede om. Vi så hvordan en kvinde grædende rejste sig fra sin kørestol og gik omkring. Andre fortalte også om lindring af deres smerter. Min mor pressede på for at gå videre, hvad jeg var meget ked af. Jeg var gerne blevet stående noget længere. Alligevel har denne oplevelse fulgt mig hele livet.

Samtidsvidneberetning

Medens mennesker der søgte hjælp ventede på Bruno Groening på Wilhelmsplatz, udspillede der sig andre steder følgende scener:

Lægerne havde opgivet vort samtidsvidnes mor. I seks uger havde hun ikke haft afføring. Alle lægelige anstrengelser som lavement, afføringsmidler osv. var uden resultat. Desuden havde hun fået en blodprop.

Samtidsvidne: "Vi var alle i familien helt og aldeles færdige. Vi greb efter ethvert halmstrå for at finde hjælp og helbredelse til vores mor. I denne situation hørte vi at Bruno Groening var i Wittekindstrasse her i Herford hos en alvorligt syg. Jeg tog der hen. Der var allerede ca. 20 andre personer, som også søgte hjælp. Ved modtagelsen sagde Bruno Groening til mig: "Gå ud i køkkenet. I aften tager jeg med hjem til Deres mor." Hvordan han vidste at jeg var kommet på grund af min mor, ved jeg ikke. Jeg havde ikke sagt noget.

Medens jeg ventede i køkkenet oplevede jeg følgende:

På et tidspunkt kom en mor med sit barn, som havde en frygtelig kighoste. Vi havde hørt den forfærdelige hoste på lang afstand. Barnet og moderen blev ført ud i køkkenet til os andre. Bruno Groening strøg hende kærligt over håret. Henvendt til moderen sagde han: "Vær opmærksom på barnet, for om et kvarter vil det kaste gult slim op." Bruno Groening forlod derpå køkkenet for at tage sig af de andre igen. Pludselig fik barnet kvælningsfornemmelser. Jeg nåede lige akkurat at tage det og holde det over kulkassen, som det kastede op i. Sådan en gang opkast havde jeg aldrig i mit liv set. Senere sagde Bruno Groening til moderen: "Barnet er rask..." Hun gik, og pigen hostede ikke mere.

Kl. 12 om natten kørte vi så til min mor i Bielefeld. Under kørslen sagde Bruno Groening at jeg ikke skulle bekymre mig, da den helbredende kraft ville komme fra Gud. Mennesket skulle tro på det gode. Endvidere meddelte Bruno Groening mig, at han allerede nu under kørslen beskæftigede sig med min mor, han indstillede sig åndeligt på hende.

Da vi kom ind i min mors soveværelse, satte Bruno Groening sig ved hendes seng. Til min store glæde så jeg at hendes øjne allerede var blevet væsentligt klarere. Maven svulmede dog stadig som en tønde. Bruno Groening talte så med hende, og jeg iagttog hvordan livsglæden igen kom til min mor. Hendes hjerte var åbent for Bruno Groening; hun troede på ham. Bruno Groening bad om et glas vand til min mor. og sagde at det ville gøre hende godt. Jeg hentede frisk vand fra pumpen i gården, og min mor drak det. Henvendt til min far sagde Bruno Groening: "Hold øje med deres kones afføring og vandladning. De vil blive forbavset over, hvordan alt slipper og kommer ud." Min far spurgte så Bruno Groening hvad han skyldte ham, hvad han skulle betale. Bruno Groening sagde blot: "Vi skal takke Gud, og fortælle hvad vi har oplevet i form af en takkeskrivelse."

Den næste dag startede rummelen i min mors mave. Min far sagde, at hun kunne fylde syv bækkener. To dage senere stod min mor op, fuldkommen helbredt. Fra det tidspunkt var hendes åbne sår og kramperne i benene helbredt uden lægelig medvirken. Den behandlende læge var målløs. Hændelsen var samtaleemne i landsbyen.

Da jeg så Bruno Groening i øjnene, vidste jeg at jeg stod overfor en hellig mand. Han havde en enestående udstråling. Hvis nogen tidligere ville have fortalt mig om sådan en oplevelse, ville jeg have tænkt: "Han fantaserer!" Mennesker må selv opleve noget sådant for at kunne tro på det. Denne hændelse blev en enestående oplevelse for mig.

Interview med samtidsvidnet fru Hinz

Jeg havde hørt om Bruno Groenings virke på Traberhof gennem en bekendt. Derefter tog jeg selv dertil for et par dage.

Ved min ankomst var der mindst ti- tyvetusinde mennesker på stutteriet. Bruno Groening var endnu ikke at se. Vi ventede i timevis på ham. Så kom han og talte til menneskene fra balkonen. Jeg mærkede en elektrisk strøm, der vibrerede og kriblede i hele kroppen. Og andre mennesker rørte sig, deres lemmer ligefrem fløj. Det havde jeg aldrig troet på, hvis jeg ikke selv havde oplevet det. Nogle af de tilstedeværende begyndte at råbe: "Jeg behøver ikke længere min stok!" og "Jeg kan gå igen!"

Vi stod alle skulder ved skulder, men trods det trængte jeg gennem menneskemængden, da det der foregik interesserede mig meget.

Røde Kors-folk hjalp en mand med at rejse sig, for han lå på en primitiv båre. Han løftede hænderne søgende efter hjælp, sveden strømmede ned ad ham. Jeg spurgte ham hvad han fejlede, og han svarede: "Jeg er krigsinvalid." Senere rejste denne mand sig fuldstændig op fra sit leje.

Jeg så en grædende bedstefar, som var der med sit otteårige barnebarn. Drengen havde ikke kunnet gå. De havde tømret en båre sammen af simple brædder, for at bringe drengen her til Traberhof til Bruno Groening. Den gamle mand fortalte mig med tårer i øjnene, at hans barnebarn nu kunne gå igen.

En anden mand sprang over stakittet, og jeg sagde til ham: "Nå, De er vist kommet til det forkerte sted!" Derpå svarede han mig: "I søndags var jeg stadig lam og måtte gå med krykker." Fem dage senere sprang den samme mand over stakittet!. Han udstrålede stor lyksalighed og viste mig sit krigsinvalidebevis.

Jeg traf også en gammel mand der på stedet. Han sad i kørestol. Han havde mistet sin helbredelse. Folk havde påstået at helbredelse ikke ville holde, og at Groening var en charlatan. Disse ord havde han troet på.

Der var mennesker der dag og nat. Al den tid jeg tilbragte på Traberhof, mærkede jeg ingen sult.

Menneskemængden var ikke hysterisk, alle troede og håbede på at blive raske. Da jeg så alle disse mennesker liggende på bårer eller støttende sig til krykker, var jeg så utrolig rystet at jeg manglede ord, og jeg kunne næsten ikke se på det.

Jeg tror at Bruno Groening havde en ganske særlig tilknytning til Gud. Desværre følte jeg, at jeg ikke oftere skulle træffe ham. I dag tænker jeg dog ofte på hændelsen.

Interview med samtidsvidnet G. Kalz

Min kollegas mor havde gennem 25 år været lænket til en kørestol. Da man begyndte at tale om Bruno Groening, sagde jeg: "Prøv det, lad dog manden komme..." Jeg tror det var i 1956. Hun satte sig i forbindelse med Bruno Groening, og han meldte sit besøg en formiddag.

Da Bruno Groening viste sig, kom flere bekendte til familien W af nysgerrighed. Den gamle fru W. blev båret ud af sengen og sat i sin kørestol over for Bruno Groening i dagligstuen. Ingen måtte blive i værelset, alle skulle gå.

Kun den gamle fru W og hr. Groening blev tilbage. Spændte lyttede vi andre ved dagligstuedøren, om vi kunne høre noget. Pludselig hørte vi højt og tydeligt Bruno Groenings ord: "Rejs Dem og gå..." Jeg kan sværge på, at den gamle dame ikke før kunne gå et skridt! Da vi nu hørte disse ord, holdt vi os ikke længere bag døren. Vi rev den op, og så at den gamle fru W nu kunne gå. Min kollegas kone ville hjælpende holde sin svigermor i hånden, men Bruno Groening sagde at fru W kunne gå selv. Hun rejste sig virkelig op og gik omkring, frit og helt alene! Tårerne stod i øjnene på os alle, det var ikke til at begribe, men vi har oplevet det og set det med egne øjne!

Bruno Groening havde hverken hypnotiseret eller rørt fru W, han havde blot set hende fast i øjnene og sagt: "Rejs Dem..." Og så gik hun.

Jeg tænkte dengang: "Mon der alligevel findes en Gud?" Der var ikke en eneste i stuen der ikke græd af glæde. Det var simpelthen en gribende oplevelse. Bruno Groening sagde videre: "Nu kan De gå."

Fru W var det store samtaleemne i kvarteret. Det var en sensation. Beretningen for rundt som en løbeild: "Hun kan gå!" I løbet af kort tid kom ca. 200 mennesker og ville se hvordan fru W gik. Hun gik op og ned ad gaden og viste det til folk.

Bruno Groening tog ingen penge for sit besøg. Jan kan kun sige noget godt om ham, han havde en helt særegen udstråling.

Fru Ws helbredelse holdt.

Interview med samtidsvidnet G. Clausen

Jeg boede ved Fliegerhorst i Uetersen i halvtredserne. En dag gik Bruno Groening forbi vores vindue, og mine børn gjorde mig opmærksom på ham. Vi kendte hr. Groening fra avisen. I samme øjeblik vi så ham fra vinduet, tænkte jeg: "Hvor skal han hen?" Da jeg så, at han gik ind til min nabo, gik jeg derhen og bankede på. Jeg blev klar over, at min nabo var Bruno Groenings søster. Jeg blev ført ud i køkkenet og måtte sætte mig ved bordet overfor Bruno Groening. Hans søster satte sig ved bordenden mellem os. Bruno Groening opfordrede mig til at sidde helt afslappet uden at krydse arme og ben, og være opmærksom på hvad jeg mærkede. Han sagde: "Optag så megen strøm som De kan!" Så bemærkede jeg til min forbavselse, han sad jo et stykke væk, en blæst i hænderne, som om nogen pustede i min hånd. Det kan jeg bevidne. Så mærkede hans søster pludselig og uventet smerter i benene og råbte: "Av, av, av!"

Jeg tænkte: "Det er jo mine smerter, som altid har generet mig." I årevis har jeg haft følelsen af at mit ben ikke tilhørte mig, som om det kun var limet på. Lægebehandling havde heller aldrig hjulpet på denne tilstand.

Jeg råbte højt: "Det er jo mine smerter, sådanne smerter har jeg altid!" Bruno Groening sagde derpå blot et ord: "Havde". I dette øjeblik forsvandt hans søsters smerter, og jeg følte at mit ben var fuldkommen normalt igen. Jeg var fri, havde ikke længere smerter, mit ben tilhørte mig igen, og fra dette øjeblik haltede jeg ikke mere. Jeg var bare rask, og det er jeg fortsat.

Bruno Groening forlangte ingen penge, tværtimod gav han mig nogle stykker stanniol, hvorpå der stod skrevet: "Guds velsignelse på alle Deres veje!" Besøget varede en halv time, og derefter gik jeg helt rask tilbage til min lejlighed.