Bruno Groening

Fordybelse i  Bruno Groenings lære

Bruno Groening har aldrig formuleret sin lære skriftligt. Han ville ikke skabe en ny filosofi eller ideologi. Hans bestræbelser gjaldt kun det ene mål: at hjælpe de nødlidende. Dem gav han en troslære med på vejen, der ikke hvilede på det intellektuelle eller videnskabelige overve­jel­ser, men derimod ud­sprang af intuitive fornem­melser af åndelige lovmæssigheder. Hvem der beskæftiger sig nærmere med dem, vil finde en uanet kompleksitet, og erkende at den ræk­ker langt ud over helbredelsens aspekt. Han opfordrede menneskene til at tro på det gode og at omsætte det i handling. Det kri­ste­lige bud om næstekærlighed danner kernen i hans lære.

Årsagen til sygdommene

Mange mennesker lever i dag i den tro, at sygdom er noget tilfældigt, der pludseligt dukker op og an­gri­ber mennesket som fra den blå luft. Til det sagde Bruno Groening:

"Jo længere mennesket vender sig bort fra Gud, bevidst eller ubevidst, jo mindre liv bliver der tilbage i hans krop, indtil organerne næppe mere reagerer, som de er bestemt til. Han kan ikke længere med fuld kraft gå gen­nem livet. Han er nu kommet bort fra denne kraftkilde. Til syvende og sidst har han mistet forbindelsen til den store, guddommelige kraftkilde. Han har ikke mere kunnet optage Guds kraft i sig. Og således blev kroppen til et vrag."

Hvordan mennesket kan få helbredet tilbage, beskrev Bruno Groening på følgende måde:

"Gud har skabt mennesket smukt, godt og sundt. Sådan vil Han også have det. Oprindeligt var mennesket helt forbundet med Gud, da var der kun kærlighed, harmoni og sundhed, alt var ét. Men da det første menneske hørte på stemmen, på den onde der talte uden for denne enhed, hørte og  handlede efter det, da revnede forbindelsen, og siden dengang står Gud her og mennesket der. Mel­lem Gud og mennesket opstod en stor kløft. Der er ingen forbindelse. Mennesket kan være nok så troende og bede – alene og overladt til sig selv bliver han antastet på sin livsvej og trukket ned i dybet. Der er I ankommet på jeres livsvej, der nede. I oplever ulykke, smerter, uhelbredelige lidelser. Jeg siger jer: Gå ikke endnu dybere, jeg kalder jer til den store omvendelse! Kom op, og over kløften bygger jeg en bro til jer! Gå bort fra lidelsesvejen og op på den guddommelige vej! På den findes der ingen ulykke, ingen smerter, intet uhelbredelig , dér er alt godt. Den vej fører tilbage til Gud!"

Den store omvendelse

Igen og igen kaldte Bruno Groening menneskene til „den store omvendelse“. Han formanede dem til at omsætte troen på det gode i handling, og give slip på dårlige vaner.

For det første opfordrede han menneskene til ikke at tænke på sygdommen. Han fremhævede hele tiden, at sygdommen kommer fra det onde og er det onde. At beskæftige sig med den betyder at beskæftige sig med det onde. Det forhindrer helbredelsesprocessen, og kan endog gøre den umu­lig.

"Den, der beskæftiger sig med sygdommen, holder den fast og spærrer vejen for den guddommelige kraft."

Mennesket skal adskille sig fra sygdommen, ikke betragte den som sin ejendom, men se noget dår­ligt i den.

"Sygdommen hører ikke menneskene til!"

Bruno Groening gav menneskene det tilbud at tage sygdommene fra dem:

"Giv mig jeres sygdomme og bekymringer! I kan ikke klare dem alene. Jeg bærer dem for jer  Men I skal give mig dem frivilligt, jeg stjæler ikke!"

"Når I slipper sygdommen så jeg kan tage den fra jer, er det godt. Når I holder fast ved den, så kan jeg ikke gøre noget. Det syvende bud ‚Du må ikke stjæle!’ forbyder det. Hvis jeg tog sygdommene fra menneskene med magt, ville jeg synde. Jeg må ikke stjæle! Den der elsker sin sygdom, holder den fast, den der kan glemme den så han slipper den, ikke kun i tankerne, men også i handling, tager jeg den væk. I må høre på mine ord! Jeg vil ikke øve indflydelse på jer. Når I slipper sygdommen, så tager jeg alle lidelser fra jer!"

Hvor vigtig Bruno Groening tog den enkeltes omvendelse, fremgår tydeligt af følgende udsagn fra bo­gen "Den store omvendelse" af Kurt Trampler:

Også i private samtaler hørte jeg ofte Groening fastslå, at han overfor Gud bærer det ansvaret kun at formidle „helbredelse gennem den rent guddommelige kraft“ til den, der i det mindste har viljen til at leve efter de guddommelige love, og udelukke enhver, der ikke er klar til at give slip på det onde.

"Jeg kunne", sagde han, "også fuldbyrde en massehelbredelse ved at jeg siger: Alle syge i en by eller et land skal være raske! Men ville der ikke være mere tabt end vundet ved det? Var de onde blandt de syge dermed klar til omvendelse? Ville de ikke kun misbruge det genvundne hel­bred? Nej! Først må mennesket komme til en indre omvendelse i sig selv, først må han være beredt til at rive det djævelske ud af sig og finde vejen til Gud. Først da er han værdig til at blive helbredt."

Følgende ord af Bruno Groenings tydeliggør denne ytring og forklarer optåelsen af sygdommen:

"Hvordan er det overhovedet kommet dertil, at mennesket er blevet sygt? Det oprindelige menneske var ikke sygt. Menneskene er blevet dårlige, hele tiden dårligere fra generation til generation. Dår­lig­dom­men har grebet så meget om sig, at det snart ikke mere er muligt at leve. Skænderier og stridig­he­der selv i familierne, mere krig end fred blandt folkene! Bekymringerne bragte den sjælelige lidelse over men­ne­skeheden, og de fæstnedes så dybt at menneskene måtte blive syge. Den ene belaster den an­­den sjæleligt. Menneskene er forkvaklede, de har fjernet sig fra det naturlige, mange har mistet troen på Gud. Men den, der kommer bort fra den guddommelige vej, kommer også bort fra sin sund­hed."

Hvis mennesket vil have sin sundhed tilbage gennem Bruno Groening, må han være klar til at give slip på „dårligdommene“. Han må vende det onde, sygdommen, ryggen, skille sig fra den, ikke mere tænke „min astma, min gigt osv."

Det er ikke altid let. Det kræver en indre forvandling. Mennesket må grund­læggende ændre sin tænkning. Han skal ikke som vanligt tro på sygdommen, men på sundheden. Han skal antage den tro, at selv uhelbredelige lidelser er helbredelige.

Hvad forventede Bruno Groening ikke af den, der søgte hjælp! Strider det ikke mod enhver logisk tankegang at tage en sådan opfordring alvorlig? Hvordan skal lemmer der er deformerede af gigt, kunne komme i orden igen, hvordan kan lammede lemmer blive funktionsdygtige igen? Hvordan skulle det være muligt at afgive sygdomme til Bruno Groening, uden at han foretager den mindste behandling, ja uden at man bare skildrer lidelsen for ham? Er det ikke en fornærmelse for ethvert nøgternt tænken­de menneske?

Det er virkeligt en stor omvendelse, Bruno Groening forventer af mennesket, det betyder at man skubber enhver videnskabelig, forstandsorienteret tanke til side, og optager troen på noget højere. Hans lære hviler på helt andre grundsætninger end de sædvanlige nu til dags, den materia­li­sti­ske tidsånds forstandstanker. Derfor sagde han tit:

"Med forstanden kan jeg bestemt ikke forstås."

Den helbredende strøm

Bruno Groening betegnede sig selv som formidler af en åndelig kraft, der kommer direkte fra Gud og bevirker helbredelse. Denne guddommelige kraft kaldte han "Den helbredende strøm".

For at forklare den helbredende strøms væsen, betjente han sig af et billede. Han sammenlignede Gud med et elektricitetsværk, og mennesket med en elpære. Ligesom elpæren kun kan opfylde sit formål når den får strøm fra kraftværket, kan mennesket kun leve i den guddom­me­li­­ge orden, når han bliver næret af Guds kraft. Sig selv beskrev Groening som en „transformator“.  Han forvandler de uendeligt høje, guddommelige energier, så ethvert menneske kun får så meget som han kan optage. Hans evne til at optage kraften var ubegrænset. Sådan var det f.eks. muligt, at tusindvis af menne­sker ved Rosenheimer Traberhof mærkede den helbredende kraft samtidigt, og det kom til store mas­sehelbredelser.

Bruno Groening forklarede, at i urtilstanden bestod der en direkte forbindelse mellem „kraftværket“, Gud, og „modtageren“, mennesket. Menneskene levede på jorden som Guds børn, i højeste enhed med deres Far. Men idet de vendte sig bort fra Gud, faldt de ud af den guddommelige orden og blev ofre for nøden og elendigheden. Forbindelsen mellem Gud og mennesket gik i stykker. Med tiden op­stod en kløft, der stadig blev dybere, og menneskene kunne ikke mere selv bygge bro.

"Og fordi menneskene aldrig mere kunne komme tilbage på den egentlige, på den guddommelige vej, fordi broen der førte dertil var sprængt, og de var stuvet sammen i en lille bunke og bare tossede sådan rundt, har jeg bygget broen til den sande, guddommelige vej, jeg har oprettet den igen, og når I benytter denne bro, når I går over den, kommer I til vejen, til den guddommelige vej, hvor I selv har forbindelsen til det store, det eneste guddommelige værk, hvor I får den sande, den ægte, den rig­tige, den guddommelige livsstrøm, for så at kunne leve jeres fortsatte liv godt, og frem for alt sundt."

"Og den, der går over denne bro, og går videre ad den sande, guddommelige vej, han får en helt anden følelse, han er forbavset over alt det, der findes der, og som han indtil nu ikke har kunnet erkende. Først dér opnår I den virkelige tilslutningen til det store, guddommelige værk."

Den, der følger Bruno Groenings lære og åbner sig for den guddommelige kraft, vil mærke den helbre­den­de strøm på sin egen krop. En helt ny livsfornemmelse vil trænge ind i ham: Smerter, sorger og nød vil vige, sundhed, harmoni og glæde finder plads i ham. Han begynder at opleve, at Gud ikke troner som en ubarmhjertig dommer oppe over stjernerne, men er som en kærlig far hos menne­ske­ne, og vil hjælpe dem. Kløften er overskredet. Mennesket oplever igen urtilstanden.

At stille ind

Men hvordan kan mennesket optage den helbredende strøm i sig, hvordan åbne sig for den gud­dom­­melige kraft? Bruno Groening anbefalede følgende siddestilling til den, der søgte hjælp: Arme og ben ukrydsede, og håndfladerne vendt åbne opad liggende på overlåret. Udover denne ydre stilling, er det vigtigt at udelukke alle forstyrrende tanker, og koncentrere sig helt om hvad der sker i kroppen. En åben, tillidsfuld åndsindstilling er en grundforudsætning. På denne måde kan mennesket åbne sig for indstrømningen af den helbredende kraft. Bruno Groening sagde:

"Gud giver os alt godt, vi må blot selv optage alt det, Han sender os. Altså – gør det!"

Hvorfor kropsholdningen er så vigtig, forklarede han i det følgende:

"Den der endnu har en frit bevægelig krop, forkramper den tit og ofte, det er også magten, vanens magt. Benene over kors, lagt over hinanden; selvfølgelig kan man slænge sig en gang imellem, dvs. slænge kroppen, men ikke  når man vil modtage det gode, det guddommelige. Da skal man være fri, med åbne hænder, med tomme hænder skal man sidde der – eller stå!"

Kurt Trampler skrev i sin bog "Die grosse Umkehr" [Den store omvendelse]:

"Udover den indre forberedelse er det også vigtigt [...] med en tilsyneladende lille, men dog meget væsentlig, ydre ting. Man skal sidde med fri ryg, og hverken lægge begge ben eller begge hænder ved siden af hinanden. At hænderne berører hinanden, bevirker efter Groenings opfattelse en kort­slutning af livsstrømmen i overkroppen. Når benene berører hinanden, eller oven i købet lægges over hinanden, sker det samme i underkroppen. Den der gør sådanne fejl af vane, kunne endog på læn­ge­re sigt tiltrække sig ret ubehagelige sygdomme."

Den bevidste optagelse af kraften kaldte Bruno Groening "at stille ind". Mennesket "stiller" sig „ind“ på modtagelsen af den helbredende strøm. Hvor og hvordan det sker, er ikke afgørende. Det vigtigste er at man har ro, har slået alle forstyrrende tanker fra, og nøje lægger mærke til hvad der foregår i kroppen. Bruno Groening spurgte hele tiden sine tilhørere, hvad de mærkede.

"I behøver kun at stille ind på det for her at kunne modtage den sande, guddommelige sending, eller rettere sagt, at opnå det. Hvordan I opnår at få denne sending, det opdager I. Men hele tiden, igen og igen må jeg sige, at først når I skænker jeres krop virkelig opmærksomhed, så I lægger mærke til hvad der sker i den, i mindre grad omkring den, kun i den, i jeres egen krop."

Ethvert menneske kan mærke den helbredende strøm i sin egen krop. En bliver opmærksom på en kriblen, en anden på kulde- eller hedebølger. En tredje må bevæge arme eller ben, en fjerde må ryste sig. Sådan kalder den helbredende strøm de forskelligste reaktioner frem hos det enkelte men­ne­ske.

Reguleringer

Mange mennesker får smerter ved optagelse af den helbredende strøm. Dette fænomen betegnede Bru­no Groening som "regulering". Det er et tegn på den begyndende omstilling i kroppen. Regu­le­rings­smerterne er ikke det samme som sygdomssmerter. De bevirkes at den helbredende støm, og er udtryk for en renselse af de syge organer. Kurt Trampler skriver herom:

"Reguleringssmerten forvirrer også tit den, der søger hjælp. Reguleringssmerten skal være der”. Når regule­rings­smerten sætter ind, bliver enkelte mennesker ofte bange for at der er sket et tilbagefald. De bli­ver bange og siger: Det er blevet værre, lad os gå til lægen. Groening siger:

"Derfor gør jeg jer opmærksom på, at når reguleringssmerten kommer, må man udholde den. Der sker ikke noget slemt, men kun at mennesket bliver sundt."

Reguleringernes form kan være fuldstændig forskellig. Smerterne kan ligne dem fra sygdommen, un­der­­tiden endog være stærkere. Men de kan også ytre sig helt anderledes. Det er forskelligt fra gang til gang, da hvert menneskes krop reagerer individuelt på den helbredende strøm.

Mennesket kan ikke spares for reguleringssmerten. Den er en del af en renselsesproces, hvor syg­dom­­mens snavs bliver fjernet fra kroppen ad åndelig vej.

Bruno Groening forklarede fænomenet reguleringer med eksemplet med en snavset mælkekande. Han spurgte hvad man skulle gøre, når den sure, stinkende mælk i kanden skal udskiftes med frisk. Svaret ligger lige for: Først må den dårlige mælk hældes ud, så skal kanden gøres ren. Helt lige så- dan – i overført betydning –  er det hos menneskene. Tager man kroppen som kanden, sygdommen som den dårlige, og sundheden som den gode mælk, så må mennesket først i tankerne skille sig fra sygdommen – hælde den dårlige mælk ud.  Derefter bliver kroppen renset for „snavset“, sygdommen – det er reguleringer. Man kan først fylde frisk mælk i, når kanden er gjort ren  – sundheden drager ind i mennesket.

I et andet billede sammenlignede han mennesket med en skål frugt:

"Tag en skål, der er fuld, ligemeget med hvad, for min skyld gerne med frugt, der står i dagevis, dvs. har stået, og ingen har bekymret sig om den, og ingen har vidst hvordan man behandler den, og den  er blevet dårlig. I kan ikke længere nyde denne frugt. Og hvis nogen nu kommer og vil give jer ny, sund frugt, så ville det være en stor dumhed at lægge den gode, nye, sunde frugt ned til den dårlige, for så ville den gode frugt overgå til samme tilstand, som den dårlige allerede er i. Hvis I vil have den sunde frugt, så må I jo først fjerne den dårlige, den usunde, den der ikke længere kan nydes, men ikke kun det. Frugtskålen skal også gøres ren, før den sunde lægges i. Sammenlign skålen med je­res krop, og frugten med jeres syge organer, og det sunde er det som I håber på, men det er umuligt, hvis I ikke kan kaste det dårlige væk, dvs. i dette tilfælde, hvis I beskæftiger jer med jeres sygdom."

Den fri vilje

Når der optræder smerter, er det ikke altid nemt at tro på reguleringer. Mange mennesker bliver usikre: "Er det reguleringssmerter eller sygdomssymtomer?" Så begynder en indre kamp, en kamp om troen. Her besluttes det om mennesket beholder helbredelsen, eller hvor længe helbredel­ses­pro­ces­sen skal vare. Det kommer an på hvad man tror mest på, sygdomstankerne eller tankerne om helbredelsen. Tror man stadig på sygdommen, vil man også beholde den, men hvis man kæmper sig igennem til troen på sundheden, så vil helbredelsesprocessen fuldbyrdes. Mennesket bestemmer selv.

Det er et vigtigt punkt i Bruno Groenings lære. Hele tiden fremhævede han, at mennesket har en urør­lig, fri vilje, den største gave Gud kan give et levende væsen. Han løfter mennesket op fra et dømt væ­sens niveau til de frie børns, som ikke er tvunget til at holde faderens bud, men gør det frivilligt. Dog gør Han det også muligt for ham at gå imod Guds love.

Bruno Groening respekterede i højeste grad menneskets frie vilje. Derfor kan han kun hjælpe den, der lader sig hjælpe, der er klar til at skille sig fra sygdommen. Han må kun tage den fra det menneske, som giver ham den af egen, fri vilje. Den der sidder på sin sygdom, hele tiden tænker på den og taler om den, vil vente forgæves på en helbredelse. Sådan sagde Bruno Groening:

"Jeg har lov til at hjælpe et menneske med at finde vejen til det gode, men jeg må hverken tage beslutningen fra ham eller tvinge ham til det gode. Der må enhver selv finde sin vej."

Godt og ondt

Når mennesket gennem den frie vilje har mulighed for beslutningen, kommer spørgsmålet: Hvad er alter­nativerne, som han har at vælge imellem? Bruno Groening siger:

"Tag ikke fejl, venner, og glem ikke at mennesket lever mellem godt og ondt. Der imellem lever han, der det gode, der det onde, derimellem er mennesket, han bestemmer."

Mennesket har valget. Han kan gøre godt eller ondt. Er en af hans nærmeste i nød, kan han hjælpe ham, gå ligegyldigt forbi ham, eller oven i købet udnytte den andens nød. Han kan gøre hvad han vil.

Mennesket står i sit liv hele tiden – bevidst eller ubevidst – foran vejforgreninger, hvor han må be­slut­te sig for den gode eller den dårlige vej. For det meste er det dagligdags begivenheder, der bestem­mer skæbnens forløb. 

Hvordan er det f.eks., når man bryder med en ven i raseri over et ærligt ord, opsiger en stilling i vrede over chefen, eller afviser et engangstilbud af krænket stolthed? Hvor tit er det ikke spontane beslut­nin­ger, som man beklager, men ikke mere kan trække tilbage. Et kort øjeblik kan bestemme hele livets senere forløb til det gode eller til det onde.

Men hvordan kommer det dertil? Hvad står der bag begreberne "godt" og "ondt"? Er hele livet ikke et produkt at blinde tilfælde, som mennesket er hjælpeløst udleveret til?

Det gode – sådan forklarede Bruno Groening – kommer fra Gud, det onde fra hans modpart, fra Sa­tan! Han findes virkelig, og han har sat sig det mål at udslette alt det gode. Bruno Groening siger:

"Hvem gør det, hvem lader intet uforsøgt for at ødelægge det gode, det guddommelige? Hvor kom­mer sygdommen fra, den sygdom der breder sig her på denne jord? Tag hvad I vil, en eller anden frugt eller et eller andet levende væsen, Satan forsøger gang på gang at ødelægge alt. Det er også lykke­des ham at pine mennesket."

"Den Satan, der eksisterer på denne jord, har ikke ladet noget uforsøgt for at ødelægge det gode og det guddommelige."

"Hvor Gud er, er kærligheden. Hvor Satan er, er krig."

I det åndelige står disse poler overfor hinanden: Gud som livet selv, og Satan, der vil udslette det. Hærskarer af åndelige væsener står dem begge bi, og kampen bliver ført med fuld kraft.

Begge sider råder over enorme energier. Deres væsen beskrev Bruno Groening med enkle ord:

"Det guddommelige er opbyggende, og det onde, djævelske, sataniske er nedbrydende."

Begge sider kan mennesket optage og lade virke, såvel i kroppen som i sjælen. Den ene virker styr­ken­­de og opbyggende, den anden svækkende og nedbrydende. Den positive kraft gemmer sund­he­den i sig, den negative sygdommen.

Bruno Groening sagde, at sygdommen kommer fra det onde, og ikke – som det mange gange påstås – er en straf fra Gud. Sådanne tanker betegnede han som løgne, og han afviste dem bestemt. Gud straffer ikke! Sygdommen er følgen af forkerte tanker og handlinger. Når årsagen er fjernet, vil også virk­ningen forgå, og det er Guds vilje.

"Det er ikke som mennesket tror, at sygdommen skulle være en straf fra Gud. Man kan sammenligne med når et barn forlader forældrenes hus. Så kan forældrene ikke mere holde hånden over det, de kan ikke længere beskytte barnet. Sådan har vi også forladt vores Far. Vi må ikke glemme, at vi ene og alene er Guds børn. Kun Han kan hjælpe os! Og Han vil hjælpe os, når vi igen har fundet vejen til Ham."

Tanker er kræfter

Bruno Groening opfordrede tit sine tilhørere til at afprøve tankerne, og kun optage de gode. Gud og Satan er ikke kun kraft-, men også tankekilder. De sender uophørligt tanker ud: Gud gode, Satan dårlige. Mennesket kan – ifølge Bruno Groening – ikke selv skabe tanker, men besidder kun evnen til at optage dem.

"Det er så vigtigt hvilke tanker mennesket optager, for tanker er kræfter. Vil mennesket godt, så hjæl­per Gud ham, vil han ondt, så hjælper Satan ham."

Mennesket er ikke viljeløst udleveret til alt, hvad der kommer i hans tanker. Han beslutter selv hvilke tanker han finder sig i, og hvilke ikke. Udvælgelsen skulle han dog træffe samvittighedsfuldt, ikke overfladisk. Bag enhver tanke står en kraft, en positiv tanke bygger op, en negativ tanke nedbryder; en glædelig meddelelse giver vinger, en sørgelig gør mismodig. Tanker er åndelige kræfter. De bæ­rer en magt i sig, som det nutidige menneske næppe aner noget om. En tanke der er udsprunget af kærlighed, kan få et menneske til at give sit liv for en anden. En der er udsprunget af had, kan der­imod drive ham til at dræbe en anden.

"Vogt jer for enhver ond tanke!"

"Allerede i dag skulle I kunne være bevidst om, at hvis I blot  optager én eneste ond tanke i jer, har I oplevet, at yderligere onde tanker er trængt ind i jer, og at I herefter også har talt onde ord. Altså, alt hvad I optager i jer, må I give fra jer igen."

"Bare ved at optage én ond tanke bliver I til tjener af det onde, I bliver så virkelig til Satans tjener! Lad det være sagt til jer!"

Men hvad kan et menneske stille op mod depressive, tvivlende, angst- eller tvangstanker, hvordan sætte sig til modværge? De dukker pludselig op som ud af den blå luft, stormer ind på én og vil gribe ens sind. Hvad skal man gøre?

Satan vil føre mennesket på vildspor med negative tanker – lige meget hvilken slags – vil bringe ham væk fra den guddommelige vej. Han vil have at mennesket ængstes, ærger sig, tvivler på det gode og forbryder sig mod Guds bud. For at opnå dette, foregøgler han ham at mennesket er en kastebold for ugode tanker og følelser, er hjælpeløst overladt til dem. Det er løgn og bedrag.

Gud har skabt mennesket sådan, at han selv kan bestemme over sine tanker, sin tale og handle­må­de. Optræder en ugod tanke for hans indre øje, så kan han roligt, men bestemt afvise den. Når han forbliver standhaftig, må det onde vige og kan ikke vinde magt over ham. Mennesket bestemmer med sin frie vilje selv over sin skæbne.

"Mennesket handler i overensstemmelse med sin vilje. Som viljen, således tanken. Tanken fører mennesket til handling."

Ved et enkelt eksempel viste Bruno Groening, hvor stor betydning tankerne har. Ved bygningen af et hus, er den første impuls viljen eller ønsket om at bygge et hus. Så bliver tanken mere konkret, indtil en nøjagtig plan er udfærdiget. Indtil da eksisterer bygningsværket kun i den fremtidige husherres fan­­ta­si. Den egentlige bygning af huset er det sidste skridt på en lang vej med talrige overvejelser og forberedelser.

Ligesådan er det med helbredelsen. Først må viljen til sundhed være tilstede, så må en tankemæssig ad­skil­lelse fra sygdommen være udført, og troen på helbredelsen være optaget. Først det sidste skridt sætter gang i helbredelsen af kroppen. Den er ganske vist ikke menneskets værk, men en nå­deshandling fra Gud. Mennesket kan aldrig fortjene den, men opnå den. 

Mennesket er ånd

Bruno Groening forklarede sine tilhørere om menneskets sande væsen:

"Hvem er De?" spurgte han. Ingen af hans tilhørere havde et svar, udover det at nævne sit navn. Det gjalt bare ikke for  Bruno Groening. "Er De Deres krop?" forskede han videre. På dette spørgsmål stam­mede vi venner et ja, da vi ikke vidste bedre. Derpå kom hans katagoriske nej, og han fortsatte: "Hvem er De virkelig?" På vores tavshed forklarede han os, at vi altid havde været ånd, ikke krop. Vo­res krop havde vi kun fået til låns af Gud til dette jordeliv. Vi fik den ved fødslen, og gav den til jorden når vi gik hjem. Vores sjæle er her forbindelsen mellem ånden og kroppen, og tager de gode og onde erfaringer med herfra til det hinsides. Sjælen er den der bærer den guddommelige gnist, der i det øjeblik hvor mennesket åbner sig for troen, muliggør forbindelsen til Gud. Hvis sjælen lukker af i tvivl, bliver forbindelsen til Gud brudt.

Kroppen er altså ikke det væsentlige ved mennesket, men kun det jordiske hylster for ånd og sjæl. Således er alt ikke forbi med kroppens død, som mange mennesker tror i dag, men livet går videre. Det er ikke bundet til kroppen.

Mennesket er ånd, hans krop er en gave, som Gud stiller til rådighed for ham som værktøj i et jordeliv. Menneskets egentlige bestemmelse er at udnytte kroppen til det gode, og med dens hjælp at omsætte gode tanker til handling. Gennem den frie vilje har mennesket  imidlertid også mulighed for at misbruge den til det onde, til at stjæle, at slå ihjel, at ødelægge. Ved et menneskes handlinger kan man aflæse hvem han står i forbindelse med, i hvis tjeneste han er, i Guds tjeneste eller i Satans. Det siger ikke, om mennesket som sådan er godt eller dårligt, men:

"Mennesket er og bliver guddommeligt, aldrig er han djævelsk, aldrig er han satanisk, aldrig er men­ne­sket ondt, men når han forlader Gud, når han forsømmer sig selv, kan han kun blive befængt med det onde. Det onde tager fat i ham, og han må så tjene den onde. Det er ikke mennesket der gør det onde, men den onde. Fra den onde har vi intet godt at forvente! Men ligeså, fra Gud intet ondt!"

"Hvis han [mennesket] er for svagt, forfalder han til den onde, så falder han ned, og så kan han ikke gå den vej der fører opad, dertil mangler der kraft, han falder ned og falder i armene på den onde, og er da prisgivet den onde. Hvis så ikke en frelsende, en hjælpende hånd kommer og trækker ham ud derfra, er han fortabt for en lang tid. Han må da tjene den onde."

Det er ethvert menneskes pligt at holde sin krop i orden. Men hver negativ tanke, hvert ondt ord og hver vred handling virker skadelig på kroppen, dvs. når ånden ikke er forbundet med Gud, men hen­gi­ver sig til den negative kraft, kan det føre til sygdom i kroppen.

Men når sjælen så igen åbner sig for indstrømningen af den guddommelige kraft og forbinder sig med ånden, bliver kroppens helbredelse følgen. Derfor er den åndelige holdning så afgørende. En helbredelse kan aldrig loves. Det er altid op til mennesket selv, om han åbner sig for det gode og tager Bruno Groenings lære til sig. En behandling af kroppen kan kun bekæmpe symptomet, men ikke fjerne årsagen. Det kan kun mennesket selv, idet han fuldender "den store omvendelse".

Gud er den største læge

Virkelig helbrede kan kun Gud, intet menneske. Gud er den største læge. For Ham findes intet uhel­bre­delig, intet umuligt. Gang på gang sagde Bruno Groening:

"Hav tro og tillid, den guddommelige kraft hjælper og helbreder!"

Det eneste, han forventer af den der søger hjælp, er at man er klar til at vise ham tillid og at optage troen på Gud, Hans helbredende kraft og ens egen helbredelse. Når et menneske opfylder disse for­ud­sætninger, kan Bruno Groening hjælpe. Selv når den enkeltes tro er for svag, tilbyder han sin hjælp:

"Hvis I i dag endnu ikke kan tro, så vil jeg gøre det for jer, indtil I virkelig tror. Og hvis I i dag endnu ikke beder, endnu ikke kan bede, så vil jeg også gøre det for jer."

Sådan kan ethvert menneske få del i Guds hjælp gennem Bruno Groening. Ingen er udlukket. Alle skal blive hjulpet. Alle skal erfare helbredelsen. Mennesket skal opleve at Gud ikke er en straffende dom­mer, men en kærlig Far. Alle mennesker er Hans børn, og Han er en ven og frelser.

Gennem Bruno Groening kan mennesket igen opleve Guds undere. Lamme går, blinde ser, og livs­trætte glæder sig over livet. Gud er  den største læge og hjælper for alle mennesker. For Ham er intet umuligt. Bruno Groening sagde:

"Der findes meget der ikke kan forklares, men intet der ikke kan ske."