Beretning om en læges erfaringerMatthias Kamp"Jeg tror, at ikke-materielle helbredelser ved hjælp af åndelige metoder har en fremtid med uanede muligheder for sig. Og jeg tror, at det efterhånden vil brede sig langt ud over det område, som vi i dag med rette eller urette betegner som "funktionelt", og også vil omfatte alt organisk. Jeg ser en ny tids morgenrøde lyse foran mig, hvor man vil betragte visse kirurgiske indgreb, f.eks. indre svulster, som rene og skære lapperier, fuld af forfærdelse over, at der overhovedet engang var en så begrænset viden om helbredelsesmetoder. Så vil der næppe være plads til de traditionelle lægemidler. Det ligger mig fjernt på nogen måde at nedvurdere den moderne medicin og kirurgi, tværtimod nærer jeg stor beundring for begge dele. Men jeg har fået lov til at få indblik i de umådelig store energier, som personligheden selv rummer, og i energier, der kommer fra udenforliggende kilder, som under visse betingelser gennemstrømmer personligheden, og som jeg ikke kan betegne som andet end guddommelige. Kræfter, som ikke alene kan helbrede funktionelle men også organisk betingede forstyrrelser, der viser sig at være rene ledsagesymptomer for sjæleligt-åndelige forstyrrelser." (Prof. dr.med. Carl Gustav Jung (1875-1961) IndledningMed et vist mål af held kan man under forelæsningerne i faget "medicinens historie" høre noget om "Vis Vitalis", "livskraften", som for nutidens medicin er blevet til et levn fra det forgangne århundrede, i det mindste i den tankegang der prægede det 19. århundredes romantiske medicin. Tilstedeværelsen af denne livskraft, som er beskrevet i overleveringerne fra alle forgangne tiders højtudviklede kulturer og i bøgerne om verdensreligionerne, indgår ikke i kommende lægers undervisningspensum. Nutidens læge, hvis opgave det vil være at redde og beskytte liv, som det beskrives med smukke ord i Hippokrates' lægeløfte, har ikke længere tilgang til livskraften og kender ikke længere dens love. "Ægte videnskab og ægte religion er det samme", sagde en stor tænker engang, men de fleste moderne læger har mistet hele den religiøse indfaldsvinkel. Lægen mener, at hans opgave er at helbrede kroppen, medens helbredelsen af sjælen overlades til præsterne. Men mennesket kan ikke deles op i sjæl og krop. Disse to elementer er vævet tæt ind i hinanden. Det fremgår stadig tydeligere af psykosomatikken og de erkendelser, som er opnået som et resultat af en af medicinens nye underdiscipliner, nemlig psykoneuroimmunologien, at menneskets psykisk-åndelige indstilling har stor betydning for kroppens sundhedstilstand. Alligevel lader mange læger hånt om disse grundlæggende sammenhænge, slår deres patienter ihjel med diagnoser og negative profetier om sygdomsforløb og har et begrænset billede af mennesket som en kropsmaskine, der til en vis grad kan repareres. Følgerne af denne udvikling hen imod en gudeløs, materialistisk medicin, hvis udøvere kun sjældent har tilgang til det højere i mennesket, til den kraft, hvorigennem den egentlige helbredelse opstår, er katastrofal. Til trods for konstant voksende udgifter til sundhedsvæsenet, der for eksempel i 1992 i Forbundsrepublikken Tyskland har overskredet 300 milliarder-grænsen, taler sygekassernes statistikker et nøgternt sprog. De senere års vækst i sygdomstilfælde på alle områder dokumenterer tydeligt, at årtiers udvikling er endt i en blindgyde, og at den har fjernet sig langt fra livet og dets love. På baggrund af denne udvikling er den voksende interesse i befolkningen for utraditionelle helbredelsesmetoder kun alt for forståelig. Men på grund af den etablerede medicins manglende fleksibilitet og evne til fordomsfrit at åbne sig for de værdifulde veje til helbredelse, der går ud over skolemedicinens grænser, opstår der en gråzone i randområdet af det, som er videnskabeligt anerkendt, hvor mange svindlere eller såkaldte helbredende sekter med dunkle motiver kan drive deres uvæsen. Enhver, der i årevis har været plaget af smerter eller som af lægerne er blevet stemplet som uhelbredelig, mister sin kritiske sans og sætter hurtigt sin lid til de første og bedste omend nok så mystiske tilbud om helbredelse. Medierne beskriver det ofte som noget generelt, at de bedragne drives ud i psykisk og materiel ruin, og således bliver hele healerstanden bragt i miskredit på grund af de sorte fårs uheldige adfærd. Mange detaljerede presseartikler om afskrækkende eksempler, som enkeltpersoner har oplevet, medvirker desuden også til at nedgøre fænomenerne omkring åndelige helbredelser og betegne dem som middelalderlig overtro hos fantaster, der har mistet deres realitetssans. På den anden side bliver såkaldte mirakuløse helbredelser omtalt i pressen på en useriøs og iøjnefaldende måde uden nogen form for nøgtern distance. Ingen af de beskrevne strategier er imidlertid i de syges interesse. Kun en fordomsfri, nøgtern efterprøvning ved hjælp af anerkendte medicinske diagnostika kan vurdere, om der i realiteten er sket en åndelig helbredelse. Men hvad er egentlig åndelig helbredelse? Hvor ligger chancerne og også grænserne for denne vej til helbredelse? Hvordan kan man skelne mellem ægte og falsk? Kan helbredelser kontrolleres af lægerne? Kan man i forbindelse med helbredelserne iagttage en hidtil ukendt krafts lovmæssigheder, eller er helbredelserne tilfældige? Personlige indtrykAllerede under mit studium fik jeg gennem min interesse for åndelige spørgsmål, og drevet af en akut personlig krise, kendskab til åndelige strømninger fra Øst og Vest. Blandt andet stødte jeg også på Bruno Groening-Vennekredsen. Bruno Groening (1906-59) blev i 1950erne kendt i Tyskland på grund af store helbredelser. Han var den, der i den unge Forbundsrepublik som den første var årsag til , at der skete et omsving og en fornyelse inden for sundhedsvæsenet, på grund af de åndelige helbredelser, der skete omkring ham, og han skabte gennem sit virke grundlaget for, at flere og flere mennesker den dag i dag stadig har adgang til åndelig helbredelse. Navnet Groening var mig imidlertid ikke bekendt på daværende tidspunkt, men min interesse for denne gruppe fik mig til at deltage i et vennekredsmøde (= en sammenkomst). Den "guddommelige kraft" eller "helbredende strøm", som Groening benævnte den åndelige helbredende kraft, kunne jeg imidlertid ikke registrere emotionelt. Den forblev grå teori. Men jeg lod mig ikke afskrække af, at jeg tilsyneladende ikke var sensitiv nok til at føle denne kraft, og jeg begyndte, som Bruno Groening havde sagt det, regelmæssigt at "indstille" mig på kraften, d.v.s. at åbne mig. Ud over en subjektiv afslapning mærkede jeg i de første uger ikke noget. Så bemærkede jeg mere og mere en behagelig kriblen og pulseren, som jeg først kun kunne mærke i hænder og fødder, men senere også i hele kroppen. Groenings beskrivelse "helbredende strøm" passede meget godt på fornemmelserne i kroppen. Det var faktisk meget nærliggende at sammenligne med en fin elektrisk strøm på hånden, helt bortset fra, at fornemmelsen var meget behagelig. Naturligvis kunne det på baggrund af dette stadig ikke med sikkerhed konkluderes, at følelsen af kriblen og af varme- og kuldefornemmelser var virkningen af en højere kraft. Disse følelser støder man jo også på i autogen træning og bl.a. i afspændingsteknikker og sågar ved psyko-vegetative forstyrrelser. Enhver erfaren fagkollega vil straks tænke i disse baner og vide at beskrive helbredelser, der skildres i forbindelse med en sådan oplevelse, som ren og skær fjernelse af somatiserede (d.v.s. kropslige), psykiske og hysteriske forstyrrelser hos enkelte personer. Hvor glædelig sådanne fænomener end er for de pågældende, så forekommer de også i erfarne psykoterapeuters praksis og hos læger, der har stor menneskelig indfølingsevne. Helbredelser, som jeg oplevede i Bruno Groening-Vennekredsen kort tid efter, gjorde imidlertid så stor indtryk på mig, at jeg som læge blev overbevist om, at der faktisk måtte være tale om indvirkning fra en særlig kraft, som jeg ikke kendte endnu, for at noget sådant kunne lade sig gøre. Bruno Groening - et usædvanligt menneskeNår åndelig helbredelse selv her i 1990erne bliver mødt med så stor mistro og mangel på forståelse, så kan man nemt forestille sig, hvor store vanskeligheder Bruno Groening (1906-1959) havde at kæmpe imod. Han blev født i Danzig i 1906, og allerede mens han var barn, udgik der en særlig kraft fra ham, som gav sig udtryk i, at der skete mange helbredelser omkring ham. Disse særlige evner hos den unge tømrer holdt sig op i voksenalderen. Arbejdskolleger undrede sig over hans uselviskhed og særlige evner, og der skete hele tiden helbredelser omkring ham. Da man ville sende ham i krig, kostede det ham næsten livet, fordi han over for en krigsret erklærede, at han ikke ville slå nogen ihjel. Som krigsfange er hans navn stadig kendt i Rusland, hvor han huskes som en tysker ved navn Bruno, der kunne udvirke forbløffende helbredelser blandt krigsfangerne og de russiske fangevogtere. I 1949 kom han til Herford i Westfalen. En ingeniør ved navn Hülsmann i Herford havde indbudt ham til at bo hos sig, fordi hans søn, Dieter, var sengeliggende på grund af en alvorlig muskeldystrofi (en arvelig sygdom, som bevirker, at muskelvævet til stadighed går til grunde). Groening ankom, og Dieter kunne pludselig gå igen. Faderen, der var dybt bevæget over det, der var sket, offentliggjorde helbredelsen, og kort tid efter stod der op til 5.000 mennesker foran huset på Wilhelmsplatz 7 og bad om helbredelse. Noget lignende gentog sig i august 1949 i Rosenheim ved München, men her var der imidlertid tale om en menneskemængde på omkring 30.000. Der skete mange helbredelser. Blinde så igen, lammede forlod deres rullestole, etc.. Der følger nu nogle eksempler, som blev registreret af læger, der befandt sig i flokken af helsesøgende:1
Alligevel udstedte de lokale sundhedsmyndigheder til stadighed forbud mod disse helbredelser, da Bruno Groening ikke havde nogen officiel tilladelse til at helbrede. Dette forbud mod at bruge sine helbredende kræfter forfulgte ham resten af hans liv. Ved en videnskabelig undersøgelse af Groenings virke på universitetsklinikken i Heidelberg under den kendte neurolog prof. Weizsäckers auspicier kunne helbredelserne bekræftes. Medicinsk uhelbredelige sygdomme forsvandt for øjnene af videnskabsmænd, uden at der kunne findes nogen forklaring på det. Det kom imidlertid ikke til noget samarbejde. Bruno Groening søgte til stadighed veje til at hjælpe mennesker på trods af alle de ydre modstande, som for det meste var opstået på grund af misundelse og uforstand. Til sidst blev der i midten af 1950erne grundlagt vennekredse, hvor helsesøgende mødtes på forskellige steder og indbød Groening som foredragsholder. Alligevel fik han ikke fred. Med alle midler ville man sætte ham ud af spillet, og der blev ført retssager mod ham på grund af uautoriserede helbredelse og gjort alt for at forhindre hans virke. Der blev aldrig afsagt dom. Den 26. januar 1959 døde Groening i Paris efter årelang kamp for at få anerkendt åndelig helbredelse. Bruno Groening-VennekredsenFru Grete Häusler (1922 - 2007) oplevede i 1950 under et foredrag af Bruno Groening i München en spontanhelbredelse af tilbagevendende anfald af for lavt blodsukker, en alvorlig leverskade efter gulsot og kronisk pandehulebetændelse. Derefter iagttog hun helbredelser hos mennesker, som hun kun havde fortalt om Bruno Groening og om de helbredelser, hun havde oplevet. Også efter Groenings død kunne hun stadig mærke den helbredende strøm. Da en rengøringsdame, der var blevet blind på det venstre øje efter en blodprop, pludselig blev rask igen gennem optagelse af denne kraft, blev det klart for hende, at der stadig skete helbredelser. Hun så det som sin pligt at videregive denne viden om optagelsen af den helbredende kraft og opbyggede i de følgende år på verdensplan i hundredevis af vennekredse i Bruno Groenings ånd. Bruno Groening-Vennekredsen, som hun skabte, er i mellemtiden vokset til en verdens største sammenslutninger for åndelig helbredelse. I næsten alle Europas lande, i mange SNG-stater så langt væk som Sibirien, samt i USA, Afrika, Australien, Kina og Japan, overalt findes der vennekredse. Efter Bruno Groenings forbillede bæres hele arbejdet udelukkende af pengegaver, alle hjælpere arbejder frivilligt og uden betaling af taknemmelighed for hjælp og helbredelser, de har modtaget. På forbilledlig vis respekteres menneskets frihed, for der findes hverken foreningsmæssige eller juridiske, konfessionelle eller religiøse forpligtelser. Der er ikke brug for nogen healer, der sker ingen behandling, den helsesøgende kan gratis af sig selv gennem den bevidste optagelse af kraften efter Bruno Groenings lære blive rask. Og optagelsen af den helbredende kraft kolliderer på ingen måde med sideløbende lægebehandling. Åndelig helbredelse - kan bevises ved hjælp af instrumentmålinger og -undersøgelserDen første succesberetning, som jeg blev konfronteret med, husker jeg tydeligt den dag i dag. Hans R. (70) havde i årevis lidt af smerter i hjertet, som strålede ud i venstre side og undertiden også ud i armen, og som navnlig optrådte ved fysisk belastning. Han gik altid med en lille flaske af hjertemedicinen "Nitrolingual" på sig, som han brugte flere gange om dagen, når han fik smerter, og som fik dem til at forsvinde; derudover måtte han yderligere tage anden hjertemedicin. Lægerne konstaterede en koronar hjertesygdom, som tydeligt kunne påvises i en belastnings-EKG. I den undersøgende læges patientjournal hedder det: "Sammenfattende kan de problemer, som patienten klager over, sikkert tilskrives en belastningskoronarinsufficiens (dvs. kredsløbsforstyrrelser i hjertets blodkar (forfatterens anm.) ved koronar hjertesygdom. De elektrokardiografiske forandringer (dvs. forandringerne i EKG'et - forfatterens anm.) er typiske."2 Hans R. fremsatte i sin succesberetning følgende kommentarer: "Smerterne opstod især ved belastning og ophidselse. Smerten strålede, når den var stærkest, ud i den venstre arm. I de seneste år, før jeg kom i berøring med Bruno Groenings lære, kunne jeg ikke en gang gå en halv etage op uden at holde pause, og jeg måtte blive stående, fordi jeg fik åndenød og ondt i hjertet." 3 Desuden havde han i 25 år været plaget af hovedpine, som lægerne mente skyldtes slitage på halshvirvlerne. Når smerterne blev særligt stærke, tog han ofte op til ti tabletter af det smertestillende middel "Prontopyrin", hvilket imidlertid kun gav lindring i kort tid. En pandehulebetændelse, som i årtier var kommet igen og igen, og som havde nødvendiggjort en skylning hvert andet år, gjorde sit til at forværre hovedpinen. I begyndelsen af 1970erne opstod der rygsmerter (lægens diagnose: kronisk lumbalgi). Hans R. skrev i sin succesberetning: "Smerterne kom fra lændeområdet og trak ofte ned i det højre ben. Jeg havde hele tiden en ubehagelig smerte i ryggen. Smerterne blev kraftigere, når jeg bevægede mig, især når jeg bukkede mig, bar noget tungt, eller hvis jeg havde gået langt. Når jeg fik stærke smerter, måtte jeg holde op med at bevæge mig og lægge begge hænder på korsbenet, indtil smerterne efter nogen tid klingede ud. Jeg tog mange smertestillende midler, blandt andet så stærke medikamenter som "Felden 20" eller "Butazolidin". Medikamenterne, sammen med fango, massage og lysbehandlinger gav lindring, men efter kort tids forløb kom de tilbage med fuld styrke igen. Lægerne konstaterede slitage på lændehvirvlerne og rygsøjlen. På grund af mine belastninger blev jeg erklæret for uarbejdsdygtig, halvandet år før jeg skulle gå på pension. Helbredelse kom overhovedet ikke på tale. Min ortopæd havde allerede flere år tidligere sagt til mig, at "det må De leve med". 4 Desuden havde Hans. R. siden 1942 som følge af en krigsskade med kvæstelse af brystet og deraf følgende lungeperforation lidt af smerter i lungen. Det kan ikke undre, at Hans R. med de ovenfor omtalte sygdomme udviklede en kronisk maveslimhindebetændelse, som over en tiårig periode optrådte en gang om året i form af udprægede mavesmerter, der bevirkede, at han måtte holde diæt. Også de søvnforstyrrelser, som han havde lidt under siden 1946, og som bevirkede, at han ofte vågnede op om natten og først kunne falde i søvn igen efter flere timer, er forståelige på denne baggrund. I en almindelig lægepraksis møder man ofte patienter i denne alder med en tilsvarende række af de forskelligste uhelbredelige lidelser. Der er for det meste tale om kroniske degenerative sygdomme, som patienten sædvanligvis må se at lære at leve med. Så meget mere forbløffet blev jeg imidlertid, da jeg erfarede, at Hans R efter at være blevet indført i Bruno Groenings lære, altså efter at
have optaget den helbredende kraft, blev rask. Kort tid efter var han, som han selv berettede over for mig, befriet for årelange hjertesmerter,
han havde ikke længere brug for "Nitrolingual" eller andre hjertetabletter. Han kan nu - og det var i årevis utænkeligt - gå flere etager op uden
at holde pause. Han var endda på lange vandreture i Schwarzwald og Østrig uden problemer. Og han kan igen, med sin alder, danse, noget som han
ønskede af hele sit hjerte. Hvad angår helbredelsen af rygsmerterne, beretter Hans R. følgende i sin succesberetning: "Jeg har ikke længere ondt i ryggen. Jeg kan igen arbejde i haven, jeg kan bukke mig uden at få ondt, jeg har ikke længere problemer med at rejse mig fra sengen eller fra en stol. Og jeg har ikke længere brug for massage, fango, lysbehandling og smertestillende indsprøjtninger."5 Smerterne i lungen er forsvundet, der er ikke længere problemer med maven. Han kan spise alt, og skal nu, som han skriver, være meget mere opmærksom på, at han ikke bliver for tyk. Da alle smerterne og bekymringerne er forsvundet, kan han, som han sagde til mig, igen "sove som en sten". For mig som kommende læge, der lige netop havde bestået 1. del af lægeeksamen, var denne helbredelse helt ubegribelig. Her var der tale om noget, der fra medicinsk side var en klar umulighed. Jeg bestræbte mig på at efterforske sagen, indhentede lægejournaler og foranledigede en lægelig efterundersøgelse. Et nyt belastnings-EKG bekræftede Hans R.'s personlig iagttagelse, for så vidt angik den genvundne belastningskraft. Ved en belastning med 125 Watt kunne der ifølge journalen fra den læge, der foretog efterundersøgelsen, "ikke findes tegn på repolarisationsforstyrrelser, der tydede på en koronar hjertesygdom".6 Gennem denne første dokumenterede åndelige helbredelse af en organisk lidelse, som jeg blev bekendt med, blev betydningen af det, som sker i Bruno Groening-Vennekredsen først rigtig bevidst for mig. Her var der åbenbart tale om en indvirkning fra noget, som gik langt ud over indflydelsen fra psykiske eller somatiserede psykiske forstyrrelser. Dybt påvirket af denne usædvanlige hændelse engagerede jeg mig endnu mere intensivt i de helbredelser, der skete i Vennekredsen og begyndte sammen med en anden kollega at registrere disse helbredelser ud fra medicinske synspunkter. I kølvandet på registreringen af de mest forskelligartede helbredelsesforløb for mange forskellige - også alvorlige organiske - lidelser, kunne det til stadighed tydeligt påvises, at helbredelserne ikke var et produkt af et "blindt tilfælde". Det viste sig ydermere, at det er en virkende krafts lovmæssigheder, der ligger til grund for helbredelsesforløbet, hvilket Bruno Groening allerede havde gjort opmærksom på, mens han levede. Livskraften - den store ubekendte faktor inden for moderne medicinRaimund S. led allerede som spædbarn af lyse, ildelugtende afføringer og væskeophobninger (ødemer). En lægeundersøgelse afslørede et tydeligt nedsat proteinspejl i blodet (2,6, hvor normalværdien er 5,6-7,4g/dl)7. Efter hospitalsindlæggelse blev der gennem udtagning af væv fra tyndtarmen konstateret en "intestinal lymfangiektasi", en medfødt forandring i tarmens lymfekarsystem.8 Barnet mistede på denne måde 50 gange mere protein end normalt i tarmen.9 Gennem proteininfusioner og en særlig livslang diæt kunne der opnås symptomfrihed. Moderen fortalte en bekendt om barnets alvorlige sygdom. Denne bekendte var en medfølende person og indstillede sig og optog uden moderens eller barnets viden den helbredende kraft efter Bruno Groenings lære til brug for barnet. Det gjorde et stort indtryk på mig at høre om den helbredelse, der kunne konstateres gennem regelmæssige laboratoriekontroller på universitetsklinikken i G. indtil 1987.10 Her blev der foretaget efterfølgende kontrol i 11 år. Drengen er stadigvæk sund og har indtil i dag ikke haft brug for nogen diæt. Efter en hjerneblødning i 1976 fik fru K. (64) en venstresidig lammelse. Ingen af de terapeutiske bestræbelser gav nogen væsentlig bedring.11 Med en benskinne og krykker var den alvorligt handicappede fru K. siden da nærmest lænket til sit hjem. En tiltagende depression på grund af den håbløse personlige situation voksede til konkrete selvmordstanker i 1989. Det fremgår tydeligt af denne helbredelse, hvor stor betydning det har, at pressen holder sig til objektive redegørelser. På den planlagte selvmordsdag i oktober 1989 fik fru K. et tidsskrift i hænderne med en artikel om åndelig helbredelse gennem Bruno Groenings lære. Udelukkende på grundlag af denne artikel undlod hun at begå selvmord og søgte i stedet kontakt med Vennekredsen. En person, der selv var blevet helbredt, og som boede i nærheden, forklarede hende kort tid senere, hvordan hun var blevet rask efter at have optaget den helbredende kraft efter Bruno Groenings lære. Fra dette tidspunkt optog fru K. på samme måde den helbredende kraft i sig. Der blev ikke foretaget nogen behandling eller ordineret specielle medikamenter, hun åbnede sig bare for kraften hjemme hos sig selv. Knap to uger senere kunne hun lægge krykkerne og benskinnen til side og har ikke haft brug for disse hjælpemidler siden. To neurologer har uafhængigt af hinanden i fagtidsskrifter bekræftet, at de alvorlige lammelser er forsvundet.12 13 Hr. S. (41) blev i 1986 udkommanderet til at deltage i oprydningsarbejdet og fjernelsen af radioaktivt forurenede stoffer i reaktoren i Tjernobyl. Nogen tid senere blev det konstateret, at han havde pådraget sig alvorlige strålingsskader. Han fik smerter i armene og benene, og blev så afkræftet, at han ikke længere kunne foretage sig selv de mindste ting. Dertil kom en tiltagende koncentrations- og hukommelsessvækkelse, der var ensbetydende med, at han næsten helt mistede korttidshukommelsen. Han kunne ikke længere huske navne, gadenavne etc. Heller ikke begivenheder, som var sket kort tid før, kunne han huske. Han havde meget svært ved at læse; for nogenlunde at få fat i, hvad der stod på en side i en bog, måtte han bruge to uger. Senere opstod der regelmæssige anfald af bevidsthedsløshed. Trods de mest forskelligartede lægebehandlinger og besøg hos healere (f.eks. Kaspirowski), indtrådte der ingen bedring. I en lægejournal fra 1992 erklæres det: "Vegetativ - vaskulær dystoni, organisk beskadigelse af storhjernen med asteniske forstyrrelser og hukommelsestab. Kronisk gastroduodenitis. Sygdomme, som er opstået på grund af oprydningsarbejdet i forbindelse med reaktorulykken i Tjernobyl.14 I 1993 var han sengeliggende. 15 af hans daværende kolleger var allerede døde. I november hørte han om Bruno Groenings lære. Efter at han havde oplevet, hvordan hans kone var blevet rask, optog han også selv den helbredende strøm i sig. Fra april 1994 blev hans tilstand bedre og bedre, og siden midten af 1994 har han været fri for alle gener. Han har indtil nu ikke haft flere besvimelsesanfald, koncentrationsevnen og hukommelsen er kommet igen. Han er fri for den dræbende træthed og kraftløshed og kan igen passe sit arbejde. Når man taler med kolleger om fænomenet åndelig helbredelse, så er den første indvending ofte, at noget sådant jo er nemt nok at forstå ud fra psykologiske erkendelser. Åndelig helbredelse er nem at gennemskue som en virkning af selvsuggestion og suggestion udefra, og tilsyneladende helbredelse ville kun indtræde, når der var tale om psykiske eller psykogene overlejrede lidelser. Helbredelser af klassiske organiske lidelser udelukkes fuldstændigt, og eksistensen af en helbredende kraft bestrides. Hvis man imidlertid tager de omtalte grundigt lægedokumenterede helbredelser i betragtning, så opstår der et helt andet billede af åndelig
helbredelse: I det andet tilfælde forelå der en beskadigelse af storhjernen efter en hjerneblødning. Som bekendt kan nerveceller ikke regenerere, og dermed foreligger der en irreparabel beskadigelse. Så meget mere forbløffende er den beskrevne tilbagegang af de lammelser over 10 dage, som havde bestået i 13 år. Og særlig spektakulær er i den forbindelse helbredelsen af de alvorlige strålingsskader efter ophold på reaktorområdet i Tjernobyl. Med den nuværende medicinske viden er disse forløb uforklarlige. Man må formode, at mennesket er mere end den makroskopisk og mikroskopisk synlige krop. Man må formode, at mennesket også eksisterer på et højere plan, hvor en ubekendt kraft er i stand til at indvirke. Allerede i den gamle kinesiske medicin talte lægerne om en livskraft (Chi), som forsyner menneskekroppen med energi. Denne livskraft eller vitalenergi flyder i kroppen ad ganske bestemte veje, de såkaldte meridianer, til de enkelte organer. Sygdom opstår, sådan så de kinesiske læger det, når strømmen af denne kraft forstyrres. Tanken om denne livskraft findes også i den indiske filosofi. De indiske vismænd vidste, at der findes et urlys (prana), som mennesket kan optage i sig. De erkendte denne kraft som menneskets livskraft. Paracelsus, nyere tids store læge, var af den opfattelse, at der med denne livskraft var tale om et ikke synligt åndeligt ordensprincip, hvis logisk opbyggede indvirkning kan tilskrives en intelligent oprindelse (Gud). Bruno Groening talte i et foredrag om, hvor forkert en opfattelse mange mennesker har, som tror, at de kan opretholde deres krop alene gennem mad og drikke. Han gav som eksempel en lammet, der godt nok kan spise med stor appetit og også kan drikke tilstrækkeligt, men som gennem den tilstrækkelige indtagelse af næring ikke opnår, at han igen kan bevæge sine lammede lemmer: "Her ligger jo beviset - i al fald for mig, men også for Dem - på at mad og drikke ikke giver ham kraften i benet, ikke indgiver liv der, nej, der er brug for noget andet, der er brug for energierne. (...). Der er brug for liv. Og det blokerer mennesket for.15 De grundlæggende lovmæssigheder for den helbredende krafts virkemåde"Jeg er intet, Gud, Vorherre, er alt." "Den største gud for alle mennesker er og bliver Vorherre." "Hav tillid til og tro, at den guddommelige kraft hjælper og helbreder."16 I disse tre citater af Bruno Groening skjuler hele den åndelige helbredelses virkemåde sig. Gud er livet selv. Han sender sin kraft, livskraften, som har pustet liv i os alle, og som vi alle rummer. Mennesket skal igen lære bevidst at optage den i sig. Mennesket er mere end den materielle krop, det er ånd, det har en sjæl og lever dette liv i en krop, og det har til opgave at holde denne krop sund. For at føre et sundt liv har det ikke alene brug for materiel næring men også for den åndelige kraft. Denne kraft kaldte Groening som allerede nævnt "guddommelig kraft" eller "helbredende strøm". Det er den, som hjælper og helbreder, aldrig mennesket. Et menneske kan kun være formidler. Derfor anså Bruno Groening ikke sig selv for at være healer, men for at være formidler. Derved afgrænsede han tydeligt sit virke fra den sædvanlige lægevidenskab. Han værgede sig imod, at hans virke skulle misforstås som en behandling af sygdomme, og forbød de helsesøgende, at nævne deres sygdom med så meget som et ord. Han ville udelukkende oplyse sine tilhørere og hjælpe dem med igen at finde forbindelsen til den helbredende kraft for så af sig selv at opleve helbredelse med hjælp fra det højere. Derfor afviste han enhver taksigelse, der var rettet mod ham personligt: "Tak ikke mig men Vorherre. Det er ham, der har gjort det."17 Han lovede aldrig helbredelse, han forbød aldrig lægebesøg, tværtimod opfordrede han til, at man havde tillid til lægen. Og igen og igen bad han om lægelige efterundersøgelser. Betaling afviste han altid brysk, helbredelse var en gave fra Gud, som mennesket aldrig kunne forlange og slet ikke betale for. "Forlang ikke noget, opnå det i stedet."18 Her viser sig endnu et grundlæggende princip for åndelig helbredelse. En bedende, ydmyg, tillidsfuld indre indstilling skaber forudsætningen for, at helbredelsen kan ske, enhver form for forlangen kapper den usynlige forbindelse til den højere kraft. En 35-årig mor til fem børn blev ramt af en gigtsygdom, der efter den behandlende læges konklusion havde "et alvorligt klinisk forløb".19 Ledsmerter, opsvulmede led, gigtknuder, begyndende deformation af fingrenes grundled førte trods antirheumatisk behandling til stadig større bevægelsesindskrænkninger. Svigermor og ægtemand måtte overtage mere og mere af arbejdet i husholdningen. Efter kontakt med Bruno Groenings lære skete der gennem den regelmæssige optagelse af den helbredende kraft først en forværring af smerter og betændelsesagtige hævelser af de angrebne led. Denne indledningsvise forværring fortog sig imidlertid hurtigt, og siden da har der ikke været problemer. Navnlig gør det indtryk, at sygdommen ikke er vendt tilbage i den efterfølgende observationstid på knap 6 år. Ud fra et lægeligt synspunkt er det, der er af størst interesse, imidlertid, at helbredelsen ikke kun er synlig på kroppen men også genspejler sig i laboratoriekontrol- undersøgelserne. (CRP, Rheumafaktor, BSG).20 Ferdinand D. havde, siden han var 16 år gammel, lidt af konstante mavesmerter med maveslimhindebetændelser med konstant tilbagevendende mavesår og sår på tolvfingertarmen.21 Der er her tale om en meget stor belastning. Hans far, to brødre og alle onkler led af den samme alvorlige lidelse. Én var død af den, hos en anden blev 2/3 af maven fjernet ved en operation, og to havde allerede været udsat for perforation af mavesækken. Efter 28 år med kroniske smerter kom han i 1988 til Bruno Groening-Vennekredsen. Ved optagelsen af den helbredende strøm bemærkede han til sin store forundring, at smerterne havde ændret sig. De var der godt nok stadigvæk, men var blevet stærkere og kom kun i anfald, medens han ellers havde haft konstante smerter. Nogen tid senere vågnede han en morgen med særligt stærke smerte. Efter nogen tid bemærkede han en stærk kriblen, der som en vidunderlig behagelig følelse gennemstrømmede hans krop. Det føltes, som om han stod under en bruser. Derefter var alle smerterne væk, og de er endnu ikke, dvs. 8 år senere, kommet tilbage igen. Helbredte fortæller mig altid om en forværring eller forandring af deres symptomer, som starter med optagelsen af den helbredende strøm, eller om kraftige reaktioner som f.eks. opkastning, diarrhé, feber, hvorefter helbredelsen indtræder efter kortere eller længere tid. Bruno Groening kaldte de reaktioner, som blev udløst gennem den indstrømmende helbredende kraft, for "reguleringer". Man kan også genkende dem som de ydre tegn på en omstillingsproces eller en "nyregulering" af forstyrrede fysiske eller sjælelige funktioner. Groening: "Reguleringssmerten er nødvendig. Der er enkelte mennesker, som, når reguleringssmerten sætter ind, bliver bange for, at der er sket et tilbagefald: (...) Enkelte vidste at udnytte dette og sagde: "I stedet for at helbrede, gør han folk syge! (...). Derfor gør jeg jer opmærksom på, at I, når reguleringssmerten kommer, skal holde det ud. Der sker intet slemt, ikke andet, end at mennesket bliver rask."22 Det, at der optræder sådanne reaktioner, er noget, som de fleste mennesker, som jo er vant til at undertrykke kropsreaktioner af denne art, reagerer negativt på, selv om de er et godt tegn på, at den helsesøgende reagerer på den helbredende kraft, og "renselsesprocessen i hans krop begynder. Det er imidlertid ikke altid, at der optræder reguleringer, mange helbredelser sker uden reguleringssymptomer af nogen art, eller der indtræder ikke nogen klar ændring af den tidligere symptomatik. Nogle healere har over for mig berettet om tilsvarende fænomener uden at vide noget om Bruno Groening, og inden for homøopatien kender man også til den "indledende forværring", som tit går forud for helbredelsen. Ud fra et lægeligt standpunkt er netop fænomenet med reguleringerne særligt interessant. Der viser sig jo her en lovmæssighed, der kan måles, i den helbredende krafts virkemåde, som gør det relevant at foretage en yderligere efterforskning. Desuden optræder reaktionerne som følge af optagelsen af den helbredende strøm ofte med en forbløffende præcision netop i det organ, som var beskadiget. Anna K., hvis succesberetning om en lammelse i venstre side efter en hjerneblødning er blevet beskrevet ovenfor, fortalte mig efter sin helbredelse, at hun efter optagelsen af den helbredende strøm havde haft hovedpine i højre side. Kort tid senere indtrådte helbredelsen. Hun er ikke medicinsk kyndig og ved ikke, at storhjernens motoriske nervebaner krydser i baghovedet, i pyramidebaneoverkrydsningen, således at den beskadigelse, der er årsagen til en venstresidet lammelse, er at finde i den højre hjernehemisfære (= hjernehalvdel). Grete Häusler (jf. ovenfor) fortalte mig, at hun havde haft stærk hovedpine og pludseligt opståede smerter i leverregionen og bugspytkirtlen. Anatomisk passer reaktionen også nøjagtigt på den lidelse, hun tidligere havde haft (kronisk pandehulebetændelse, leverskader efter hepatitis, recidiverede (= stadigt tilbagevendende) tilfælde af for lavt blodsukker). På samme måde forholder det sig med helbredelsen af hr. S. fra Rusland. Han kan huske, at han altid ved optagelsen af den helbredende strøm følte et meget stærkt tryk i hovedet. Da helbredelsen var sket, optrådte disse reaktioner ikke længere, når han optog kraften. Også i forbindelse med de helbredelser af kronisk polyarthritis (= gigt), og kronisk mavesår og sår på tolvfingertarmen, der er beskrevet ovenfor, kan helbredelsesreaktionerne tydeligt iagttages. Dette er ikke stedet, hvor sammenhængene skal behandles uddybende, men imidlertid er det efter min opfattelse tydeligt, at der findes overordnede lovmæssigheder, som, hvis man begyndte at tage dem i betragtning inden for medicinen, kunne spare mange mennesker for langvarige lidelser og for tidlig død. Sammenfattende må det endnu en gang siges: Ud fra de kendsgerninger, som jeg er i besiddelse af, er det tvingende nødvendigt at acceptere eksistensen af en højere kraft. Denne kraft formår åbenbart at igangsætte regenerations- og helbredelsesforløb i kroppen, som tidligere syntes at være umulige. De menneske, som kan åbne sig for den, og som er fortrolige med lovmæssighederne for, hvordan den virker, kan på vidunderlig måde hjælpes til sundhed. Desuden kan et menneske, der beder inderligt om det, åbenbart udvirke, at den overføres på medmennesker, dyr eller planter. Dens indvirkning på mennesker, dyr og planter kan bevises gennem objektive, apparative metoder. Dens oprindelse er skjult for den videnskabelige forskning, og kan alene erkendes gennem følelserne. Teksthenvisninger:
|