Gröning-forbundet

Håb om at kunne virke frit gennem foreningen

For på trods af forbudet mod at helbrede at kunne nå flest mulige mennesker, var Bruno Gröning allerede i begyndelsen af 50-erne begyndt at danne Vennekredse. Der holdt han udelukkende foredrag, og brugte alle sine bestræbelser på at videregive sin viden til dem, der søgte hjælp.

Lovmæssig beskyttelse og velrenomeret bestyrelse

Den 22. november 1953 grundlagde han Gröning-forbundet i Murnau/Seehausen som paraplyorganisation. Forbundet skulle være registreret i foreningsregisteret, så Bruno Gröning herigennem kunne få lovmæssig beskyttelse i sit virke. Dermed skulle en fortsat konflikt med heilpraktikerloven endegyldigt være forhindret. [Krydshenvisning til artikel 9 „Das Ja und Nein des Verstoßes gegen das Heilpraktikergesetz“]

Gröning-forbundets bestyrelsen bestod bl.a. af grev Zeppelin, grev Matuschka, baronesse Anny Ebner von Eschenbach, stadsingeniør, dipl.-ing. Hermann Riedinger og direktør Konstantin Weisser, i begyndelsen også som medstifter Rudolf Bachmann, hvem forbundet ganske vist meget hurtigt skilte sig af med. Bruno Gröning blev præsident på livstid.

Bestyrelsens holdning til profit sejrer over de syges velbefindende.

Heidelberger-journalist og lektor Egon Arthur Schmidt blev sekretær for forbundet. Han havde allerede i Herford stået nær ved "Mirakeldoktorens" side, og havde grundlagt foreningen Bruno Gröning Vennekredsens ring. Denne fungerede dog ikke i Bruno Grönings ånd, og blev efter kort tid opløst. Gröning skilte sig på det tidspunkt af med Schmidt, fordi denne havde været uærlig med de frivillige bidrag.

1952 henvendte Schmidt sig igen til Gröning og forklarede, at han havde indset sin fejl. Han bad om at måtte hjælpe med i opbygningen af værket, og Bruno Gröning tog ham igen til sig som medarbejder. Dermed fik Schmidt endnu en gang lejlighed til at vise, om de syges vel virkelig var en hjertesag for ham, eller det kun var til hans egen finansielle fordel.

1955 skilte Bruno Gröning sig endegyldigt af med Schmidt, da denne ikke havde ændret sindelag. Han forsøgte som tidligere at profitere på Grönings virksomhed. Efter adskillelsen førte Schmidt også processer mod Gröning. Han ville kæmpe for at få efterbetalt penge som frivillig medarbejder.

Hver er der for hvem – foreningen for Gröning, eller Grönings vrke for foreningen?

Forbundets forretningsføring blev overtaget af Konstantin Weisser og Hermann Riedinger. Dette så meget lovende ud, da de havde international erfaring og skulle kunne lade deres uddannelser komme Bruno Grönings værk til gode. Det indebar dog også den fare, at de overlegent ville handle mod den simple arbejders vilje, da han ikke levede op til deres uddannelsesniveau.

Med tiden gik udviklingen faktisk i denne retning, og for begge mænd blev det stadig vanskeligere at lade sig noget sige af Bruno Gröning. De syntes helt at have glemt at forbundet ikke kun bar Grönings navn, men at det også var hans skyld, det var opstået. For dem blev Gröning-forbundet mere og mere et mål i sig selv. Den egentlige målsætning, at hjælpe de nødlidende, mistede de ganske af syne. Det så ud som om de ikke ville anerkende, at det var gennem Gröning at helbredelserne opstod, og ikke gennem forbundet.

Således udviklede Gröning-forbundet sig mere og mere til at blive det modsatte af hvad det egentlig skulle være. For den mand, hvis navn det bar, blev forbundet til et fængsel, som i stedet for at gøre ham fri, mere og mere begrænsede hans muligheder.

Den første retsproces om forbudet mod at helbrede (1951-1952)

Er Grönings virke en lægelig virksomhed i medicinsk forstand?

Anklage for at udøve lægevirksomhed uden tilladelse

1951/52 stod Bruno Gröning for første gang for retten i München, anklaget for ulovligt at udføre lægegerning. Hvis det bayerske indenrigsministerium i 1949 endnu betragtede hans virke som et frivilligt kærlighedsarbejde, så blev det nu betragtet som et lægelig virksomhed i medicinsk forstand.

Anklagen støttede sig på heilpraktikerloven fra 1939, som afløste den indtil da gældende frihed til at helbrede, og som på den tid skulle lægge lægevidenskaben i hænderne på de nationalsocialistiske læger.

Ja og nej til overtrædelse af heilpraktikerloven

Bruno Gröning blev frikendt såvel i første som i anden instans. Højesteretsdommeren ved landsretten i München erklærede i sin domsafsigelse i marts 1952:

"Retten finder det formasteligt at dømme den anklagede på grund af sagkyndiges ensidige skøn. For om Grönings virke overhovedet kommer ind under heilpraktikerloven er mere end tvivlsomt, da den falder ind under et område, som i dag er alt for lidt udforsket."

I ankesagsforhandlingerne blev frifindelsen godt nok stadfæstet, men Bruno Grönings virke blev tydeligt betegnet som helbredende virksomhed i heilpraktikerlovens forstand:

"Den anklagede har således, uden tilladelse, og uden at være beskikket som læge, udøvet en virksomhed til konstatering, helbredelse eller lindring af sygdomme, lidelser eller skader på kroppen af mennesker, en virksomhed som i henhold til HPG anses for lægelig virksomhed. [...]"

Vildfarelse der udelukker skyld betyder det samme som forbud mod at helbrede

Dommen fortsat: "Det kunne alligevel ikke komme til domfældelse af den anklagede, fordi han hvad angår sagens objektive, faktiske forhold har befundet sig i en vildfarelse der udelukker skyld, og således under udøvelsen af sin helbredende virksomhed ikke har handlet forsætligt."

På trods af, at den vildfarelse, som Bruno Gröning uden skyld skulle have befundet sig i, blev afklaret under domsafsigelsen, blev der straks nedlagt retsligt forbud mod at helbrede, selv om han blev frifundet. Fra nu af måtte Bruno Gröning gøre sig klart, at hans virke var en udøvelse af lægelig virksomhed i heilpraktikerlovens forstand, og som sådant var forbudt. Den sande sammenhæng i hans virke blev ikke forstået, at hans måde at udøve det på, ikke havde noget at gøre med en helbredende virksomhed i lægelig forstand.

Tålte bedragere

Bruno Gröning giver alle mennesker chancen for at vende om

Tvungne betalinger – medarbejderne viser deres sande ansigt

Igen og igen kom mennesker til Bruno Gröning under foregivende af at ville bakke ham op. Mange var imidlertid kun interesserede i at lave forretning på hans evner. Det syntes som om han uimodståeligt blev tiltrukket af sådanne mennesker. Når de ikke opnåede deres mål, eller Gröning brød forbindelsen med dem, forsøgte de mange gange gennem langvarige retssager at tvinge ham til at betale dem penge.

Som f.eks. fru Hülsmann, der med sin mand tog imod Bruno Gröning som gæst hos sig i Herford i taknemmelighed over sønnens helbredelse i marts 1949. Da det havde vist sig at hun intet kunne tjene på Gröning, klagede hun til arbejdsretten. Hun lod den tid, som hun først havde stillet ham gratis til rådighed, beregne som arbejdstid, og krævede at få efterbetalt sin løn. Resten af sit liv måtte Bruno Gröning betale hende et månedligt beløb. Det var ikke et enkeltstående tilfælde. På denne måde eller noget lignende viste mange af hans tidligere medarbejdere deres sande ansigt.

"Også denne slags mennesker måtte være der for at vise, hvem mennesket er"

Men hvorfor lod Bruno Gröning disse formodede hjælpere komme så tæt på sig? Hvorfor holdt han ikke bare sådanne "Geschæftsmagere" væk fra sigt? I et foredrag den 31. august 1950 i München udtalte han sig om dette spørgsmål: "Hvad mennesker indtil nu ikke har undladt at forsø-ge er, at gøre alt for at tjene penge på denne lille mands viden og kunnen. De troede at de havde fundet en guldgrube. De har også til dels haft mulighed for at tjene penge, men har Gud ske lov ikke kunnet drage nytte deraf. Denne type mennesker findes også, netop for at gøre det klart, hvordan mennesket er, at mennesker kan træde over lig uden at spørge, om de syge bliver hjulpet eller ej. Der findes mennesker der kan træde over lig, de kan roligt lade en syg ligge. Disse mennesker har aldrig bedt om lov, men har ikke ladet noget uforsøgt for at være i min nærhed. Jeg ved, at der her og der bliver stillet det spørgsmål: 'Ja, når manden ved så meget, hvorfor har han så ikke vidst det, måske ved han slet ikke noget.' Om, og hvorvidt jeg ved noget, vil De lidt efter lidt få at vide. Men dette måtte ske. Dette mate-riale har manglet til denne opbygning, for at kunne gøre vejen fri for Dem alle."

"... så ved alle, hvem de er"

Grete Häusler (1922-2007), Bruno Grönings helbredte, mangeårige medarbejder og stifteren af "Bruno Gröning Vennekredsen" beskriver i sin bog Hier ist die Wahrheit an und um Bruno Gröning (Her er sandheden ved og om Bruno Gröning) følgende begivenhed: "Da jeg engang til afsked ønskede hr. Gröning alt godt, og sagde: 'Hr. Gröning, jeg ønsker at De nu må få ro til Deres virke, og ikke bliver plaget af falske medarbejdere", svarede han til min største forbavselse: 'Helt forkert, det skal være sådan!' Dengang forstod jeg det ikke, men han forklarede mig, hvorfor han måtte gøre alt dette og måtte holde ud. Dermed bekendtgjorde han en stor hemmelighed for mig: 'Jeg ved, hvad et menneske bærer i sig. Men hvis jeg ville sige til folk: 'Det er en løgner, det er en bedrager, en tyv, så ville ingen tro på mig. Hvad kan jeg så gøre? Jeg må trække disse mennesker hen til mig, lære dem det gode, bevæge dem til at vende om, og så give dem lejlighed til at lyve, til at bedrage og til at stjæle. Hvis de så alligevel gør det, så ved alle hvem de er. Så lader jeg dem komme helt tæt på mig, og så er jeg ikke fej, så kæmper jeg."

Nye veje og blindgyder

Profitmagere omkring Gröning

Profitmagere omkring Gröning

Af taknemmelighed for helbredelsen af hans kone ville forretningsmanden Otto Meckelburg fra Wangerooge hjælpe Bruno Gröning, og forelagde ham konkrete planer til oprettelse af kursteder. Bruno Gröning gik ind på forslaget, og Meckelburg blev hans "manager."

Sidst i december tog de begge til Wangerooge. Her talte Gröning ved nogle arrangementer som Meckelburg organiserede, og bevirkede utallige helbredelser. Han viste manden sin fulde tillid. I en dokumenteret erklæring fra den 8. januar 1950 i Wangerooge, lagde han fuldstændigt sit fremtidige virke i hænderne på Meckelburg:

"Hr. Gröning erklærer sig indforstået med hr. Meckelburg's planer, og forpligter sig til at stille sin person til fuld rådighed for opfyldelsen af dette formål, at give grundlæggelsen af foreningen som hr. Meckelburg har til hensigt at danne, og foreningen selv, enhver nødvendig støtte ved sit fremtidige virke, og i det hele taget at gøre alt, hvad der står i hans magt for at tjene de forannævnte mål. Denne forpligtelse påtager hr. Gröning sig såvel overfor hr. Meckelburg personligt, som overfor den forening der er ved at blive dannet, med den førnævnte målsætning. Hr. Gröning forpligter sig desuden til ikke at lade nogen anden person eller andre personkredse få del i denne støtte. Han vil kun udøve sin aktivitet indenfor foreningens rammer, og kun i overensstemmelse med hr. Meckelburg."

Allerede i januar grundlagde Meckelburg Verein zur Erforschung Gröning'scher Heilmethoden (forening til udforskning af Grönings helbredelsesmetoder). Han selv blev forretningsfører med en månedsgage på 1000,- DM. Bruno Gröning fik ingen penge. Det viste sig at Meckelburg ikke holdt sine løfter. Han så udelukkende en pengekilde i Gröning, og betegnede ham spottende som sin "bedste hest i stalden". De syge var han ligeglad med. Han havde bundet Gröning med kontrakten, og "mirakelhelbrederen" måtte gøre, hvad han forlangte.

Først i juni 1950 lykkedes det Gröning at skille sig af med Meckelburg, hvorpå denne svor hævn: "Denne Gröning skal jeg nok få bugt med, jeg skal knække alle hans knogler."

En heilpraktiker med tilbud om foredrag

I tilslutning hertil arbejdede Gröning nogle måneder sammen med heilpraktikeren Eugen Enderlin fra München. Denne var blevet helbredt i Traberhof, og indbød Bruno Gröning til at holde foredrag i sin praksis. Dog afslørede også Enderlin sig som en geschæftsmager. Det drejede sig for ham ikke om at hjælpe, men om at slå mønt af "Fænomenet Gröning". Mod slutningen af året skilte Gröning sig fra ham, og endnu et samarbejde i 1952/53 slog fejl af de samme årsager.

En helbreder-karrieremager

I den følgende tid holdt Gröning foredrag i et pensionat Weikersheim i Gräfelfing. Journalisten dr. Kurt Trampler indlogerede ham hos sig og organiserede sammenkomsterne. Han havde kendt Gröning allerede siden efteråret 1949. Dengang var han kommet til Traberhof som reporter for en avis i München, og havde uventet fået en helbredelse for en lidelse i benene. Af taknemmelighed skrev han bogen Die große Umkehr (den store omvendelse), og talte Grönings sag hos myndighederne. Ligesom hos Enderlin var foredragene i Gräfelfing også godt besøgt. Der skete utrolige helbredelser. Dog gik forbindelsen med Trampler også i stykker. En dag troede han, at han havde lært nok af Gröning, gik fra ham og begyndte som selvstændig healer.

Traberhof - Massetilstrømning i Rosenheim

Op til 30.000 mennesker, der søgte hjælp, samlede sig i september 1949 foran Gröning

Efter afslutningen af Heidelberg-undersøgelserne [Krydshenvisning til artikel 5] vendte Bruno Gröning sig i august 1949 mod Sydtyskland. Han ville bort fra det røre der var blevet skabt om hans person, og trak sig tilbage på en privat landejendom ved Rosenheim nær München. Først lykkedes det ham at holde sit opholdssted hemmeligt, men efter at den første avis havde fortalt om hans ankomst til Bayern, kom det til en sand masseinvasion.

Op til 30.000 mennesker strømmede dagligt til Traberhof ved Rosenheim. Presse, radio og ugerevy rapporterede. Selv en biograffilm blev der lavet, den bar titlen "Gröening" og dokumenterede det, der skete omkring ham.

Bibelske scener

Avisen Zeitungsblitz skrev i anden uge af september i en særudgave: "I mellemtiden havde der forsamlet sig mere end titusind mennesker som i timevis ventede i glødende varme på det store øjeblik, hvor Gröning trådte ud på balkonen, talte til mængden og udstrålede sin helbredende kraft. Folk stod tæt sammenpressede for at få det fulde udbytte af hans 'helbredende stråler'. Snart begyndte reaktionerne at ske hos de mest syge i og kørestole og på sæder, eller hos enkeltstående i periferien. Atter begyndte halvblinde at se, atter rejste de gangbesværede sig, og de lamme strakte deres stive lemmer. Hundredevis berettede om forstærkede smerter på de syge steder, om trækken, stikken eller kriblen, om en ubeskrivelig 'lethedsfølelse' eller hovedsmerter, som pludselig forsvandt."

Ikke kun på Traberhof kom det til bibelske scener. Overalt hvor Gröning dukkede op, blev han med vindens hastighed omringet af utallige syge. Anita Höhne beskriver tilstanden om Gröning i sin bog Nutidig åndelig helbreder: "Så snart Gröning bare meldte sin ankomst, begyndte mennesker at valfarte. De scener, som jorunalisten Rudolf Spitz overværede ved et Gröningbesøg i september 1949 i München var typiske:

'Omkring kl. 19.00 stod tusinder i Sonnenstrasse. Kl. 22.30 stod de der stadig. I fem år har jeg set meget i krigen, men aldrig har jeg været så rystet som i de fire timer, hvor jeg sad overfor Bruno Gröning og oplevede en grufuld parade af elendighed og lidelse. Epileptikere, blinde og lamme på krykker trængtes om ham. Mødre holdt deres lamme børn op mod Gröning. Nogle besvimelde, der hørtes skrig, bønfaldende råb om hjælp, ønsker, hjerteskærende suk.'"

De statslige organer er imødekommende

Anita Höhne citerer fortsat journalisten Rudolf Spitz: "Syge på bårer, lammede, en stor menneskemængde Traberhof ved Rosenheim bemærkede en anden journalist fra München, dr. Kurt Trampler også der, hvor Bruno Gröning dengang boede. Trampler kom som reporter fra ugeavisen Münchner Allgemeinen - en kølig journalist, der kun fastholdt det, han selv så og hørte: 'Vi hørte nu fra balkonen en stemme, der ikke var Grönings, og skyndte os til vinduet. Politichef Pitzer fra München talte til de forsamlede. Han fortæller, at en iskiaslidelse, der havde plaget ham i årevis, er blevet mildnet ved Grönings nærvær . Pitzer er bestemt ikke en mand, der hælder til overtroiske fornemmelser, men han kan bevidne det, han har oplevet på sig selv. Nu bekender han sig offentligt til Gröning, og CSU-forbundsdagsmedlem Hagen følger ham med en lignende erklæring.'"

Også de bayerske myndigheder var venligtsindede over for Bruno Gröning. Dagbladet Münchener Merkur skrev den 7. september 1949 under overskriften "Imødekommenhed overfor Gröning: "På en pressekonference i mandags erklærede ministerpræsident dr. Erhardt, at paragraffer ikke skulle kunne hindre en 'usædvanlig personlighed' som Bruno Gröning i hans virke. Efter hans opfattelse var der ingen større vanskeligheder ved at godkende Gröning i Bayern.

Det bayerske statsministerium for indre anliggender bekendtgjorde ved radaktionens slutning: Den foreløbige afprøvning af Bruno Grönings helbredende virke har vist, at det kan betragtes som en fri kærlighedsgerning, og i disse rammer derfor ikke behøver nogen tilladelse gennem heilpraktikerloven."

Fra Bagvaskelse til lægelig dokumentation af helbredelserne

På Traberhof blev der stort postyr om Gröning. Der indfandt sig mange profitmagere, der ville slå mønt på hans evner. De skadede hans ry og anseelse, og bevirkede en distancering fra myndighederne. Da tilstanden blev uholdbar, trak Gröning sig tilbage til de bayerske bjerge. Han ville følge et tilbud om opbygning af et kursted. Det var hans mål at skabe en institution, hvor de der søgte hjælp, kunne opnå helbredelse under ordnede forhold. Læger skulle foretage for- og efterundersøgelser ligesom i Heidelberg og dokumentere de indtrådete helbredelser.

"Fænomenet" Gröning og videnskabenen

De lægelige undersøgelser i Heidelberg lover en skriftlig anbefaling

På denne tid i Herford begyndte de medicinske faglige medarbejdere fra tidsskriftet Revue at efterprøve Grönings succes med helbredelser. Marburger-psykologen og lægen prof. dr. H. G. Fischer tog til Herford med en speciel stab af korrespondenter. Der førte han samtaler med helbredte og måtte overrasket slå fast, at Grönings "metode" virkelig var succesfuld. Derpå besluttede Revue sig til at bidrage med en videnskabelig opklaring af "Fænomenet Gröning". På universitetsklinikken i Heidelberg skulle "Mirakeldoktorens helbredelsesmetoder" efterforskes.

Bruno Gröning gik ind på Fischers forslag, fordi han ved et gunstigt forløb blev lovet en positivt anbefaling. På denne måde håbede Gröning på at have fundet en måde til at kunne arbejde frit.

Helbredelser for øjnene af lægerne - "Bruno Gröning er ingen scharlatan"

Den 27. juli begyndte undersøgelserne. De personer, som han skulle bevise sin kunnen på, blev udvalgt fra en bred kreds af syge, som med mere end 80.000 breve om hjælp havde henvendt sig til ham. Hertil kom nogle patienter fra Ludolf-Krehl-klinikken i Heidelberg. De blev alle først grundigt undersøgt, og der blev stillet nøjagtige diagnoser. Efterfølgende kom de til Gröning, som lod "sin metode" virke på dem. Herunder var der altid læger tilstede. De skulle bevidne, hvordan sygdomme delsvist forsvandt spontant. Efterundersøgelserne, som blev gennemført på klinikken bekræftede helbredelserne. Selv uhelbredelige lidelser som Bechterews sygdom blev helbredt.

I en forhåndsbedømmelse, trykt i Revue, erklærede professor dr. Fischer udtrykkeligt, at Bruno Gröning ikke var nogen charlatan, men en naturbegavet sjælelæge. På denne måde forsøgte han ud fra sin synsvinkel at forklare "Fænomenet Gröning", uden dog at yde ham retfærdighed.

Gröning nægter profimageri

Den endelige bedømmelse/anbefaling skulle udarbejdes efter vurderingen af alle resultaterne. Man forsikrede Bruno Gröning, at vejen til hans fortsatte virke endegyldigt ville blive frigjort. I mellemtiden forelagde de to professorer Fischer og von Weizsäcker (under hvis protektorat hele foretagendet lå) følgende forslag for Bruno Gröning: De ville indrette helbredelsessteder, hvor han skulle arbejde sammen med læger. Ledelsen og udvælgelsen af patienter beholdt de dog selv.

Hertil sagde Bruno Gröning: "De finansielle betingelser, som hr. professor F. har stillet mig i denne sammenhæng, var så forpligtende at de var uantagelige for mig. Naturligvis blev der ført mange drøftelser herom, også med herrer, som ville finansiere dette værk. Jeg har ikke kunnet erklære mig indforstået med forslagene fra hr. professor F. og har afslået disse, fordi jeg 1. ikke disponerede over en eneste pfennig, og derfor heller ikke kunne overtage finansielle forpligtelser, som jeg ikke havde kunnet opfylde; 2. aldrig har haft til hensigt at lave forretning ud af hele forehavendet. Derfor var alt dette et umuligt forlangende for mig. Desuden ville jeg kun gøre det, som blev givet mig gennem mit kald: At hjælpe dem, der søgte hjælp, og derfor stille mig til rådighed for læger og psykoterapeuter, men aldrig at lave forretning ud af hele sagen."

Udeblivelse af anbefalingen og potentiel konflikt med loven

Med Bruno Grönings afvisende holdning mistede professorerne interessen for ham. Den lovede anbefaling blev aldrig udstedt. I stedet for at give ham mulighed for at virke frit, blev der lagt nye sten i ve¬jen for ham. Som følge af undersøgelsen blev hans "helbredelsesmetode" belagt med begreber som "behandling", "patient" ect. og blev regnet som lægelig virksomhed. Dermed var der forprogrammeret en konflikt med heilpraktikerloven.

1949 - I offentlighedens brændpunkt

Bruno Grönings virke i Herford

Tusindvis af syge og mennesker, der søgte hjælp belejrede Gröning

Den niårige Dieter Hülsmann havde allerede i længere tid været sengeliggende. Han led af fremskridende muskeldystrofi, og ingen af de læger og professorer man havde opsøgt, kunne hjælpe ham. Efter at Bruno Gröning havde taget sig af drengen, kunne barnet igen gå. Ingeniør Hülsmann, som var overvældet over sønnens pludselige helbredelse, bad gæsten om at blive. Han ville også indbyde andre syge, som "mirakelmanden" - ifølge Hülsmann - skulle hjælpe.

Bruno Gröning tog imod tilbudet, og fra dag til dag kom der flere, som søgte hjælp. Flere og flere mennesker hørte om de mirakuløse hændelser, der skete omkring Gröning. Det varede ikke længe før hans navn var på alles læber. Aviserne skrev om "Mirakeldoktoren", og i den britiske zone blev han et dagligt samtaleemne. Tusinder strømmede til Wilhelmsplatz, og menneskemasser belejrede huset.

Manfred Lütgenhorst fra dagbladet Münchner Merkur skrev den 24. juni 1949 bl.a.: "Da jeg om formiddagen ved 10.30 tiden ankom til Herford, stod der næsten tusind mennesker foran det lille toetagers hus på Wilhelmsplatz. Det var et ubeskriveligt billede på elendighed. Talløse lammede i rullestol, andre lammede, som blev båret af deres pårørende, blinde, døvstumme, mødre med åndssvækkede og lammede børn, gamle bedstemødre og unge mænd trængte sig sammen og stønnede. Næsten hundrede biler, lastbiler og busser var parkerede på pladsen, og alle kom de langvejs fra."

Lammelser, mavesår, blindhed: "Hr. Gröning så på mig, og nu er jeg rask igen."

Manfred Lütgenhorst fortsætter: 'Tror De på, at De bliver helbredte?' Spurgte jeg de syge. De nikkede. 'I går skulle De have været her', svarede en mig. 'Hr. Gröning var i Viersen i Rhinlandet, og her på pladsen rejste fem lammede sig op og gik helbredte hjem. Fjernhealing havde gjort dem raske - her på pladsen'. De andre syge bekræfteden det skete.

Jeg gik videre gennem menneskemængden og stenograferede deres vidunderlige fortællinger. Disse alene kunne fylde en hel bog. Da jeg tændte mig en cigaret, sagde en ung mand bag mig: 'Vil De sælge mig en?' Han havde uniformsjakke på og lignede en, som var vendt hjem fra Rusland. Jeg gav ham cigaretten. Han tændte den og sagde i overmod: 'Se, nu kan jeg igen gøre det hele selv.' Samtidig bevægede han sin højre arm og fingre samt det højre ben. 'Er De også blevet helbredt af Gröning?' spurgte jeg. 'Ja, i Rusland blev jeg lammet i højre side. Hr. Gröning så på mig, og nu er jeg igen helt rask, jeg kan endnu ikke forstå det.' Lykkelig bevægede han sine lemmer.

Jeg styrede hen imod en gruppe, som flokkedes om en hvidhåret, ca. fyrreårig kvinde. 'Naturligvis er jeg også blevet helbredt af hr. Gröning' hørte jeg hende sige. Jeg havde stort besvær med mavesår, tabte mig hele tiden og kunne ikke mere sove for smerter. Tolv personer var vi hos Gröning. [...] Mig så han på, og da var det, som om mavesåret faldt til jorden som en sten. Siden da har jeg ikke haft smerter, tager igen på i vægt, og røntgenfotografierne, som jeg fik taget, viste uimodsigeligt at mavesåret var forsvundet. Jeg har stillet mig til rådighed for den lægelige undersøgelseskommission. Jeg kan fortælle Dem, de var meget forbavsede!'

Kvinden fortsatte straks: 'Men det er slet ingen ting. Sidste uge stod en blind mand her på pladsen. Han ventede flere dage og nætter. Da jeg ofte går herhen, kom jeg i tanke om ham. Det gjorde mig ondt for ham, og jeg inviterede ham til at spise med. 'Nej', sagde han afværgende 'jeg må ikke forpasse det øjeblik, hvor hr. Gröning kommer herud.' Så bragte jeg ham rundstykker med pålæg og sagde, at jeg ville sørge for, at han blev bragt til banegården. 'Jeg behøver ingen hjælp, for jeg vil kunne gå alene til banegården.' Og så oplevede jeg det med egne øjne. Hr. Gröning kom, og den unge mand råbte højt: 'Jeg kan se igen!' Virkelig, sløret var trukket fra hans øjne. Han beskrev den taske for mig, som jeg holdt i hånden. Han sagde: 'Der kører en bil, og sådan og sådan er registreringsnummeret', og fandt han vej alene til banegården. Alle de, der stod omkring, græd af glæde."

Helbredelsforbud fra myndighedernes - og fra lægestandens side

Det varede ikke lang tid før også myndighederne - først og fremmest sundhedsmyndighederne – tog sig af sagen. En undersøgelseskommission blev nedsat, og Bruno Gröning fik forbud mod at helbrede. Nogle indflydelsesrige læger var hans erklærede fjender. De satte alt ind på at sætte en stopper for hans virke og forlangte, at han skulle underkaste sine evner til at helbrede en videnskabelig undersøgelse. Hvilken indstilling der gemte sig bag forbudet, bliver tydeliggjort af følgende udsagn fra en toneangivende, medvirkende læge: "Gröning kan bevise hvad han vil, man vil alligevel ikke give ham tilladelse til at helbrede." "Det strider mod lægernes faglige ære at indlade sig med Gröning." I slutningen af juni måtte han endegyldigt forlade Herford. Alle anstrengelser for at få en tilladelse til at helbrede var mislykket.