Strømmen af kroniske sygdomme, der er sjæleligt betingede

Den 30. juni begyndte vi først i Nordrhein-Westfalen, og umiddelbart efter i området omkring Hamburg, på undersøgelsen af patienter som Gröning havde behandlet, og som derefter bekendtgjorde at være blevet helbredt. Det var lettere sagt end gjort.

De syge, som var blevet behandlet af Gröning, var vendt tilbage til deres hjemsted. Ingen havde nøjagtigt noteret sig deres navne og adresser. Gröning havde, som en slags omvandrende helbreder i ordets sande betydning, til stadighed behandlet videre, og udover fortællinger, pressenotitser, påstande og rygter, fandtes der heller ikke på hans tilhængeres side noget eksakt materiale om hans virksomhed. Vi havde rimeligvis haft betydelige vanskeligheder at overvinde, hvis ikke et rent tilfælde i Bielefeld havde ført os sammen med en mand, der allerede før os hav-de forsøgt at skaffe sig et sikkert overblik over Grönings faktiske resultater.

Denne mand hed Lanzenrath, var direktør for en sygekasse i kommunen, klog, saglig og med et bredt udsyn. Det var lykkedes ham at trænge ind i det "følge", som flokkedes om Gröning, som efter dennes afrejse til Hamborg til dels var blevet tilbage og holdt til i Hülsmanns hus i Herford, hvor Gröning havde virket – om de var troende eller blot geschæftsmagere, kunne vi endnu ikke bedømme dengang. Lanzenrat var lige så overbevist om Grönings evne til at helbrede og påvirke talrige sygdomme, som han var om Grönings personlige beskedenhed. Men han var bange for at dette "følge" ville lede Grönings gode egenskaber på afveje. Lanzenrath selv var først mistroisk overfor os. Men også her var det professor Fischer der åbnede døren for vores gruppe, og fik Lanzenrath til at hjælpe os videre ved at nævne nogle tilfælde som han havde kendskab til, hvor man efter nøjere undersøgelser af disse kunne drage en slutning om fænomenet Grönings seriøsitet. De motiver, som havde ført Lanzenrath til Grönings omgivelser, var i øvrigt overordentligt interessante. Godt nok var han også selv blevet ført til Gröning pga. en sygdom, en smertefuld nyrelidelse. Siden da havde han været smertefri – og der var nu gået to måneder. Men samtidig var det sygekassens skæbne, der havde givet ham anledning til at søge forbindelse til Gröning. Han fortalte os, at de tyske sygekasser var truet af økonomisk sammenbrud, fordi de stod overfor et hav af kroniske sygdomme, som simpelthen ikke kunne helbredes. Dermed bekræftede han naturligvis noget som psykoterapeuterne, der opmærksomt iagttager vor tid, er fuldkommen bekendt med. Anden verdenskrig med alle dens ødelæggelser har efterladt en sand strøm af sygdomme, der i overvejende grad har psykiske årsager, men som viser sig som fysiske symptomer, begyndende med et utal af mave- og gigtsygdomme til udtalte neuroser og lammelser. For disse sygdomme har psykologerne skabt begrebet de såkaldt psykosomatiske sygdomme. Efter valutareformen kunne man statistisk konstatere en ny, tiltagende bølge af sygdomme, som aldrig tidligere var dukket op i et sådant omfang, og som man kun dårligt kunne føre tilbage til organiske årsager. Lanzenrath havde virkelig håbet på i Gröning at have fundet en helbredelsesmetode, som måske engang kunne bruges til at lette den overbelastede kasse. Lanzenrath havde nøje fulgt et større antal af behandlinger og helbredelser. Han førte os derefter til ca. 20 tilfælde, hvorigennem vi indenfor en uges omhyggelige analyser og undersøgelser, og såfremt det var muligt ved samtaler med den hidtidige praktiserende læge, kunne finde svaret på det for os så afgørende spørgsmål: kan Gröning helbrede?

Den 8. juli gennemså vi resultatet af de 20 un-dersøgelser. Blandt de 20 tilfælde var der 7 som måske var interessante, og her og der endog lidt hemmelighedsfulde, men ikke gav noget klart billede for eller imod Gröning. Da vi desværre netop først og fremmest anstrengte os med disse 7 tilfælde, var vi på den tredje undersøgelsesdag tilbøjelige til at fortvivle. I det mindste gjaldt det for os lægmænd.

Boligkontoret

Der var noget ved tilfældet Klüglich i Bielefeld. Klüglich, en funktionær, havde under krigen fået en kugle gennem nyren. Den ødelagte nyre fungerede kun delvis. Efter krigen kom der i den anden nyre en alvorlig betændelse, der til slut var så fremskreden, så de behandlende læger overvejede en operation. Vi fik forelagt røntgenoptagelser og de øvrige undersøgelsesresultater. Før pinse havde Klüglich gennem Lanzenrath henvendt sig til Gröning i et brev. Denne havde til at begynde med foretaget "fjernhelbredelse", og havde så bedt Klüglich om nøje at iagttage, hvad der skete i hans krop de næste dage. Klüglich konstaterede en bedre nyrefunktion, meget mørktfarvet urin, og derefter en voksende lettelse af hans besværligheder.

Også den behandlende læge konstaterede en bedring. Umiddelbart efter besøgte Gröning personligt Klüglich, og forbedringen varede ved. Klüglich var stået op fra sengen og foretog spadsereture. Men netop da vi besøgte ham, og professor Fischer undersøgte ham, var hans tilstand igen blevet forværret. Professoren fandt hurtigt ud af, at Klüglich pga. sin sygdom havde fået et ekstra værelse gennem boligkontoret. På grund af den hurtigt løbende nyhed om hans "helbredelse" havde boligkontoret meddelt ham, at man under disse omstændigheder måtte fratage ham værelset igen. Den samme dag begynde forværringen af hans tilstand igen. Det handlede helt klart ikke om en simuleren, men om en ægte forværring, som uden tvivl kunne føres tilbage til en psykisk årsag, nemlig angsten for at miste værelset, og tankeforbindelsen mellem sygdom og besiddelse af værelset. At tale om en helbredelse var naturligvis meningsløst. Lægerne kunne i dette tilfælde henvise til, at det udelukkende var lykkedes Gröning at rive den syge ud af en dyb sløvhed, og derigennem forbigående at forøge hans modstandskraft. De indrømmede ganske vist dermed den umiddelbare forbindelse mellem psykisk behandling og legemlig modstandskraft ved sygdomme, men havde ret, når de tilbageviste påstanden om helbredelse. Naturligvis var det et åbent spørgsmål, hvad Gröning havde kunnet opnå ved er fortsat indflydelse.

Hun sad på sin pengekasse

Der var det andet tilfælde med en fru W., ligele-des i Bielefeld. Hun var enke og ejer af en cykelforretning. Fra en stol i køkkenet, som lå bagved hendes butik, herskede hun over forretningen og familien. I 15 år havde hun beviseligt lidt af gangbesvær og hævede benene (ødemer.) Både hjerte- og nyrefunktion var dog normal. Derimod var der tegn på slidgigt i leddene. Gröning havde siddet overfor hende en halv time, og havde forudsagt en hurtig bedring. Siden da kunne hun igen gå over gården, og hun følte sig rigtig godt tilpas. Professoren fastslog, at ødemerne kun var ubetydelige. En undersøgelse hos den behandlende, kvindelige læge viste ligeledes en mærkbar tilbagegang af hævelsen, siden Gröning havde besøgt fru W. I den sidste tid syntes vanskelighederne alligevel at tiltage lidt igen. Var der også her tale om, at en psykisk opmuntring og stimulering havde bragt en forbigående bedring, der godt nok igen viste den tætte forbindelse mellem den psykiske tilstand og sygdom, men som for os ikke var bevis nok? Med mindre man også her kunne håbe på en fremadskridende og endelig succes gennem en fortsat behandling fra Gröning. Interessant var det at konstatere, at fru W. i mange år havde siddet på sin pengekasse, og at det vedvarende gangbesvær, der grænsede til lammelse, afgørende kunne være støttet af tvangsforestillingen om, at kassen uafbrudt måtte beskyttes. Sandsynligvis havde Gröning også forbigående fjernet dette tvangskompleks, hvad der trods alt var en bemærkelsesværdig præstation, som en normal psykoterapeut ikke kun ville bruge en halv time på, men dage eller endog uger. Men heller ikke denne præstation var nok til at søge efter noget så usædvanligt bag Gröning, at vi havde kunnet gå ind for store, kliniske eksperimenter.

Gröning gav hende en sølvkugle ...

Endelig var der tilfældet Schwerdt i Bielefeld. Her drejede det sig om to patienter. Om en ung pige, datter af en lille tjenestemand eller funktionær, hvis mor udøvede en undertrykkende indflydelse på datteren. Den anden var en mand der ejede en fabrik, og som efter alt at dømme blev overvåget af sin arvelystne familie. Manden og pigen havde indledt et forhold, hvorved manden var kommet i voldsom konflikt med sin familie. Pigen blev hele tiden bebrejdet af moderen, der ikke ville vide af sagen med den rige mand, for "det kunne der ikke blive noget af." Både manden og pigen tabte til sidst modet. De gik fra hinanden. Pigen blev syg af en ualmindelig svær hjerteneurose, som tvang hende til hele tiden at ligge ned. Manden kom til skade på samme tid og blev liggende i sengen, selv om kvæstelsen forlængst var helet op. Han længtes efter den elskede. For ikke at følge denne længsel, fordybede han sig i sin sygdom, og forskansede sig i sin seng. Gröning behandlede tilfældet. Han udvirkede ved sit første besøg hos pigen en væsentlig bedring, så frøken Schwerdt kunne forlade sengen. Hun besøgte så Gröning, og nævnte sammen med andre navne på syge, som han måtte hjælpe, også navnet på fabrikanten, uden at udtale sig nærmere om ham. Men Gröning anede åbenbart den virkelige sammenhæng. Han trak sølvpapiret ud af en cigaretpakke i sin lomme, krøllede det sammen i sin knyttede hånd, og gav den derved opståede kugle til den unge pige med befaling om at beholde den så længe i sin hånd, indtil hun personligt kunne lægge den i hånden på den føromtalte mand. Så ville han blive rask. Frøken Schwerdt holdt kuglen i hånden i 36 timer.

Gennem de rygter der for omkring hørte manden i mellemtiden om Grönings resultater, og om hans anvisning til frøken Schwerdt. Nysgerrigheden drev ham ud af sengen og hen til pigen. Det sønderrevne forhold blev derigennem bragt i orden igen, og begge følte sig atter raske. På professor Fischers spørgsmål, om de nu så hinanden regelmæssigt igen, svarede pigen: "Ja – desværre." Den egentlige konflikt, der havde medført al sygdommen, hendes spændinger med moderen, respektive med familien, var altså, som hun sagde –"desværre" – ikke ryddet af vejen, og kunne på kortere eller længere sigt igen fremkalde den gamle tilstand.

Indtrykkene var også delte i dette tilfælde. Men Gröning havde jo nu engang også her på forbavsende kort tid fjernet lidelser, som var fremkommet gennem sjælelige vanskeligheder. Med en bemærkelsesværdig indfølingsevne havde han forstået den rigtige sammenhæng, og med den lille kugle havde han anvendt et kunstgreb, som selv den bedste psykoterapeut ikke behøvede at skamme sig over. Ganske vist havde han overset, at den udløsende faktor var opretholdt. Tilfældet Schwerdt var det første tilfælde, der fik professor Fischer til at begynde at gå ind for Gröning. Hvis der ikke kunne findes andet usædvanligt ved Gröning, kunne man ikke benægte, at han besad en overraskende naturbegavelse som psykoterapeut.

Den strejkende motorcykel

Ovenud mærkværdig var den såkaldte Wehmeyer-sag. Wehmeyer havde en vognmandsforretning i Herford. Dygtig, kraftig, med en stærk psyke, bestemt ikke en man kunne stikke blår i øjnene. Han havde altså også opsøgt Gröning for at finde hjælp til sin kone, der var indlagt på en klinik i Münster for en kronisk sygdomstilstand, som man ikke rigtig i detaljer kunne fastlægge. Gröning havde ved denne lejlighed sagt til ham: "Deres kone vil ytre ønske om at komme hjem til en bestemt tid. Men De må ikke selv køre derhen og foranledige, at Deres kone bliver udskrevet." Wehmeyer var som sagt en mand, der hverken troede på klarsyn eller modtog ordrer. Mod Grönings instruks startede han sin motorcykel og begav sig på vej til sin kone i Münster. Men nu skete der noget mærkeligt, som han simpelthen ikke kunne forklare: Undervejs strejkede motorcyklen. I Bielefeld tog han hen til et værksted med den. Der blev cyklen undersøgt fra øverst til nederst, den var i orden. Den skulle kunne køre. Montøren skiftede tændrør og gjorde alt muligt, han kunne ikke begribe hvorfor motorcyklen ikke kunne køre. Rådløs sagde han, at hr. Wehmeyer hellere måtte køre hjem igen. Wehmeyer begav sig hjemad. Og i samme øjeblik han igen satte kursen mod Herford, kørte motorcyklen som om den aldrig havde fejlet noget. Glad vendte han om. Straks stod den stille. I retning mod Münster ville den ikke køre.

Endnu ganske rystet over denne næsten spøgelsesagtige oplevelse, kørte Wehmeyer så nogen tid senere med toget til Münster. Der sagde hans kone faktisk spontant, at hun gerne straks ville hjem. Hun følte sig væsentlig bedre tilpas, og også afdelingslægen erklærede, at han var færdig med sin behandling.

Den varme strøm
Et usædvanligt begyndelsesresultat

På femte dagen af vores undesøgelse oplevede vi den første virkeligt store overraskelse. Og fra denne dag fulgte den ene overraskelse efter den anden, for endeligt at blive fulgt at et tilfælde, som man uden overdrivelse må kalde en sensation.

Vi var kørt til Hamborg, fordi Lanzenrath kendte et tilfælde der, som han syntes var særligt imponerende. Dette tilfælde var der desuden blevet holdt godt øje med af lægerne. Det handlede om en lille datter til en hr. Mendt, der havde et autoværksted i Hamborg. Barnet havde overstået en børnelammelse, men lammelserne i benene var blevet tilbage.

Der forelå her en omhyggeligt udarbejdet forhistorie med en klar diagnose. Gröning havde behandlet barnet på sin sædvanlige måde, ved roligt at sidde overfor det, langsomme spørgsmål om dets kropslige fornemmelser, højst et let strøg med hånden. Så havde han efterladt den besked, at barnets fortsatte fornemmelser i de kommende dage nøje skulle skrives ned. Det blev omhyggeligt gjort, og professor Fischer læste nu, at barnet havde mærket trækkende smerter i benene i retning af lænden. Smerterne blev kraftigere, gik over i en tiltagende varme, som gav plads for en stærk gennemstrømning i de lammede ben. Barnet begyndte igen at gøre bevægelser, som det ikke tidligere havde været i stand til at udføre. Professor Fischer undersøgte nøje barnets lemmer, og fandt ud af, at gennemstrømningen af blod var forbavsende god. Hele forløbet mindede ham om princippet for "autogen træning", uden at det hidtil på nogen måde med held var lykkedes at anvende denne metode ved børnelammelse. "Autogen træning" blev udviklet af prof. I.H. Schulz, der i sin tid var docent i psykoterapi ved universitetet i Jena og var forsker i Tyskland. Schulz‘ metode var i grunden ikke anderledes end en praktiseren af den gamle, berømte og for alle europæere så hemmelighedsfulde indiske yoga, omsat til moderne europæisk lægekunst. Gennem en indflydelse på psyken, som ikke må forveksles med hypnose, blev de læger, som han har uddannet, i stand til at styre blodkredsløbet hen til bestemte kropsdele hos deres patienter. Det lykkes dem ikke i alle tilfælde. Frem for alt krævede det ugelange, ofte månedlange anstrengelser, der virklig fortjente navnet "træning". Her i tilfældet Mendt havde Gröning fra begyndelsen opnået et resultat, som var ganske usædvanligt. Selv hvis en lægeligt uddannet psykoterapeut var begyndt på dette tilfælde, ville han i bedste fald have brugt mange uger for at nå det resultat, som Gröning havde tilvejebragt på en halv time. Fischer havde endnu en lang konference med professor Burckhard fra Hamburg, og de var begge så imponerede over resultatet, at professor Fischer for første gang sagde, at han nu var af den opfattelse at Gröning rådede over usædvanlige psykoterapeutiske kræfter, måske over et eget strålefelt eller noget andet, som måtte efterforskes i et stort klinisk forsøg. Ligeså måtte mulighederne for indflydelse på børnelammelse og deres følger observeres gennem en fortsat behandling over længere tid.

Ingen læge kunne hjælpe ham

Allerede næste dag bragte en ny, imponerende overraskelse. Lanzenrath havde ført os til endnu en af Grönings patienter, en hr. Kargesmeyer i Bad Oeynhausen. Kargesmeyer var 47 år gammel, og havde siden han var to år lidt af hovedpine, som i tidens løb udviklede sig til en alvorlig trigeminusneuralgi. Herved forstår man smerter i ansigtsnerverne, der hører til en af de mest forfærdelige lidelser, der findes. Voldsomheden af disse smerters kan drive folk til selvmord. En almindelig læge kan næppe gøre noget ved denne lidelse, og man kan ikke fjerne smerterne helt med medikamenter. I helt fortvivlende tilfælde forsøger man at ødelægge nerverne ved indsprøjtning med alkohol, eller ved simpelthen at skære dem over. Hver gang drejer det sig om et vanskeligt indgreb, og man kan på ingen måde være sikker på resultatet. Kargesmeyer var blevet opereret ved flere lejligheder. Til sidst havde man ved en gennemgribende operation på en klinik i Münster fjernet mandlerne og tømt bihulerne, da man formodede, at de betændelsestilstande man havde lokaliseret der, kunne være årsag til ansigtssmerterne. Operationen havde ikke fået indflydelse på neuralgien. Naturligvis var det muligt, at de nævnte betændelser oprindeligt havde fremkaldt neuralgien. Men efter operationen var smerterne i ansigtsnerven blevet "fikseret", på lignende måde som de frygtelige smerter, som amputerede ofte føler i amputationsstumpens nerver, og som giver indtryk af, at smerterne trækker igennem den arm eller det ben, som ikke er der mere. Gröning havde behandlet Kargesmeyer. Han havde opfordret ham til at holde hovedet fast mellem sine hænder.

Derefter fornemmede Kargesmeyer en varm strøm i ansigtet. Smerten blev endnu i nogle dage, men forsvandt så mere og mere for hver dag. Nu havde han allerede været smertefri i fire uger.

Også her havde åbenbart en usædvanlig evne til at styre blodets kredsløb ført til succes. Måske gjorde andre faktorer sig også gældende, men det spillede i dette øjeblik ingen rolle for os. Hidtil var man kun bekendt med forsvindende få tilfælde af behandling for trigeminusneuralgi med psykoterapi. Og også der havde det varet uger og måneder før man opnåede resultater. Gröning havde klaret det ved et ganske kort møde – en indtil i dag enestående præstation.