Hans sidste vej

I januar 1959 dør Bruno Gröning i Paris

Diagnose: Mavecancer i fremskredet stadium

I efteråret 1958 kørte Bruno Gröning til Paris med sin anden hustru, Josette, som han havde giftet sig med i maj 1955, og lod sig undersøge af en ven, kræftspecialisten dr. Pierre Grobon. Analysen af flere røntgenoptagelser viste resultatet: mavekræft i fremskredent stadium. Dr. Grobon ville straks operere, men det afslog Bruno Gröning.

Han kørte tilbage til Tyskland og forberedte julehøjtiden for Vennekredsene. Den 4. december indtalte han et lydbånd, som skulle afspilles ved alle julehøjtider. Derpå kørte han igen med sin kone til Paris. I mellemtiden havde dr. Grobon informeret den ansete specialist i kræftkirurgi, dr. Bellanger. På dennes klinik i Rue Henner, ikke langt fra Montmartre, blev han opereret den 8. december. Udfaldet gjorde lægerne forskrækkede: Det var meget værre end røntgenoptagelserne lod ane - det kunne ikke nytte noget at operere. Operationssåret blev straks lukket til igen.

Forbavsende hurtig bedring

Josette Gröning skrev om dette: "De kunne dog ikke begribe, at Brunos ydre fremtoning røbede så lidt om hans frygtelige indre lidelse, at han stadig kunne trække vejret normalt, at hans stofskifte endnu i de sidste uger havde fungeret upåklageligt, at hans blodbillede så glimrende ud. I dette fremskredne stadium kommer der hele tiden opkastninger ved den mindste indtagelse af næring, og den hårdt prøvede patient dør langsomt af sult. Hos Bruno var det slet ikke sådan."

Til forbavselse for hans læger kom han sig meget hurtigt og kørte tilbage til Tyskland, hvor han oplevede julefesten. Midt i januar 1959 havde han 3 dages møde med bestyrelsesformændene for den nye forening og fastlagde, hvordan værket skulle opbygges. Ingen af de to anede, at det skulle blive deres sidste møde med Bruno Gröning.

Operation i Paris ledsaget af et tordenvejr

Den 21. januar fløj han igen til Paris. På grund af en blokering af tyktarmen var en operation uundgåelig. Den 22. januar 1959, kl. 9.00 om formiddagen - på samme tid, som appelsagen [Krydshenvisning til artikel 14, „Antrag auf Revision kurz vor dem Tod“] i München begyndte – blev Bruno Gröning på ny opereret. Han måtte lade det overgå sig selv, som han havde sparet utallige mennesker for. Han kunne og måtte ikke hjælpe sig selv.

Da han denne morgen lå i narkose, kom der pludselig et kraftigt tordenvejr over i Paris. Grönings hustru fortalte: "Det følgende naturfænomen er også mærkeligt. Den 22. januar 1959, mens min mand endnu lå i narkose, formørkede et pludseligt opstået uvejr med lyn og torden den lune og lyse dagsstemning I Paris. Det blev så mørkt, at man ved højlys dag måtte tænde lys. Søsteren udtrykte sin forbavselse over et så kraftigt tordenvejr. I dagene efter operationen var Brunos temperatur, blodtryk og puls fuldstændig normalt. Han stod endda op to gange og satte sig i en lænestol."

"Total indre forbrænding"

Den 25. blev han bevidstløs, og den følgende dag, den 26. januar 1959 kl. 13.46, døde Bruno Gröning på Clinique Henner af kræft, som lægen skrev på dødsattesten. Var det virkelig kræft? Dr. Bellanger sagde efter den anden operation følgende: "Ødelæggelserne i Brunos krop er frygtelig, det er en total indre forbrænding. Hvordan han har kunnet leve så længe og uden de forfærdeligste smerter, det er mig en gåde."

Bruno Gröning havde allerede flere år før sagt: "Hvis man vil forbyde mig mit virke, så brænder jeg op indvendig."

Nekrolog

Hvordan Bruno Gröning bar denne bitre skæbne, bevidner et brev som dr. Grobon skrev den 26. februar 1959 til hans enke. "Disse [om lægernes anstrengelser for Bruno Gröning] var vel helt naturlige, og jeg må vel sige, at de har fundet en vældig støtte i Bruno Grönings mod, hans viljekraft og betydelige personlighed. [...] "

I et brev fra december 1974 gav dr. Bellanger igen udtryk for sin beundring for Bruno Gröning: "Bruno Gröning var en mand med hjerte, et værdifuldt menneske, der gjorde sig gældende; og hans værdighed ansigt til ansigt med lidelse og død fremkalder endnu i dag beundring."

Efter at liget er blevet kremeret bortfalder en endegyldig domsfældelse

Bruno Grönings lig blev brændt i et krematorium i Paris, og urnen blev bisat på skovkirkegården i Dillenburg.

Retssagen [Krydshenvisning til artikel 11] blev erklæret bilagt på grund af anklagedes død, og en endelig dom blev aldrig afsagt.

Enhver kan selv opleve hjælp og helbredelse

"Mirakeldoktoren fra Herford", som havde bragt helbredelse til tusinder og atter tusinder af mennesker, døde ensom og forladt i en lille gyde i Paris. Hvorfor måtte det ske? Hvorfor måtte han bære så bitter en uret? Hvorfor kunne han ikke hjælpe sig selv?

Dertil skriver Grete Häusler (1922-2007), helbredt mangeårig medarbejder hos bruno Gröning og stifteren af "Bruno Gröning Vennekredsen" i sin bog Das Heil erfahren, das ist Wahrheit (At opleve helbredelse, det er sandhed): "Bruno Gröning har i den korte tid han var her på denne jord bevirket meget godt. Hjælperens og helbrederens evne fik han som vuggegave. Overalt hvor han kom, skete der vidunderlige ting, som man ikke kunne forklare med forstanden. Han trådte frem for offentligheden i 1949. Efter de store helbredelser som skete i Herford, og efter at han i ind - og udland var kommet på alles læber, fik han efter 3 måneder forbud mod at helbrede. Man forfulgte ham og lavede hetz mod ham, man førte den store proces imod ham og ville straffe og dømme ham. Hvorfor? Hvem har han gjort noget ondt? Ingen, men han havde gjort så meget godt for tusinder af mennesker, som ikke noget andet menneske kunne have givet dem. Uskyldig ville man straffe ham! Uskyldig forbød man ham at gøre det, som Gud havde budt ham at gøre - at hjælpe menneskene! Han har bittert måttet bære denne ondskabsfuldhed i Paris på kræftklinikken i Rue Henner! Under store smerter brændte han op indvendig af den Heilstrom, som han ikke fik lov til at lede videre. Menneskets lov forbød ham dette i Tyskland. På baggrund af alle løgne og bagvaskelser stod han der, anklaget som en forbryder! Rolig og alene, uden at nogen venner vidste om det, bar han alle menneskehedens lidelser. Og det var en byrde, som han ikke bar forgæves! Sådan skulle være, det var ikke mere muligt at hjælpe menneskene på anden måde."

Og i hendes bog: Jeg lever, for at menneskeheden kan leve videre, skriver hun: "Vi mennesker skal være meget omhyggelige i omgangen med ordet 'offer'. Men her, hvor Bruno Gröning døde i Paris, har dette ord i sandhed fået sin fulde vægt."

Kun sådan var det muligt at hans ord kunne gå i opfyldelse, hvilket i dag bliver bevidnet af utallige succesberetninger: "Når jeg ikke mere er på denne jord som menneske, dvs. når jeg har måttet aflægge min fysiske krop, da er menneskeheden kommet så langt, at enhver selv kan opleve hjælp og helbredelse."

Den store retsproces fortsætter

Appelretsforhandling og appel

Uheldig udgangsposition for Gröning

Ved appelretsmøderne i januar 1958 [Krydshenvisning til artikel 11], kom det Bruno Gröning til skade at det ikke var ham, men statsadvokaturen der havde anket dommen. Det var dog ikke kun denne forsømmelighed fra hans daværende advokat der skadede ham; også dennes tøvende udlevering af akterne til Grönings nye juridiske konsulent forhindrede forberedelsen til retsmøderne.

Som en yderligere ulempe, sammenlignet med det første retsmøde, udviste modstandernes vidner en langt mere sikker optræden. De syntes at være blevet enige om punktet "Forbud mod læge".

Fængsel og bødestraf gjort betinget, "en vanære" uden fastslåelse af spørgsmålet om helbredelse

Dommen lød denne gang sådan: Otte måneders fængsel på grund af uagtsomt manddrab, og 5000,- DM i bøde for overtrædelse af heilpraktikerloven. Dommen blev gjort betinget.

Baronesse Anny Ebner von Eschenbach, der havde overværet både det første og det andet retsmøde som tilskuer i retssalen, betegnede dommen som "en skændsel for Tyskland."

Bruno Gröning erklærede, at han blev straffet for at gøre det gode. Han beklagede, at ingen under hele processen havde interesseret sig for, hvordan en helbredelse sker, ikke engang hans egen advokat. Hvis man havde undersøgt dette spørgsmål, ville det have vist sig, at hans virke intet havde at gøre med lægelig behandling. Så havde man måtte afbryde processen. Men opklaringen af dette spørgsmål interesserede ingen sig for i retten. Man havde en forudfattet mening om Gröning, og var ikke indstillet på at afvige fra den.

Anmodning om appel kort før døden

Heller ikke dette blev dog enden på retssagen. Denne gang anmodede Bruno Gröning om appel. Tidspunktet for retsmødet blev af højesteret i München fastsat til den 22. januar 1959. Men dertil skulle det ikke komme, da Bruno døde i den samme måned.

"Hans ord bandlyser sygdommen"

Helbredelserne sker fortsat – på trods af retssager og forbudet mod at helbrede

Ydre sundhed og indre forvandling

Under disse stridigheder og kampe [Krydshenvisning til artikel 12, „Falsche Freunde“] fortsatte Bruno Grönings virke. Således skrev den lægelige fagjournalist dr. Horst Mann 1957 i en artikelserie i Neuen Blatt under overskriften "Hans ord bandlyser sygdommen" bl.a.:

"Næste morgen kørte jeg fra Hameln til Springe, den lille by ved Deister. Også her var der dannet en Gröning Vennekreds Helbredelsen af en række mennesker havde været udgangspunktet. Også her oplevede jeg, som tidligere i forskellige landsbyer i Schleswig-Holstein, i Augsburg, Hameln, Wien, Plochingen og andre byer: Mennesker stod op og fortalte mig om deres sygdomme. De fortalte mig, hvilken læger der havde behandlet dem. De fortalte om deres helbredelse, som de kunne takke Gröning for, og altid var de parate til at løfte hånden og bekræfte deres udsagn under ed.

'Allerede som baby gik begge mine ben ud af led i hofteleddet', fortalte 50-årige Julie Prohnert fra Hannover. 'Senere kunne jeg kun gå ved hjælp af krykker. Lægen kunne kun lindre min lidelse. Da jeg hørte et foredrag af hr. Gröning, mærkede jeg en stærk reaktion. Min ryg, der allerede var helt krummet sammen, blev lige igen. Jeg kunne gå igen. Jeg har ikke haft tilbagefald siden …'

'Jeg havde leddegigt og var til stadighed plaget af udslet og bylder. Det har hr. Gröning befriet mig for', sagde Wilhelm Gabbert fra Hameln.

'Min galdelidelse kunne kun gøres udholdelig med morfin', berettede Kurt Severit fra Evestorf. 'Jeg takker Bruno Gröning for at have befriet mig fra denne lidelse.'

'Jeg havde meget forhøjet blodsukker', berettede Robert Thies fra Springe. 'Men endnu mere truende var en svaghed i hjertemuskulaturen. I dag har jeg ikke mere besvær med disse to lidelser. Det takker jeg hr. Gröning for.'

Denne række kunne fortsættes. Det var mennesker i alle aldre der berettede for mig. Mænd, kvinder og børn. Mange sygdomme blev opremset, begyndende med hovedpine, over nervebetændelse, iskias, nyre- og galdelidelser, til hjertefejl og tilfælde af lammelser.

Men der var også noget andet, som berørte mig dybt. Frimodigt fortalte mange her foran alle tilhørerne, at de gennem Gröning havde oplevet en indre forvandling. Jagten efter succes og den egoistiske indstilling var veget for en indre ro og besindighed og tanke for fællesskabet.”

Selvtillid gør det muligt for ethvert menneske at blive helbredt

Dr. Horst Mann fortsat: "Ved alle disse samtaler med mennesker, der følte sig helbredte gennem Bruno Gröning, blev et spørgsmål stadig stærkere i mig: Var helbredelse mulig hos ethvert menneske - eller endnu dristigere - ved enhver sygdom? Hvor lå grænserne for den kraft der udgik fra Gröning? Var der ingen fare ved den? [...]

Ved mit sidste besøg stillede jeg ham dette spørgsmål. 'Jeg kan og vil ikke tvinge noget menneske', svarede han mig. 'Når nogen lukker af og ikke bærer beredvilligheden i sig til at lade kraften udfolde sig og skabe orden, så mangler jeg også beredskabet til at gribe ind. Dette menneske opfordrer jeg kun til at sprænge lænken til det onde, som forhindrer helbredelsen.'

Jeg havde endnu et spørgsmål: 'Nogle sygdomme er mere farlige end andre', sagde jeg. 'Lad os antage, at en alvorligt syg, som er opgivet af flere læger, lader Dem tilkalde af en læge, som endnu kæmper for sine patienter. Ville De så kunne hjælpe?'

'Ja', sagde Gröning. Han sagde det uden at tøve. 'Når den syge tror på det, og lægen har tillid til sin metode, så vil succesen ikke udeblive. Den fælles tillid vil udvikle uanede kræfter i den syge. Hyppigt kommer succesen netop allerhurtigst der, hvor det syge menneske fuld af fortvivlelse griber efter det sidste halmstrå.'"

Adskillelse fra Gröning-forbundet

Tid til at gøre status over skaderne

Snæversynet bureaukrati ser passivt til i forbindelse med Grönings bødestaf

I oktober 1957 kom det til et opgør mellem Bruno Gröning og Gröning-forbundets bestyrelse. Ved snæversynet bureaukrati havde forbundet skadet Bruno Gröning meget. Anledningen til diskussionen var retskendelsen, ifølge hvilken Bruno Gröning indenfor kort tid skulle betale 2000,- DM i bøde. Da han ingen penge fik for sit virke, og derfor ikke rådede over tilstrækkelige finansielle midler, havde Gröning-forbundets ledelse allerede fra begyndelsen af retssagen besluttet, at de ville bære de forefaldende udgifter. Om bødestraffen talte med her, var der dog uenighed om i bestyrelsen. Man ville ad langvarige, bureaukratiske veje kontrollere, om forbundet overhovedet var forpligtet til at betale de 2000,- DM. Først derefter skulle man bekymre sig om at bringe gælden ud af verden. Således kunne man forudse, at de nødvendige midler - om overhovedet - alt for sent ville nå frem til Bruno Gröning. Forbundet ville altså passivt have set på, hvordan Bruno Gröning i stedet måtte gå i fængsel, hvis han ikke kunne betalte den fastsatte bøde. Derved kom det til et åbent opgør, og sluttelig til et brud.

Falske venner

Bruno Gröning omtalte i sin 62 sider lange "Bilanz über die Tätigkeit des Bundes" (status over forbundets virksomhed) alle de punkter, hvor forbundet havde skadet ham. Sammenfattende forklarede han: "Når jeg nu i dag drager sammenligninger mellem mine tidligere omgivelser (profitmagerne Meckelburg, Enderlin, Schmidt og Hülsmann) og mine nutidige omgivelser (medlemmer af forbundets ledelse), kommer jeg til samme slutresultat: I sidste ende er der i dag sket det samme som dengang. De, der ville være mine største, nærmeste og bedste venner, er i dag ikke blevet anderledes end de forrige var. Dengang bedrog snavsede håndværkere mig. I dag har venner svigtet, idet de roligt kunne se på, at jeg måtte gå gennem processer, gå gennem domfældelse, derved, at jeg ingen hjælp fik, at jeg uden bil ikke kunne opsøge mine Vennekredse, derved, at man intet foretog sig mod pressehetzen, ved at man kun anrettede forvirring, ved at man simpelthen ikke var der for mig, når jeg havde brug for mennesker, der med deres uddannelse og deres stilling i det verdslige liv havde kunnet, og burdet have støttet mig, ved at jeg ikke kunne komme til at udføre det, hvortil jeg nu engang er her på denne jord.

Ingen af disse venner har sat deres personlighed ind for at frigøre mig, ingen havde mod til virkelig at bakke mig op. Intet er sket. Småligt bureaukratisk har man truffet beslutning på beslutning. Ingen har virkelig bakket mig op, ingen har virkelig sat alt ind på ,med hele sin arbejdsindsats, at befri mig fra alle disse kampe i retssagerne, imod pressen, såsom en hjælper til bilen, der var gået i stykker, en som tog sig af smuds og bagtalelse osv. osv., og som stillede sig foran mig, så jeg kunne gøre det, hvortil jeg er kommet på denne jord: At formidle livskraften til menneskene, og at føre menneskene til troen.

At jeg behøver ro til det, og ikke igen og igen blive forhindret heri gennem verdslig, ydre indflydelse, at jeg behøver en virkelig beskyttelsesmur for uforstyrret at lade det virke, som er mig givet, det er der ingen, der har tænkt på, ingen af mine venner, ingen af dem, der ville være mine venner. Og dette er det beskæmmende, og for mig det skuffende:

- Profitmagerne har villet drage nytte af mig, de gav sig tilkende som slette mennesker.

- Venner fra Gröning-forbundet er for lunkne, for ligeglade, for dovne, jeg vil ikke sige ondsindede.

Og resultatet er det samme: Jeg er ikke blevet fri. Mange venner fra Gröning-forbundets bestyrelse har ikke holdt deres løfte. Man har blot kneblet mig gennem alle foranstaltningerne."

Foreningsvejen mislykkes

Weisser trådte tilbage, og Gröning-forbundet, som det aldrig var lykkedes at få optaget i foreningsregistret, blev efter kort tid opløst. I stedet kom Forening til fremme af sjæleligt, åndeligt og naturligt livsgrundlag. Den blev grundlagt i 1958, og dens formand var Erich Pelz for Tyskland og Alexander Loy for Østrig. Men heller ikke denne forening, som var den sidste der blev grundlagt i Bruno Grönings levetid, skulle udrette det, som han håbede. I vedtægterne blev hans navn ikke engang nævnt.

Den store proces (1955-1957)

Anklage for uagtsomt manddrab og frikendelse med endegyldig forbud mod at helbrede.

Den 4. marts 1955 rejste statsadvokaturen på ny anklage mod Bruno Gröning. Atter blev han anklaget for at have forbrudt sig mod heilpraktikerloven [Krydshenvisning til artikel 9]. Som et yderlige anklagepunkt blev han sigtet for et tilfælde af uagtsomt manddrab.

Gröning bestrider anklagen for at have lovet at kunne helbrede og også forbudet mod lægelig behandling

Efter at anklageskriftet var blevet sendt til ham, henvendte han sig til sine venner: "Mine kære venner! I disse dage har den samlede presse og radioen offentliggjort en mere eller mindre tendentiøs meddelelse om mig, hvori det hedder at Münchens statsadvokatur II har forberedt en anklage mod mig for uagtsomt manddrab. I slutningen af 1949 skulle jeg have lovet en 17-årig tuberkuløs pige helbredelse, og dermed have forhindret hende i at opsøge et sanatorium og en læge. Jeg skulle derfor være skyld i dette unge menneskes død. De som med en klar forstand har læst eller hørt denne erklæring, må have forstået, hvad hensigten er med den: At skabe forvirring blandt mine venner, og at afholde alle søgende fra yderligere at beskæftige sig nærmere med vore bestræbelser og det erkendelsesmateriale, som jeg har forkyndt. Med alle midler forsøger man at hæmme mine og Gröning-forbundets, såvel som jeres aktiviteter. Selvfølgelig ser tingene anderledes ud end de bliver fremstillet! Jeg behøver ikke at komme med nogen redegørelse herfor til mine venner. De ved at jeg ikke giver noget 'løfte om helbredelse,' og at jeg aldrig fraråder lægelig behandling.”;

Mærkelig sen afsløring af anklagen

Gröning siger videre til sine venner: ”I 1952 blev jeg frikendt. Er det ikke mærkværdigt at 'tilfældet Kuhfuss', som allerede fremkom i slutningen af 1949/1950, ikke allerede blev trukket frem i retssagen mod mig i 1951/1952, selv om alt bevismaterialet forelå dengang! Er det ikke påfaldende, at undersøgelserne til indledningen af en fornyet retssag imod mig lige fremkommer på det tidspunkt, hvor offentligheden fik kendskab til dannelsen af Gröning-forbundet den 22. november 1953 i Murnau! Lige siden januar 1954 er talrige lokale Vennekredsledere og venner, såvel som foreningsmedlemmer blevet forhørt og overvåget gennem politimæssige foranstaltninger."

Vidner, som kunne rense anklagede blev afvist, anklagerens vidner hilst velkommen

Forberedelserne til retssagen trak ud i mere end to år. Bruno Grönings forsvar blev betydeligt vanskeliggjort. Næsten alle vidner, som kunne rense anklagede, blev afvist, mens anklagerens vidner blev godkendt. Blandt dem befandt sig også to af Grönings tidligere medarbejdere: Eugen Enderlin og Otto Meckelburg. Især Meckelburg - som i første retssag endnu var medanklaget - vendte sig i påfaldende skarp form mod Gröning. Han satte alt ind på at skade ham. I anklagepunktet om uagtsomt manddrab spillede han en afgørende rolle. Det drejede sig om et tilfælde, som indtraf i den tid hvor han var "manager" for Gröning [Krydshenvisning til artikel 7].

Det manipulerede, omdiskuterede tilfælde Ruth Kuhfuß

I november 1949 var sparkassefunktionær Emil Kuhfuss kommer til et af Grönings foredrag med sin syttenårige datter Ruth, som led af dobbeltsidig lungetuberkulose. Gröning indså straks, at pigen ikke mere kunne hjælpes, og udtalte sig på passende måde overfor en tilstedeværende læge. Men Meckelburg pressede ham voldsomt, og forlangte at han skulle tage sig af tilfældet. Derfor kom det til et personligt møde efter foredraget mellem Bruno Gröning og Ruth Kuhfuß. Gröning indgav den syge nyt mod, og opfordrede faderen til at sørge for en fornyet undersøgelse hos en specialist efter ni dage. Dermed ville han opnå at pigen, som ikke mere ville have med lægerne at gøre, igen kom under lægelig behandling. Faderen garanterede, at han ville tage sig af det.

Den efterfølgende korrespondance blev afviklet af Meckelburg, og nåede ikke frem til Bruno Gröning. Først i maj 1950 hørte han igen om Ruth Kuhfuß. Faderen havde i mellemtiden sendt bønfaldende breve til Gröning med indtrængende anmodning om at få besøg af ham. Meckelburg sendte ikke bre-vene videre, men aftalte egenhændigt - uden Grönings vidende - et møde med hr. Kuhfuß. Først kort før den fastsatte dato underrettede Meckelburg Gröning og tvang ham til at komme med.

Senere påstod Meckelburg, at Bruno Gröning havde givet pigen et løfte om helbredelse. Det var dog ham selv, der havde forsikret faderen om, at han ville få Gröning til at helbrede datteren. Meckelburg så i sparkassefunktionæren en god pengekilde, som han ville øse af, men dertil behøvede han Gröning. Kort efter dette besøg skilte Gröning sig af med Meckelburg.

En tung anklage der blev rejst mod Bruno Gröning var, at han skulle have forbudt Ruth Kuhfuss at blive behandlet af en læge. Imod denne talte dog den kendsgerning, at han allerede ved det første møde med pigen havde sendt hende til læge - hvad selv anklagerens vidner bekræftede. Også ved en radiotale i efteråret 1949 tilrådede han mennesker "at man får foretaget en afsluttende undersøgelse af en læge". Han rådede altid dem, der søgte hjælp til at vise deres læge tillid.

Ruth Kuhfuß, der allerede havde nogle smertefulde, men mislykkede helbredelseskure bag sig, vægrede sig mod at skulle gennemgå flere behandlinger. Den 30. december 1950 døde hun af følgerne fra sygdommen.

Lægelig erklæring bekræfter håbløs udsigt til helbredelse

Dr. med. Otto Freihofer belyste det lægelige synspunkt i en sagkyndig bedømmelse af tilfældet Ruth Kuhfuß: "Ved en nøgtern vurdering må enhver lægmand komme til den overbevisning, som også Säckingens sundhedsmyndigheder siden kom til, at en helbredelse menneskeligt set var udsigtsløs i betragtning af den 'meget alvorlige tilstand' og i henhold til den lægelige diagnose: 'Livstruende' hhv. 'fare ved udsættelse'. Ligeledes ville enhver ærlig og 'sine ira et studio' tænkende læge måtte give professor Lydtin fra München ret i hans erklæring om, 'at det ikke kunne afgøres, om der før den 5. november 1949 var en større sandsynlighed for helbredelse', hvis han ikke alt for selvbevidst tror, at han ved besiddelsen af de nyeste medikamenter kan give afkald på naturens kræfter. Det er efter min mening mere end besynderligt, at patienten i det hele taget levede indtil den 30. december 1950, så Grönings indflydelse kan alligevel have givet en vis forlængelse af livet. Afslutningsvis vil jeg gerne sammenfatte min sagkyndige udtalelse med, at følgende påstande: 'At der havde været udsigt til helbredelse', og, 'at patienten Kuhfußs' levetid kunne have været forlænget endnu mere, hvis hr. Gröning aldrig var kommet i nærheden af hende', ikke med sikkerhed kunne forudsiges og derfor ikke var berettigede.”

Mislykket domsafsigelse

I slutningen af juli 1957 kom det til et retsmøde ved nævningedomstolen i München-området. I anklagen om uagtsomt manddrab blev Bruno Gröning frifundet. For overtrædelse af heilpraktikerloven blev han ikke desto mindre pålagt en bøde på 2000,- DM.

Selv om dommen ved første blik ser positiv ud, var den uantagelig for ham. Den ville svare til et definitivt forbud mod hans virke. Hans forsvarer, som vurderede dommen meget mere positivt end Gröning, begik den fejl ikke at appellere dommen, som så blev appelleret af anklagemyndigheden. Det andet retsmøde fandt igen sted i München midt i januar 1958.

Gröning-forbundet

Håb om at kunne virke frit gennem foreningen

For på trods af forbudet mod at helbrede at kunne nå flest mulige mennesker, var Bruno Gröning allerede i begyndelsen af 50-erne begyndt at danne Vennekredse. Der holdt han udelukkende foredrag, og brugte alle sine bestræbelser på at videregive sin viden til dem, der søgte hjælp.

Lovmæssig beskyttelse og velrenomeret bestyrelse

Den 22. november 1953 grundlagde han Gröning-forbundet i Murnau/Seehausen som paraplyorganisation. Forbundet skulle være registreret i foreningsregisteret, så Bruno Gröning herigennem kunne få lovmæssig beskyttelse i sit virke. Dermed skulle en fortsat konflikt med heilpraktikerloven endegyldigt være forhindret. [Krydshenvisning til artikel 9 „Das Ja und Nein des Verstoßes gegen das Heilpraktikergesetz“]

Gröning-forbundets bestyrelsen bestod bl.a. af grev Zeppelin, grev Matuschka, baronesse Anny Ebner von Eschenbach, stadsingeniør, dipl.-ing. Hermann Riedinger og direktør Konstantin Weisser, i begyndelsen også som medstifter Rudolf Bachmann, hvem forbundet ganske vist meget hurtigt skilte sig af med. Bruno Gröning blev præsident på livstid.

Bestyrelsens holdning til profit sejrer over de syges velbefindende.

Heidelberger-journalist og lektor Egon Arthur Schmidt blev sekretær for forbundet. Han havde allerede i Herford stået nær ved "Mirakeldoktorens" side, og havde grundlagt foreningen Bruno Gröning Vennekredsens ring. Denne fungerede dog ikke i Bruno Grönings ånd, og blev efter kort tid opløst. Gröning skilte sig på det tidspunkt af med Schmidt, fordi denne havde været uærlig med de frivillige bidrag.

1952 henvendte Schmidt sig igen til Gröning og forklarede, at han havde indset sin fejl. Han bad om at måtte hjælpe med i opbygningen af værket, og Bruno Gröning tog ham igen til sig som medarbejder. Dermed fik Schmidt endnu en gang lejlighed til at vise, om de syges vel virkelig var en hjertesag for ham, eller det kun var til hans egen finansielle fordel.

1955 skilte Bruno Gröning sig endegyldigt af med Schmidt, da denne ikke havde ændret sindelag. Han forsøgte som tidligere at profitere på Grönings virksomhed. Efter adskillelsen førte Schmidt også processer mod Gröning. Han ville kæmpe for at få efterbetalt penge som frivillig medarbejder.

Hver er der for hvem – foreningen for Gröning, eller Grönings vrke for foreningen?

Forbundets forretningsføring blev overtaget af Konstantin Weisser og Hermann Riedinger. Dette så meget lovende ud, da de havde international erfaring og skulle kunne lade deres uddannelser komme Bruno Grönings værk til gode. Det indebar dog også den fare, at de overlegent ville handle mod den simple arbejders vilje, da han ikke levede op til deres uddannelsesniveau.

Med tiden gik udviklingen faktisk i denne retning, og for begge mænd blev det stadig vanskeligere at lade sig noget sige af Bruno Gröning. De syntes helt at have glemt at forbundet ikke kun bar Grönings navn, men at det også var hans skyld, det var opstået. For dem blev Gröning-forbundet mere og mere et mål i sig selv. Den egentlige målsætning, at hjælpe de nødlidende, mistede de ganske af syne. Det så ud som om de ikke ville anerkende, at det var gennem Gröning at helbredelserne opstod, og ikke gennem forbundet.

Således udviklede Gröning-forbundet sig mere og mere til at blive det modsatte af hvad det egentlig skulle være. For den mand, hvis navn det bar, blev forbundet til et fængsel, som i stedet for at gøre ham fri, mere og mere begrænsede hans muligheder.

Den første retsproces om forbudet mod at helbrede (1951-1952)

Er Grönings virke en lægelig virksomhed i medicinsk forstand?

Anklage for at udøve lægevirksomhed uden tilladelse

1951/52 stod Bruno Gröning for første gang for retten i München, anklaget for ulovligt at udføre lægegerning. Hvis det bayerske indenrigsministerium i 1949 endnu betragtede hans virke som et frivilligt kærlighedsarbejde, så blev det nu betragtet som et lægelig virksomhed i medicinsk forstand.

Anklagen støttede sig på heilpraktikerloven fra 1939, som afløste den indtil da gældende frihed til at helbrede, og som på den tid skulle lægge lægevidenskaben i hænderne på de nationalsocialistiske læger.

Ja og nej til overtrædelse af heilpraktikerloven

Bruno Gröning blev frikendt såvel i første som i anden instans. Højesteretsdommeren ved landsretten i München erklærede i sin domsafsigelse i marts 1952:

"Retten finder det formasteligt at dømme den anklagede på grund af sagkyndiges ensidige skøn. For om Grönings virke overhovedet kommer ind under heilpraktikerloven er mere end tvivlsomt, da den falder ind under et område, som i dag er alt for lidt udforsket."

I ankesagsforhandlingerne blev frifindelsen godt nok stadfæstet, men Bruno Grönings virke blev tydeligt betegnet som helbredende virksomhed i heilpraktikerlovens forstand:

"Den anklagede har således, uden tilladelse, og uden at være beskikket som læge, udøvet en virksomhed til konstatering, helbredelse eller lindring af sygdomme, lidelser eller skader på kroppen af mennesker, en virksomhed som i henhold til HPG anses for lægelig virksomhed. [...]"

Vildfarelse der udelukker skyld betyder det samme som forbud mod at helbrede

Dommen fortsat: "Det kunne alligevel ikke komme til domfældelse af den anklagede, fordi han hvad angår sagens objektive, faktiske forhold har befundet sig i en vildfarelse der udelukker skyld, og således under udøvelsen af sin helbredende virksomhed ikke har handlet forsætligt."

På trods af, at den vildfarelse, som Bruno Gröning uden skyld skulle have befundet sig i, blev afklaret under domsafsigelsen, blev der straks nedlagt retsligt forbud mod at helbrede, selv om han blev frifundet. Fra nu af måtte Bruno Gröning gøre sig klart, at hans virke var en udøvelse af lægelig virksomhed i heilpraktikerlovens forstand, og som sådant var forbudt. Den sande sammenhæng i hans virke blev ikke forstået, at hans måde at udøve det på, ikke havde noget at gøre med en helbredende virksomhed i lægelig forstand.