Tidsvidnet G. Clausen

Befrielse for årelange smerter i benene

I halvtredserne boede jeg ved Fliegerhorst i Uetersen. En dag gik Bruno Gröning forbi vores vindue, og mine børn gjorde mig opmærksom på ham. Vi kendte hr. Gröning fra avisen. I samme øjeblik, som vi så ham fra vinduet, tænkte jeg: "Hvor går han hen?" Da jeg så, at han gik ind til min nabo, gik jeg derhen og bankede på. Jeg blev klar over, at min nabo var Bruno Grönings søster. Jeg blev ført ud i køkkenet og måtte sætte mig ved bordet overfor Bruno Gröning. Hans søster satte sig ved bordets langside mellem os. Bruno Gröning opfordrede mig til at sidde helt afslappet uden at krydse arme og ben, og være opmærksom på hvad jeg mærkede. Han sagde: "Optag så megen strøm som De kan!" Så bemærkede jeg til min forbavselse, for han sad jo et stykke væk, en blæst i hænderne, som om nogen pustede i min hånd. Det kan jeg bevidne. Så mærkede hans søster pludselig og uventet smerter i benene og råbte: "Av, av, av!"

Jeg tænkte: "Det er jo mine smerter, som altid har generet mig." I årevis har jeg haft følelsen af at mit ben ikke tilhørte mig, som om det kun var limet på. Lægebehandling havde heller ikke kunnet befri mig fra denne tilstand.

Jeg råbte højt: "Det er jo mine smerter, sådanne smerter har jeg altid!" Bruno Gröning sagde derpå blot et ord: "Havde". I dette øjeblik forsvandt smerterne fra hans søster, og jeg følte, at mit ben var fuldkommen normalt igen. Jeg var fri, havde ikke længere smerter, mit ben tilhørte mig igen, og fra dette øjeblik haltede jeg ikke mere. Jeg var bare rask, og det er jeg fortsat.

Bruno Gröning forlangte ingen penge, tværtimod gav han mig nogle stykker stanniol, hvorpå der stod: "Guds velsignelse på alle Deres veje!" Besøget varede en halv time, og derefter gik jeg helt rask tilbage til min bolig.