Barndom og ungdom

Pryglet, spottet, manglende forståelse, taget imod – et barn, der er anderledes end de andre

Flugt fra hårdhjertede omgivelser ud i naturen: "Her oplevede jeg Gud"

Bruno Gröning blev født den 30. maj 1906 i Danzig-Oliva (Gdansk) som det fjerde af ægteparret August og Margarethe Grönings syv børn. Hans forældre bemærkede allerede tidligt det usædvanlige ved deres søn, f. eks. Kom de dyr, der regnedes for at være sky, så som harer og rådyr spontant hen til ham og lod sig uden angst klappe af ham.

Jo ældre Bruno Gröning blev, desto mere fremmed syntes han omverden for ham. Gröning fortalte, at han mange gange bev banket gul og blå derhjemme. Han fortalte, at slagene ikke gjorde ikke ondt på kroppen, men han følte sig ikke forstået.

Ked af omgivelsers hårdhjertethed flygtede den lille Bruno ud i naturen. Han følte sig mere tiltrukket af dyrene, træerne og buskene end af mange mennesker. Ofte forsvandt han i timevis i den nærliggende skov.

"Her oplevede jeg Gud. I hver en busk, i hvert træ, i hvert dyr, ja selv i stenene. Overalt kunne jeg stå og gruble i timevis - der var egentlig ikke nogen tidsfornemmelse - og altid var det, som om hele mit indre liv udvidede sig i én uendelighed."

Han deltog aldrig i de jævnaldrendes vilde slagsmål. Derfor blev han ofte genstand for ond spot og blev pryglet og straffet for at være anderledes.

Helbredelser hos dyr og mennesker, som gerne ses

Med tiden blev det aspekt i Bruno Grönings væsen tydeligt, der senere skulle føre ham i offentlighedens søgelys: I hans nærvær blev mennesker og dyr raske. Specielt under den første verdenskrig opsøgte han ofte lazarettet, hvor man gerne så ham. De sårede følte sig godt tilpas i hans nærhed, og mange blev raske. Syge sendte også bud til hans mor med ønsket om, at hun skulle komme til dem med den lille Bruno. I familien og bekendtskabskredsen tog man gerne imod drengens helbredende evne.

Stræben efter selvstændighed

Bruno Gröning skriver i sit levnedsløb: "Allerede som lille barn blev syge mennesker fri for deres lidelser i mit nærvær, og både børn og voksne blev ved ophidselse eller stridigheder fuldkommen rolige efter nogle ord fra mig. Som barn har jeg også kunnet konstatere, at dyr der sædvanligvis blev anset for sky eller ondskabsfulde, viste sig godmodige og tamme overfor mig. Mit forhold til barndomshjemmet var derfor underligt og anspændt. Jeg stræbte snart mod fuld selvstændighed for at komme bort fra det at 'være misforstået' af min familie ."