Karriere og udslaggivende stationer i livet

Forberedelser til hans senere virke

Tvungne og afbrudte læreår

Efter at have gået i folkeskolens femte klasse, begyndte Bruno Gröning en handelsmæssig uddannelse, som han dog efter pres fa faderen måtte afbryde efter 2½ år. Murerformanden ville have at hans søn ligeledes skulle lære et byggefag. Han lod ham uddanne som tømrer, men heller ikke her kom det til en afgangseksamen. Efterkrigstidens urolige økonomiske forhold lod det ikke komme så vidt. Tre måneder før afslutningen af læretiden måtte firmaet hvor han var i lære, lukke på grund af manglende ordrer. I den følgende tid levede han af de mest forskelligartede arbejder. Egon Arthur Schmidt skrev om denne tid:

"Alt arbejde, han tog fat på, lykkedes"

"Forskellige arbejdskolleger fortalte mig, at det var særligt kendetegnende, at alt arbejde han tog fat på lykkedes for ham, hvad enten han reparerede ure, radioer, eller var beskæftiget som blikkenslager. Tekniske ting lå særdeles godt for ham. Han havde heller aldrig været bange for at udrette det groveste og tungeste fysiske arbejde. Som havnearbejder trak han på nøjagtig samme hammel som sine andre kammerater. Han vedgik åbent, at det jo hørte med til vejen, som førte ham gennem dybet, for at han kunne nå det høje. Et gammelt kinesisk ordsprog siger: 'Den der aldrig er gået gennem en sump, kan ikke blive en helgen.' Der foreligger tilstrækkelige vidneudsagn fra tidligere rejsefæller, hvoraf en først nåede mig for nylig, og hvor det enkelt og uden forbehold siges, at fortælleren fra et etårigt samarbejde med Bruno Gröning kun mindes denne som den bedst tænkelige kammerat, han nogen sinde havde haft."

Giftemål og familiære slag af skæbnen

Som 21-årig giftede han sig. Men hans kone havde ingen forståelse for ham. Hun ville tvinge ham ind i et snævert, borgerligt familieliv, og opfattede hans helbredelser som "griller". Sønnerne Harald og Günter blev født i 1931 og 1939, og begge døde, da de var 9 år gamle. Selv om mange mennesker allerede havde oplevet helbredelser gennem Bruno Gröning, troede Gertrud Gröning ikke på sin mands kraft til at helbrede. Hun betroede ikke børnene til ham, men til lægerne. Men lægerne kunne ikke hjælpe. Begge drengene døde på sygehuset, Harald 1939 i Danzig, Günter 1949 i Dillenburg. For Bruno Gröning var det et tungt skæbneslag. Selv mange år efter fik han tårer i øjnene, når han talte om sine sønner.

Således var tiden mellem verdenskrigene en forberedelsestid for ham til hans senere virke. Han måtte gøre mange bitre erfaringer for at kunne forstå og have medfølelse med mennesker i alle sociale lag.

At hjælpe i stedet for at skyde-ved fronten og i krigsfangenskab

I anden verdenskrig blev han indkaldt til Værnemagten i 1943. Der kom det til stridigheder med hans foresatte. På grund af sin vægring mod at skyde på mennesker, blev han truet med at blive stillet for en krigsret. Til slut måtte han alligevel tage til fronten. Han blev såret, kom i russisk fangenskab, og kom i slutningen af 1945 til Vesttyskland, fordrevet fra sin hjemstavn.

Bruno Gröning holdning i krigstiden var præget af hans ønske om at hjælpe. Selv ved fronten benyttede han enhver lejlighed til at hjælpe sine kammerater eller civilbefolkningen.

I en russisk landsby muliggjorde han adgangen til hærens levnedsmiddeldepot for den hungertruede befolkning. I fangenskabet kæmpede han for at skaffe sine kammerater bedre klæder, bedre mad og bedre husly. Utallige der led af ødemer pga. sult, hjalp han til helbredelse. I krigens rædsel har han ikke dræbt noget menneske, men hjulpet utallige.

Ægteskabelig skilsmisse og forbundethed med alle mennesker

I december 1945 blev han løsladt fra fangenskabet, opbyggede sig en ny eksistens i det hessenske Dillenburg, og hentede sin familie hjem til sig. Efter at hans anden søn også var død, og hans kone ville forbyde ham enhver hjælpende virksomhed, blev han skilt fra hende. Han følte sig forpligtet til at lade de helbredende kræfter, som han rådede over, komme alle mennesker til gode. Han sagde: "Jeg tilhører ikke den enkelte, jeg tilhører menneskeheden."

I begyndelsen af 1949 førte hans vej ham til Ruhrområdet. Gennem beretninger fra nogle helbredte blev flere og flere mennesker opmærksomme på Bruno Gröning. Han drog fra hus til hus, altid derhen hvor der var brug for ham, hvor syge bad om hjælp. Således virkede han i små kredse, til han i marts 1949 fik en invitation fra en ingeniør i Herford til at besøge dennes søn.