Hans sidste vej

I januar 1959 dør Bruno Gröning i Paris

Diagnose: Mavecancer i fremskredet stadium

I efteråret 1958 kørte Bruno Gröning til Paris med sin anden hustru, Josette, som han havde giftet sig med i maj 1955, og lod sig undersøge af en ven, kræftspecialisten dr. Pierre Grobon. Analysen af flere røntgenoptagelser viste resultatet: mavekræft i fremskredent stadium. Dr. Grobon ville straks operere, men det afslog Bruno Gröning.

Han kørte tilbage til Tyskland og forberedte julehøjtiden for Vennekredsene. Den 4. december indtalte han et lydbånd, som skulle afspilles ved alle julehøjtider. Derpå kørte han igen med sin kone til Paris. I mellemtiden havde dr. Grobon informeret den ansete specialist i kræftkirurgi, dr. Bellanger. På dennes klinik i Rue Henner, ikke langt fra Montmartre, blev han opereret den 8. december. Udfaldet gjorde lægerne forskrækkede: Det var meget værre end røntgenoptagelserne lod ane - det kunne ikke nytte noget at operere. Operationssåret blev straks lukket til igen.

Forbavsende hurtig bedring

Josette Gröning skrev om dette: "De kunne dog ikke begribe, at Brunos ydre fremtoning røbede så lidt om hans frygtelige indre lidelse, at han stadig kunne trække vejret normalt, at hans stofskifte endnu i de sidste uger havde fungeret upåklageligt, at hans blodbillede så glimrende ud. I dette fremskredne stadium kommer der hele tiden opkastninger ved den mindste indtagelse af næring, og den hårdt prøvede patient dør langsomt af sult. Hos Bruno var det slet ikke sådan."

Til forbavselse for hans læger kom han sig meget hurtigt og kørte tilbage til Tyskland, hvor han oplevede julefesten. Midt i januar 1959 havde han 3 dages møde med bestyrelsesformændene for den nye forening og fastlagde, hvordan værket skulle opbygges. Ingen af de to anede, at det skulle blive deres sidste møde med Bruno Gröning.

Operation i Paris ledsaget af et tordenvejr

Den 21. januar fløj han igen til Paris. På grund af en blokering af tyktarmen var en operation uundgåelig. Den 22. januar 1959, kl. 9.00 om formiddagen - på samme tid, som appelsagen [Krydshenvisning til artikel 14, „Antrag auf Revision kurz vor dem Tod“] i München begyndte – blev Bruno Gröning på ny opereret. Han måtte lade det overgå sig selv, som han havde sparet utallige mennesker for. Han kunne og måtte ikke hjælpe sig selv.

Da han denne morgen lå i narkose, kom der pludselig et kraftigt tordenvejr over i Paris. Grönings hustru fortalte: "Det følgende naturfænomen er også mærkeligt. Den 22. januar 1959, mens min mand endnu lå i narkose, formørkede et pludseligt opstået uvejr med lyn og torden den lune og lyse dagsstemning I Paris. Det blev så mørkt, at man ved højlys dag måtte tænde lys. Søsteren udtrykte sin forbavselse over et så kraftigt tordenvejr. I dagene efter operationen var Brunos temperatur, blodtryk og puls fuldstændig normalt. Han stod endda op to gange og satte sig i en lænestol."

"Total indre forbrænding"

Den 25. blev han bevidstløs, og den følgende dag, den 26. januar 1959 kl. 13.46, døde Bruno Gröning på Clinique Henner af kræft, som lægen skrev på dødsattesten. Var det virkelig kræft? Dr. Bellanger sagde efter den anden operation følgende: "Ødelæggelserne i Brunos krop er frygtelig, det er en total indre forbrænding. Hvordan han har kunnet leve så længe og uden de forfærdeligste smerter, det er mig en gåde."

Bruno Gröning havde allerede flere år før sagt: "Hvis man vil forbyde mig mit virke, så brænder jeg op indvendig."

Nekrolog

Hvordan Bruno Gröning bar denne bitre skæbne, bevidner et brev som dr. Grobon skrev den 26. februar 1959 til hans enke. "Disse [om lægernes anstrengelser for Bruno Gröning] var vel helt naturlige, og jeg må vel sige, at de har fundet en vældig støtte i Bruno Grönings mod, hans viljekraft og betydelige personlighed. [...] "

I et brev fra december 1974 gav dr. Bellanger igen udtryk for sin beundring for Bruno Gröning: "Bruno Gröning var en mand med hjerte, et værdifuldt menneske, der gjorde sig gældende; og hans værdighed ansigt til ansigt med lidelse og død fremkalder endnu i dag beundring."

Efter at liget er blevet kremeret bortfalder en endegyldig domsfældelse

Bruno Grönings lig blev brændt i et krematorium i Paris, og urnen blev bisat på skovkirkegården i Dillenburg.

Retssagen [Krydshenvisning til artikel 11] blev erklæret bilagt på grund af anklagedes død, og en endelig dom blev aldrig afsagt.

Enhver kan selv opleve hjælp og helbredelse

"Mirakeldoktoren fra Herford", som havde bragt helbredelse til tusinder og atter tusinder af mennesker, døde ensom og forladt i en lille gyde i Paris. Hvorfor måtte det ske? Hvorfor måtte han bære så bitter en uret? Hvorfor kunne han ikke hjælpe sig selv?

Dertil skriver Grete Häusler (1922-2007), helbredt mangeårig medarbejder hos bruno Gröning og stifteren af "Bruno Gröning Vennekredsen" i sin bog Das Heil erfahren, das ist Wahrheit (At opleve helbredelse, det er sandhed): "Bruno Gröning har i den korte tid han var her på denne jord bevirket meget godt. Hjælperens og helbrederens evne fik han som vuggegave. Overalt hvor han kom, skete der vidunderlige ting, som man ikke kunne forklare med forstanden. Han trådte frem for offentligheden i 1949. Efter de store helbredelser som skete i Herford, og efter at han i ind - og udland var kommet på alles læber, fik han efter 3 måneder forbud mod at helbrede. Man forfulgte ham og lavede hetz mod ham, man førte den store proces imod ham og ville straffe og dømme ham. Hvorfor? Hvem har han gjort noget ondt? Ingen, men han havde gjort så meget godt for tusinder af mennesker, som ikke noget andet menneske kunne have givet dem. Uskyldig ville man straffe ham! Uskyldig forbød man ham at gøre det, som Gud havde budt ham at gøre - at hjælpe menneskene! Han har bittert måttet bære denne ondskabsfuldhed i Paris på kræftklinikken i Rue Henner! Under store smerter brændte han op indvendig af den Heilstrom, som han ikke fik lov til at lede videre. Menneskets lov forbød ham dette i Tyskland. På baggrund af alle løgne og bagvaskelser stod han der, anklaget som en forbryder! Rolig og alene, uden at nogen venner vidste om det, bar han alle menneskehedens lidelser. Og det var en byrde, som han ikke bar forgæves! Sådan skulle være, det var ikke mere muligt at hjælpe menneskene på anden måde."

Og i hendes bog: Jeg lever, for at menneskeheden kan leve videre, skriver hun: "Vi mennesker skal være meget omhyggelige i omgangen med ordet 'offer'. Men her, hvor Bruno Gröning døde i Paris, har dette ord i sandhed fået sin fulde vægt."

Kun sådan var det muligt at hans ord kunne gå i opfyldelse, hvilket i dag bliver bevidnet af utallige succesberetninger: "Når jeg ikke mere er på denne jord som menneske, dvs. når jeg har måttet aflægge min fysiske krop, da er menneskeheden kommet så langt, at enhver selv kan opleve hjælp og helbredelse."