Gröning-forbundet

Håb om at kunne virke frit gennem foreningen

For på trods af forbudet mod at helbrede at kunne nå flest mulige mennesker, var Bruno Gröning allerede i begyndelsen af 50-erne begyndt at danne Vennekredse. Der holdt han udelukkende foredrag, og brugte alle sine bestræbelser på at videregive sin viden til dem, der søgte hjælp.

Lovmæssig beskyttelse og velrenomeret bestyrelse

Den 22. november 1953 grundlagde han Gröning-forbundet i Murnau/Seehausen som paraplyorganisation. Forbundet skulle være registreret i foreningsregisteret, så Bruno Gröning herigennem kunne få lovmæssig beskyttelse i sit virke. Dermed skulle en fortsat konflikt med heilpraktikerloven endegyldigt være forhindret. [Krydshenvisning til artikel 9 „Das Ja und Nein des Verstoßes gegen das Heilpraktikergesetz“]

Gröning-forbundets bestyrelsen bestod bl.a. af grev Zeppelin, grev Matuschka, baronesse Anny Ebner von Eschenbach, stadsingeniør, dipl.-ing. Hermann Riedinger og direktør Konstantin Weisser, i begyndelsen også som medstifter Rudolf Bachmann, hvem forbundet ganske vist meget hurtigt skilte sig af med. Bruno Gröning blev præsident på livstid.

Bestyrelsens holdning til profit sejrer over de syges velbefindende.

Heidelberger-journalist og lektor Egon Arthur Schmidt blev sekretær for forbundet. Han havde allerede i Herford stået nær ved "Mirakeldoktorens" side, og havde grundlagt foreningen Bruno Gröning Vennekredsens ring. Denne fungerede dog ikke i Bruno Grönings ånd, og blev efter kort tid opløst. Gröning skilte sig på det tidspunkt af med Schmidt, fordi denne havde været uærlig med de frivillige bidrag.

1952 henvendte Schmidt sig igen til Gröning og forklarede, at han havde indset sin fejl. Han bad om at måtte hjælpe med i opbygningen af værket, og Bruno Gröning tog ham igen til sig som medarbejder. Dermed fik Schmidt endnu en gang lejlighed til at vise, om de syges vel virkelig var en hjertesag for ham, eller det kun var til hans egen finansielle fordel.

1955 skilte Bruno Gröning sig endegyldigt af med Schmidt, da denne ikke havde ændret sindelag. Han forsøgte som tidligere at profitere på Grönings virksomhed. Efter adskillelsen førte Schmidt også processer mod Gröning. Han ville kæmpe for at få efterbetalt penge som frivillig medarbejder.

Hver er der for hvem – foreningen for Gröning, eller Grönings vrke for foreningen?

Forbundets forretningsføring blev overtaget af Konstantin Weisser og Hermann Riedinger. Dette så meget lovende ud, da de havde international erfaring og skulle kunne lade deres uddannelser komme Bruno Grönings værk til gode. Det indebar dog også den fare, at de overlegent ville handle mod den simple arbejders vilje, da han ikke levede op til deres uddannelsesniveau.

Med tiden gik udviklingen faktisk i denne retning, og for begge mænd blev det stadig vanskeligere at lade sig noget sige af Bruno Gröning. De syntes helt at have glemt at forbundet ikke kun bar Grönings navn, men at det også var hans skyld, det var opstået. For dem blev Gröning-forbundet mere og mere et mål i sig selv. Den egentlige målsætning, at hjælpe de nødlidende, mistede de ganske af syne. Det så ud som om de ikke ville anerkende, at det var gennem Gröning at helbredelserne opstod, og ikke gennem forbundet.

Således udviklede Gröning-forbundet sig mere og mere til at blive det modsatte af hvad det egentlig skulle være. For den mand, hvis navn det bar, blev forbundet til et fængsel, som i stedet for at gøre ham fri, mere og mere begrænsede hans muligheder.